Voksenvippen

Babyalarmen brummer, men jeg drister mig alligevel til at blogge lidt.
Jeg er omgivet af mennesker, som er på vippen. Nogle er på vippen til at blive voksne, andre på vippen til at blive gamle. Et sted er nogen på vippen til at blive skilt, mens de det andet sted er helt nyforelskede og på vippen til at stifte familie. Mine børn er konstant på kanten - den ene fase afløser den næste, og disse overgange er efterhånden en konstant tilstand. Jeg selv er egentlig bare midt i det hele. Nogle dage er jeg lige ved at blive rundtosset over, at jeg ikk ved, hvor vi skal slå os ned og andre dage elsker jeg, at vi ikke ved hvor vi er om 10 år. Der er udsving i takt med et særligt 4-ugers skema, men inde bag disse er der en ganske konstant linje, som holder det hele sammen. Jeg er lykkelig. Jeg er lige midt i det hele, og bliver for hver dag, der går, mere og mere skarpsynet på det der liv. Det handler om at være glad for det man har. There, I said it. Var det ikke genialt? Livsforandrende? Skal jeg ikke skynde mig at lave en bog om det? Hemmeligheden bag det hele. Så bliver jeg også millionær, og dermed naturligvis endnu mere lykkelig.
Jeg vidste det jo godt, men ved det alligevel først nu. Og om 10 og 20 og 50 år, vil jeg nok kigge tilbage på mit knap-30-årige jeg og smile lidt overbærende over sandheden, som i mellemtiden er blevet 10, 20 og 50 gange tydeligere.
For 10 år siden blev jeg student. Havde det hele for fødderne, livet, den store kærlighed, udforskningen af verden og drømmene. Men var jeg glad? Lykkelig? Sikkert. På den der nervøse og hektiske måde. Som da man som 10-årig blev ubestemmeligt lykkelig over duften af en sommeraften, uden at kunne forstå at det var vennerne, rulleskøjterne og syrenerne der var ingredienserne.
Jeg har siden lukket en masse døre. Jeg kommer ikke til at leve boheme-livet i New York med mig selv og rødvin og forfatterdrømme. Jeg får ikke en mand, som kan lide at lave mad eller som er mørk og mystisk. Men jeg har tre dejlige børn, en ditto mand og en hverdag fyldt med dejlige mennesker og timer. (Og jaja, også lort og ligegyldigheder og opvaskemaskine der ikke tømmer sig selv). Men jeg er vel egentlig på vippen til at være voksenlykkelig.

Ungt blod?

Solen skinner over Aarhus, jeg lakerer negle og malker ud og glæder mig for sindssygt til en hel dag med lækker musik på Northside. Så sagde vi gerne, at jeg var hende den unge med smøgen i den ene og fadøllen i den anden hånd, som dansede frit og vildt til musikken. Og ikke hende med de sorte rander under øjnene, der kom lige fra havregrøden og vasketøjet og egentlig bare gerne vil sove. Heldigvis skal jeg have min unge, sprøde søster med, så mon ikke hun smitter lidt af?

Togtur til Vejle

Okayokay, ikke hver anden dag. Men jeg er lovlig undskyldt! Ligger lige nu på sofaen med en feberhed Anton, har lige puttet en nedbrudt og nyslået børnehavedreng og før det, en feberramt og skrigende 5 måneders. Siden sidst har jeg været et smut i København og leget 20-årig (dog med Sigurd på slæb, men som tre-barns mor er ét barn jo lig ingen). Til bogfest med for meget vin og for lidt Genesis, brunch i byen, gåtur med gammel veninde og ungdomsfest hos lillesøster med Sigurd i babyalarmen. Morten og jeg har byttet plads mellem Aarhus og Kbh den sidste uge, og han er lige på trapperne nu. De sidste par dage har jeg haft en veninde til at bo på sofaen, og nu trænger jeg - som så ofte før - til alene-uge på Vejlefjord. Eller bare en nat på Sabro Kro. Eller en time på cafeen. En halv på sofaen før nogen kommer hjem og vil snakke og kysse und so weiter. *
Jeg er træt.

*LÆS forresten Fuhrmanns "Længsler og leverpostej" om emnet. Fantastisk ærlig, vedkommende og SPEJL!

Danse i mørket

Åhjo, det skal nok blive en god sommer. Selvom min kære mand får travlt, og jeg får børnene. Selvom det kommer til at pisse ned det meste af juli ligesom sidste år. Selvom vi ryger ud af EM i første runde og selvom jeg ikke er helt bikini-klar. Også selvom jeg ikke får sovet om natten og drengene driller hinanden. For jeg skal til Roskilde og stå i natten og danse med ham her:

Åh, det skal nok blive en god sommer.

Børnehaveliv

Så har jeg to børnehavebørn. Otto er simpelthen så sej. Den dreng er belagt med teflon og rullet i solskin. Han tager sgu' alle små og store udfordringer med oprejst pande og et glimt i øjet. Startede i fredags, og var fra første færd bare frisk på at køre ræs med de store og kysse med pigerne. Slet ikke dumt med sådan en integreret institution, hvor man som nyslået børnehavebarn kender alle de voksne, de fleste af børnene, huset og legepladsen.
Anton synes stadig, det er svært at sige farvel om morgenen - selv efter 1,5 år i børnehaven. Han kan ikke helt finde ud af at komme ind i dagen, og bliver mut og ked, når jeg siger farvel. Måske også endnu sværere for ham nu, når han ser mig trille afsted med Sigurd hjem til en hyggedag, som han også gerne ville være med til. Det er han også af og til, men han skal jo altså også have sit eget liv. Han elsker at være i børnehaven og har masser af gode venner. Men det er svært at sige farvel. Jeg havde lidt håbet, at det at Otto nu er der, ville gøre det lettere for ham, men nej. Otto går bare i gang og råber "hej-hej Mor", mens Anton klæber sig til mit ben og siger "Du må ikke gå, Mor". Av. Men jeg holder fast i, at han forleden sagde til mig "Jeg blev ked af det, da du gik, men så fik jeg en krammer af Anette og så var jeg bare glad hele dagen. Glad og glad og glad".
Men sådan er han bare. Han er så følsom, og det er på mange måder fantastisk. Han er utrolig omsorgs- og ansvarsfuld, kærlig og dejlig og betænksom. Men nogle gange spænder det ben for ham, at han mærker alting så tydeligt. Hvis bare man kunne lære ham at skelne. Bruge det på den bedste måde og lære at lukke nogle af de mange overvældende indtryk ude.
Ellers må han bare blive kunstner!

Hjemme-dilemma

Jaja, se nu hvor jeg blogger!
Jeg er i øvrigt sur - bare til en orientering. Ikke på grund af noget, egentlig. Mest fordi jeg er forvirret og frustreret og fuldstændig begravet i børn og oprydning. Jeg er jo som bekendt på barsel. Nu med et 5 måneder gammelt barn, som er gået all in på grød og mos og grat. Altså tilbringer jeg usundt meget tid hjemme. Der skal jo afleveres børn, puttes baby, ryddes op efter morgenmad, drikkes kaffe i ro og mag, ordnes vasketøj/tømmes opvaskemaskine og så videre i damage control'ens navn. Og så vågner barnet og skal stimuleres og kysses og fordres og afgrattes og puttes igen. Og så lidt pusten ud foran computeren, lidt mere praktisk skæg og ballade og måske, på en god dag, en lur og et bad. Og så skal de andre børn hentes. Og så skal de fodres, underholdes, hjælpes med alt lige fra at tørre røv til at samle LEGO, og så skal de fodres igen, bades og puttes. Og så dør man så selv lidt af træthed foran computeren og så på hovedet i seng. Altså, jeg kommer ikke meget ud! Og måske er det derfor, at tankerne for øjeblikket kværner rundt i det der med bolig.
Vi har jo fået et superhyggeligt lille (LILLE) halvt byhus med en lille (LILLE) have. I det dejligste kvarter, virkelig. Med fordboldbaner og legepladser i baghaven og skolen lige overfor. Men for sevans, hvor er her trangt. Jeg kanter mig rundt og støder hele tiden i et møbel eller en væg (altså i overført betydning, ik?) Og her er mørkt. Og jeg drømmer om lys og luft. Jeg drømmer om at have plads til masser af gæster uden at man er nødt til at spise i hold, og jeg drømmer jo også om at mine unger drøner rundt ude i den store, smukke have (som i øvrigt helst skal have egen gartner). Jamen, så køb dog et hus uden for byen, dame! Kunne man tænke. Problemet er bare, at jeg/vi er indgroede bymennesker. Det sidder i rygrad og negle, at et par fritimer skal bruges på en cafetur eller en slentretur i byen med snakke og drømme og kiggen på mennesker. Og ikke i haven, fx, eller med at få ordnet et eller andet husligt projekt. Vi købte fx et legehus til haven i oktober, som vi siden da har snakket om at vi skulle have malet. Stadig træfarvet. Alt er tæt på og alt er nemt. Men et hus på den størrelse, som jeg drømmer om koster rundt regnet 5 mill. herinde. Og nej, dem har vi satme ikke. Eller får. Oh, but what to do??!! Alle i min omgangskreds er enten lige på vippen til at købe hus, snakker om det, tænker på det eller (som alle vores forladte Københavner-venner) insisterer benhårdt på at blive i byen, koste hvad det vil. Men jeg ved sgu ikke. Jeg ved ikke om min spat er barselsrelateret, eller om jeg er ved at blive så voksen, at jeg er villig til at opgive byen for den store have og mere plads.

Nysommer

Kan man ikke godt lave nytårsforsætter den 1. juni? Nysommerforsæt? Det er da også lidt lettere at være motiveret, når solen skinner, end når det slud'er udenfor. Den 1. januar i år var jeg nemlig travlt optaget af at tude over min to dage gamle baby, så der var ikke lige tid til de store planer om halvmarathon og karriereplaner. Men nu synes jeg snart, at jeg har brug for nogle mål. Planer, ideer, som jeg vil holde mig selv fast på. Og hvilket bedre sted end i denne top-anonyme offentlighed?
1. Jeg vil løbe. Ikke halvmarathon, bare nok til at jeg bliver glad over vinden i håret og musikken i ørene.
2. Jeg vil blogge. Ikke hver anden måned, men hver anden dag. There, I said it. Nu må mine læsere gerne skælde mig ud, hvis jeg pjækker.
3. Jeg vil have gang i min hemmelig selvstændighedsdrøm. Jeg er færdig med at sidde og hensygne i dagpengeland og have ondt af mig selv og bebrejde krisen. Det er dybt urealistisk, det jeg har planer om, men jeg skylder altså mig selv at prøve. Og forresten, når jeg så gør det, ikke? Så skal jeg helt sikkert suge al læring omkring PR og branding og blogging ude af hende her. Sørme om hun ikke deler ud af sin viden i diverse gratis e-bøger, som jeg må begrave mig i. Jeg får allerede masser af inspiration i min indbakke fra Julias Mini-Magasin, som udkommer et par gange om måneden. Og helt ærligt, ik? Så er det det ENESTE af de 50 forskellige nyhedsbreve jeg modtager, som jeg rent faktisk læser. Hermed anbefalet VARMT, hvis du interesserer dig bare en lille smule for at skrive, for at udtrykke dig selv og for nye tendenser.

Tre nysommerforsæt er nok rigeligt.