lørdag den 2. juni 2012

Hjemme-dilemma

Jaja, se nu hvor jeg blogger!
Jeg er i øvrigt sur - bare til en orientering. Ikke på grund af noget, egentlig. Mest fordi jeg er forvirret og frustreret og fuldstændig begravet i børn og oprydning. Jeg er jo som bekendt på barsel. Nu med et 5 måneder gammelt barn, som er gået all in på grød og mos og grat. Altså tilbringer jeg usundt meget tid hjemme. Der skal jo afleveres børn, puttes baby, ryddes op efter morgenmad, drikkes kaffe i ro og mag, ordnes vasketøj/tømmes opvaskemaskine og så videre i damage control'ens navn. Og så vågner barnet og skal stimuleres og kysses og fordres og afgrattes og puttes igen. Og så lidt pusten ud foran computeren, lidt mere praktisk skæg og ballade og måske, på en god dag, en lur og et bad. Og så skal de andre børn hentes. Og så skal de fodres, underholdes, hjælpes med alt lige fra at tørre røv til at samle LEGO, og så skal de fodres igen, bades og puttes. Og så dør man så selv lidt af træthed foran computeren og så på hovedet i seng. Altså, jeg kommer ikke meget ud! Og måske er det derfor, at tankerne for øjeblikket kværner rundt i det der med bolig.
Vi har jo fået et superhyggeligt lille (LILLE) halvt byhus med en lille (LILLE) have. I det dejligste kvarter, virkelig. Med fordboldbaner og legepladser i baghaven og skolen lige overfor. Men for sevans, hvor er her trangt. Jeg kanter mig rundt og støder hele tiden i et møbel eller en væg (altså i overført betydning, ik?) Og her er mørkt. Og jeg drømmer om lys og luft. Jeg drømmer om at have plads til masser af gæster uden at man er nødt til at spise i hold, og jeg drømmer jo også om at mine unger drøner rundt ude i den store, smukke have (som i øvrigt helst skal have egen gartner). Jamen, så køb dog et hus uden for byen, dame! Kunne man tænke. Problemet er bare, at jeg/vi er indgroede bymennesker. Det sidder i rygrad og negle, at et par fritimer skal bruges på en cafetur eller en slentretur i byen med snakke og drømme og kiggen på mennesker. Og ikke i haven, fx, eller med at få ordnet et eller andet husligt projekt. Vi købte fx et legehus til haven i oktober, som vi siden da har snakket om at vi skulle have malet. Stadig træfarvet. Alt er tæt på og alt er nemt. Men et hus på den størrelse, som jeg drømmer om koster rundt regnet 5 mill. herinde. Og nej, dem har vi satme ikke. Eller får. Oh, but what to do??!! Alle i min omgangskreds er enten lige på vippen til at købe hus, snakker om det, tænker på det eller (som alle vores forladte Københavner-venner) insisterer benhårdt på at blive i byen, koste hvad det vil. Men jeg ved sgu ikke. Jeg ved ikke om min spat er barselsrelateret, eller om jeg er ved at blive så voksen, at jeg er villig til at opgive byen for den store have og mere plads.

6 kommentarer:

  1. Der er vi også. Lige nu har vi en god lejlighed, men det er ikke her i vi bliver. Og nu er vi nået frem til to løsninger 1) lejlighed et andet sted i København med lidt bedre planløsning og et sommerhus/kolonihave i omegnen. Altså maks 45 min i bil herfra. 2) Parcelhus. I parcelhuskvarter. Med parcelnaboer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Og jeg vil gerne være din parcelnabo Husmoder. Men det har vi vist aftalt før, ikke?

      Vi flyttede ud. Fortryder det ikke. Stedet er hvad du gør det til Ikke omvendt.

      Slet
  2. Vi er der også. I dén grad. Men efter at have tænkt os selv gule og blå ved vi nu, at vi bliver i byen. Vi skal bare have noget andet. Med bedre planløsning og måske en lillebittelille have. Hvis det da overhovedet er til at opdrive. Og ellers må en god gård gøre det...

    SvarSlet
  3. Da vi for 2½ år siden satte vores underskrift og dermed købte et hus, var jeg ved at panikke i alle retninger ved tanken om at skulle forlade vores 3. sal i Århus midtby. Og fra underskrift til overtagelse brugte jeg meget tid på at bekymre mig om, hvordan det mon ville være at bo helt ude i lillebyen. Men det er faktisk ikke så farligt. Faktisk er det rigtig dejligt. Vi har alt det, vi skal bruge i nærheden, og hvis vi mangler byen, kan den hurtigt nåes í bil, eller med en af de gule, som kører hvert kvarter.
    Har efter to år ikke et øjeblik fortrudt!

    SvarSlet
  4. Bofællesskab i Beder? Der har alle det på samme måde og lavet en slags by-away-fra-byen... Sagde damen, der selv var voldbange for at flytte til Beder.

    SvarSlet
  5. Husmoder: Åh, den er så svær!!
    AB: Stedet er helt sikkert ikke afgørende. Men der skal være en oprigtig lyst til parcelhuslivet, og den er der ikke.
    Øglemor: Godt at høre - nogle gange skal man bare turde træffe en beslutning, jo. Og så lukke diskussionen.
    GISP: Det lyder godt! Og specielt med en af de gule indenfor rækkevidde.
    Carport: Åh, tro mig - vi har snakket om det 1000 gange. Men når altid frem til at vi sgu' er lidt for private og sære på den måde til at bo i bofællesskab. Men jeg glæder mig til at følge jeres færd - det kan jo være, man kan omvendes?!

    SvarSlet