Countdown

1 måned tilbage. Så starter jeg på nyt og superspændende arbejde, som jeg faktisk glæder mig helt vildt til at kaste mig ud i. Men. Også kun 1 måned tilbage med Otto ad libitum. Så skal man vel gøre en slags status?

Det er dog relativt simpelt; jeg har ikke nået andet end at være sammen med ham, yndlingsbabe'n. Det kan tælles på en enkelt hånd, de gange vi har bevæget os over broen væk fra Amager. Det kan tælles på samme hånd, de dage jeg har følt mig bare nogenlunde udhvilet.

Jeg har bare været. Og kysset og drukket kaffe. Og grinet med ham, og blogget og spist. (Når man er på barsel kan man nå utroligt mange måltider, allerede inden eftermiddagskaffen.)

Min første barsel var så svær. Jeg ville så gerne gøre det rigtige, gå til det hele, være sund og

frisk og pæn og give mit barn den helt rigtige stimulerings-sanse-dims og hjemmelavede øko-mos i den hjemmelavede øko-grød. Jeg læste mig til, hvordan hans rytme, lort og humør skulle være og kæmpede med at presse ham ned i de stramme rammer. Jeg husker mange dage med mange tude-opkald til arbejdende kæreste. Mange dage med frustration over forventningsbrist og forvirring over, hvorfor jeg ikke kunne finde ud af det hele.

Men virkelig. Denne her barsel har bare været så rar. (Har dog ikke lige scannet de sidste 8

måneders blog-indlæg i gennem, det kan være jeg der kan finde enkelt frustrations-indlæg;-)

Lille tykke Otto. Søde glade tossegode rundkindede skraldgrinende Otto.

Tak for hverdagsfesten!

Regnestykke-lykke

Regnen tæsker ned, og jeg sider her i min karnap med min kaffe. De to største drenge hopper i vandpytter i gården og den mindste ligger og sover på altanen. Ro. Og lykke.

I guder, hvor er alting dog nemmere, når man er to. Altså fire. Engang var vi to i familien, og kunne have ligeså mange tømmermænd og samtaler og middage, som varede mere end 4 minutter, som vi havde lyst til. Men så blev vi tre. Og så kom der endnu mere kærlighed og besværlighed. Totalt nyt liv, hvor man spiser klokken 18 og går i seng klokken 22. Og har sex når man orker i stedet for når man har lyst. Og nyder lyden af morgen, når familiens tredje medlem pludrer glad og ligger og putter i smørhullet. Og så blev vi fire. Igen dobles der op på lykke & looove og skæres kraftigt ned på mig-tid og dig&mig-tid. Men uanset hvad, så er det jo helt vidunderligt fantastisk, det her liv!!

Musikterapi

Kashmir må tage æren for, at jeg kom i gennem denne morgen uden at

kaste med nogen af mine børn. Min snor er langsomt blevet kortere

og kortere i løbet af alene-ugerne, og der er nu ikke meget andet tilbage

end en lillebitte knude for enden af snoren.

Under en meget spidsbelastet situation, som involverede noget brok

over noget spildt mælk, en umenneskeligt klam og stor lorteble og en

overtræt baby, var jeg et splitsekund fra at snappe. I sidste øjeblik

spillede P3 mit yndlingsnummer pt., Kasmirs 'Still Boy', og jeg skruede

sindssygt højt op og nærmest skreg med på sange, alt imens jeg

dansede mine ur-følelser ud på ægte Carl-Mar'sk vis.

Og ungerne gloede på mig som om jeg var sindssyg (hvilket jeg jo også

var, momentarily) og begyndte derefter at grine.

Mentalt sammenbrud afværget.

Tak Kashmir og tak P3. Skulle også hilse fra mine børn og sige tak!

Det er her, det sker...

3 dage tilbage. Og lige nu synes 3 dage som 300. Lidt ligesom, når man er ude at løbe (somom) og man ved, man kun mangler en kilometer. Eller når man kun mangler konklusionen på specialet. Det sidste træk er altid det hårdeste.

Men altså, 3 nætter med hullet stress-søvn, 3 morgener med havregrødskrig og flitsbuer og 3 ulvetimer med hyl og månesyge. Og så kommer helten hjem. Og så er det hele lissom lidt sjovere!

Han har dog noget, han skal have indhentet. For vi har faktisk også hygget os. Virkelig, det har vi! (Og her vil jeg gerne takke hele mit cast & crew, Gud og Jesus!) For hvad med dengang, hvor Otto pludselig fandt ud af, at han kunne klappe? Og Anton synes det var så sjovt, at vi holdt en regulær Stomp-koncert? Eller dengang, jeg lå i sofaen med dem begge og puttede foran Samson & Sally, og Anton pludselig kysser Otto og siger, at han elsker ham? Eller dengang, vi fandt en snegl i gården og Anton var så lykkelig, at han var lige ved at gå op i limningen?

Nogle gange drømmer jeg mig også væk på roadtrip eller bare en badeferie med mig selv, men når nu jeg ved, hvor meget man går glip af, kan jeg faktisk sagtens undvære...

Vi løfter i flok

!

Hvem der bare ku' klar' sig med hjælp fra sig selv...

Seriøst, hvem har brug for mænd? Ptøh, det der med at passe børn og hjem og sig selv, det kan man da sagtens klare alene... I HELVEDE!!

Altså det går jo. Ingen er døde eller traumatiserede (håber jeg), men for satan. Nu må han fakisk gerne snart komme hjem (der går desværre liiige en uge mere). Jeg malker min omgangskreds for alt hvad der hedder hjælpende hænder og, så snart folk siger "du skal jo bare ringe", så gør jeg det. Og vi klarer os fint i gennem, men det er ligesom bare ikke meningen.

De gyldne stunder får altså mere skær, når man har nogen at opleve dem med. Og de slemme nætter bliver lidt lysere, når man får et frikvarter ind i mellem. Og den der 'nogen', det er forresten barnefaderen. For veninder og onkler og sådan synes jo også ens børn er fantastiske, men det er altså kun mor & far der kan kigge nærmest forelskede på hinanden og barnet, når det har lavet lort på potten.

Anton starter hver morgen med at spørge hvor far er henne, og jeg forklarer "bla. bla., ude at køre i bus, på tur, spille trommer". I morges rystede han irriteret på hovedet og hævdede, at nu var det altså mor, der skulle på tur i stedet for, og far skulle komme hjem. Ja tak, det kan vi da egentlig godt aftale! En sviptur til Paris? Eller noget kloster i Toscana? Eller bare en lillebitte uge på en strand i Thailand? Mener snart, jeg har optjent nok bonuspoint herhjemme til i hvert fald en aften i hegnet med mine veninder!!

Sov mit barn, sov længe...

Kære søde, dejlige, runde og glade lille Otto.

Jeg synes du er sød. Men jeg synes på en måde, at du godt snart må sove lidt om natten. Det kan godt være, jeg ikke har fået forklaret dig det godt nok, men når der er mørkt udenfor, når alle andre i hele byen sover (undtagen måske hende hers barn) og mor og far siger "shhhhh", så betyder det at man skal lukke sine øjne og sin mund og sove.

Kærlig hilsen din mor

PS: Jeg har en lille sort bog, hvor jeg har skrevet alle de gange nede, hvor du har råbt mig ind i hovedet om natten og hevet mig ud af dynerene klokken 5 for at bringe dig morgenmad på sengen. Og du får dem alle lige tilbage i fjæset, når du bliver teenager. Så er det sagt.

Refill

Der skal tankes op på min konto. På alle konti, faktisk. Har kæmpe overtræk på henholdsvis kysse-, sove-, opleve- og drukkontoen. (Og et lillebitte et på den økonomiske!) Jeg er nødt til at investere lidt i mig selv, når denne måned er overstået, og faktisk har jeg bestilt overnatning, spa og mega-luksus mad og bad og massage til manden & mig lige her:

Mmmm, Vejlefjord Hotel. Og så skal vi se sådan her ud og være helt pæne og glade og savne børnene og komme hjem med overskud på drengen!

Hverdagens helte

Okay, vi har så verdens bedste pædagoger. De har lige ringet og sagt at Anton har fået feber. Jeg siger, at jeg lige har puttet Otto på altanen og kommer og henter, så snart han vågner. Helt fint, vi putter med ham indtil da. To minutter senere ringer verdens sødeste Maria fra Solstuen og siger: "Ved du hvad, vi har næsten ingen børn, skal jeg ikke bare lige komme hjem med ham? Hvis det altså ikke overskrider dine grænser?" Jeg kan kun sige tak og tude lidt af taknemlighed.

Salig kaffe...

Sig mig engang, hvad skulle der nu være i vejen med kaffe? Og banankage for den sags skyld? Jeg har det i hvert fald væsentlig bedre efter indtagelse af ovenstående kombi end jeg havde før. Før var jeg tæt på at lægge mig ned og dø af selvmedlidenhed. (For det kan man faktisk godt dø af!)

Har haft sådan en morgen, hvor jeg flere gange var seriøst tæt på at lukke (smække) døren bag mig og bare skride. Så kunne de KRAFTedme selv lave deres åndssvage havregrød.

Men jeg talte til 10 (og 20 og 100) og blev. Og trøstede. For i virkeligheden er det jo ikke Antons skyld at Otto var vågen 17 gange i nat OG stod op halv seks. Det er heller ikke Antons skyld at hans far skal ud og realisere sig selv og sine liderlige rockstjernedrømme (Bitter? Moi?). Men holdnuop, hvor han græd og skreg. Og det handlede nok ikke om havregrøden, men om at han savner sin far og synes at mor hele tiden sidder med den dumme skrigeunge på skødet. Stakkels lille prut.

Heldigvis kommer verdens bedste mormor i dag og bliver hele weekenden. Og heldigvis kom min dejlige veninde forbi i går med sushi og vin og kram. Og heldigvis er mine børn de sødeste jeg kender. Det skal nok gå. Så længe vi har kaffe...

Ryst posen

Jeg er ved at læse Revolutionary Road. Ja, den der med Kate & Leo. Men det var altså en bog først, og en helt fantastisk én af slagsen. Og den prikker til mig.

Den handler jo om disse unge bohemian kidz, som tror på love & revolution og mener at forstadsliv og kernefamilie er lig med den visse visnedød. Og ja, så sidder de jo som bekendt pludselig selv i saksen og skændes om et bed og naboerne og hader hinanden for at have glemt drømmene.

Herhjemme tror vi også, at vi hævet over den slags småborgerlige småtterier. Vi lever i NU'et, går ikke op i materielle ting og skal også redde verden lidt engang i mellem.

... Right!! I virkeligheden lever vi fra lur til lur og glæder os af og til (for tit) til børnene er kommet i seng, så vi kan ... øh, se Sopranos og snolle og købe ting på nettet. Og det der med at redde verden, det må de andre altså sørge for. For vi vil altså rigtig gerne have den der nye lampe, og vi skal også lige have gjort rent, inden svigerforældrene kommer på besøg. Og fred med det. Men jeg tror på, at man ind i mellem bør tvinge sig selv til at ryste posen og kigge ud fra de pæne rammer, og se om man kan se de drømme, man havde engang. Før de pæne gæstehåndklæders tid, dengang hvor man ikke troede, at man behøvede være perfekt.

Shhh...

Tør næsten ikke sige det, så jeg hvisker det bare: det går rigtig godt med at være alene med drengene.

De er søde. Og bløde. Og jeg spiser vildt meget chokolade og læser sladderblade og feder den så snart jeg kan. Og nyder på en måde at være herre i eget hus.

Godt, så er det sagt, så kan I bare komme an, søvnløse nætter, hysterianfald og tigerspring med trods på!

Kært barn?

Har lige hørt et nyt begreb, som bruges om os moderne forældre: Frugtforældre. Det er altså forældre, som gerne vil hente deres børn inden eftermiddagsfrugten. Eller hvad med den her; Drivhusforældre, forældre som sørger for at der altid er fuldstændig optimale forhold for at dyrke deres børn på den helt rigtige måde.

Altså. Nogle gange synes jeg at man skal slappe lidt af med de der begreber. Smummy mig her og -ista mig der og hvis din nabo var en bil. Det er jo klart at unge kvinder i dag går lidt i identitetskrisens angst og præstationsstress og jeg skal komme efter dig, for hvad er der egentlig blevet af bare at være kvinde? Kunne det ikke være ens identitet, og noget man i sig selv var stolt af? Vi skal allesammen passe i en kasse, og hvis vi ikke lige gør, bliver vi helt usikre og skynder os at tabe os 10 år på ingen tid eller bruger hele vores opsparing på et coaching-forløb med efterfølgende coachinguddannelse, så vi kan coache andre til at finde deres kasse.

Kan en kvinde ikke bare være en kvinde? Og kan man ikke godt bare være forældre? Argh, jeg er lidt gammeldags, men jeg ville sådan ønske at Emilia van Hauen-typerne ville lade være med hele tiden at definere 4 slags typer indenfor alt. Kært barn har mange navne, men jeg synes at en kvinde er en kvinde er en kvinde. Og hun må saftsusemig selv bestemme hvordan.

Overgivelse

OK, vi overgiver os. Efter knap en måned med ekstrem kaossovning (endnu mere end de 6 forgående) er vi nødt til at gøre noget. I morgen starter alene hjemme-ugerne, og jeg har slet ikke nerver til at stå fast på samsovningsprojektet, når jeg skal passe begge nattevagter samt morgenvagten. Den sidste uge er projektet gået ind i sin mest kaotiske fase, og Ottos vågne råbekor fra 03-05 er nu også blevet overført til storebror. Om jeg gider stå dér alene? Midt om natten med to børn, som ikke vil sove, men råbe, spise hyle og pjevse? Nixen.

Alle regler ophæves i de kommende tre uger. Anton, som ellers har været så god til kun at bruge sut, når han skal sove, får lov til at have sin sut tapet til sin mund, hvis det kan forhindre flitsbuer. På samme konto er der heller intet loft på Bamse & Kylling- / Alfons- / Thomas Tog-tid og heller intet som helst krav om hvor mange grøntsager / hvor lidt sukker, der må indtages (dette gælder både mig og drengen!) Og Otto får så altså lov til at rykke ud af børneværelset igen. Midlertidigt. Fuck, om det så tager dobbelt så lang tid at genoprette orden i kaos, for i det mindste er vi til den tid dobbelt så mange forældre.

Smiley

Søvnmangel, alenemorhed, overtræk, appelsinhud, grå hår (yaiks, der er kommet mange!) og underskud på mig-kontoen er ligesom noget nemmere at kapere, når solen skinner og ens unge ser sådan her ud på vej til vuggestuen;-) Hav en dejlig dag i den sol.

Gulp

Nå, men jeg kan vel ikke kalde mig en rigtig mor-blogger, hvis ikke jeg skriver lidt om den der nattesøvn. Jesusmotherfuckingchrist. Behøver jeg sige mere?

OK. Altså de sover jo på samme værelse. Og det er pissehyggeligt. Specielt når de ligger og pludrer om aftenen og morgenen. Knap så hyggeligt er det når Otto ligger vågen fra 3-5 næsten hver nat og råwer som en gammel havnearbejder. Ved ikke hvad det er han siger, men det lyder som om han keder sig eller fortæller perverse jokes eller bare skal prutte. Øv. Og hvis han sov alene kunne man jo egentlig bare lade ham ligge, men vi danser rundt uden for døren til drengeværelset den halve nat og ind og ud og give sut og kys og SHHHH af frygt for, at hans brøl skal vække den stakkels storebror. For så går der for alvor halbal i den.

Og nu nærmer sig tiden, hvor manden tager afsted, og mor her skal træde til som direktøren for det hele. Jeg ryster en lille smule i bukserne over at have hele nattevagten og morgenvagten (ja, for ham den lille står jo så op kl. 6 og er irriterende frisk) uden mulighed for at tilkalde vikarer. Heldigvis er der fuldt booket op med legeonkler og bedster og andre hjælpsomme sjæle til at dele eftermiddags- og aftenvagterne med mig. Men fuck mand. Så sov dog, baby!!

Hængerøv

Rimelig kær Bamse & Kylling-fan. Anton kan stå som hypnotiseret og stirre på ghetto'en, når yndlings-CD'en spiller nede i Vuggeren...

Hvem der bare kunne stilles tilfreds så nemt!

Ud i det blå

Min mand og jeg er ret gode til at ende i nogle virkelig mærkelige situationer. Vi har altid en masse gode ideer til sådan nogle rigtige, kæresteagtige udflugtsmål men af en eller anden årsag ender det altid helt anderledes end vi troede. I dag skinnede "forårs"-solen lidt og vi tænkte straks Dyrehaven hånd i hånd, hurra. Morten skulle dog lige hente et kamera i Virum, og af uransaglige årsager endte vi pludselig midt i en lille skov / nogens baghave tæt ved Virum station med skodkaffe og SuperBest sandwich. Vi sad på barnevognsdækkenet på den iskolde jord midt i en slags snestorm og voldhyggede os, faktisk. Og så var der dengang vi skulle spise lækker sommerfrokost i Dragør, men endte med at spise hotdogs og spille minigolf på en øde campingplads midt på Amager. Og den dag, hvor vi skulle på picnic på Amager Fælled, men endte med en bajer og lidt ungdomssnav på en byggeplads. Og mange flere uventede hyggestunder!

Meget mærkeligt, men meget, meget hyggeligt...

Smitsomt?

Der er altså noget i omløb. Jeg har opsnappet det rundt omkring på nogle af mine ynglingsblogs og har været lagt helt ned af skriveblokade. Jeg har ikke haft lyst eller tid. Ved ikke om det er årstiden, travlheden, søvnmanglen eller bare en generel metaltræthed som lurer rundt omkring, men det er som om, der har været lidt lukket pga. sygdom. Men NU kører bussen igen. For det er forår. (Jeg er dog også blevet smittet med en mere traditionel snue af mine børn, som begge har kroniske 11-taller.)

Og så er jeg også blevet smittet en lille smule af skilsmiséren. For det er tæt på og det gør så ondt. Det er svært ikke at blive rigtig bange, for J og P har jo også engang sagt til hinanden "det bliver i hvert fald ikke os, der bliver skilt." Ligesom Morten og jeg siger. Men gad vide hvornår, det begynder at gå uopretteligt skævt? Hvornår man ved at turen er slut? Hvornår en slinger i valsen bliver til en endestation, og måske en ny vals med en anden? Øv altså. Måske er det bare fordi mine egne forældres skilsmisse var så hæslig, at jeg ikke tror på 'den lykkelige skilsmisse', men altså... øv. Læste i en roman forleden, at skaden uopretteligt er sket, første gang man taler i imperativ til sin mand. Hø. Måske er jeg en enkelt gang eller to kommet til at sige (råbe) hold nu kæft/vask nu op/gå nu ned med skraldet.

Det fylder i maven og tankerne, det der med skrøbeligheden og skilsmissen. Håber dog kun det er en omgangssyge, som ikke tager fast bolig i vores hjerter.