mandag den 15. februar 2010

Overmodig?

Sidder lige nu yderst på stolen, klar til at springe op, hvis en af poderne giver et piv fra sig, inde på drengeværelset. Det går både godt og skidt, det der samsovningsprojekt. Godt, fordi der hverken i går eller i dag var nogen som helst problemer med at få dem begge puttet. Skidt fordi Otto har været vågen sådan cirka 150 gange i nat. (Ej okay. Men i hvert fald tre gange i timen, natten i gennem). Heldigvis vågnede Anton ingen af gangene, men det gjorde vi jo ligesom.
I dag har vi begge været slået helt ud af søvnmangel - altså, man tror jo oprigtigt at man kan dø af træthed, når man har det sådan her!!

I går, da vi ud af det blå besluttede os for, at sådan en smule natterend kunne vi da sagtens klare, og det blev da bare hyggeligt for dem at sove sammen og dejligt at få vores eget værelse tilbage og alt muligt andet naivt crap, var vi helt på det rene med, at det da nok blev hårdt i et par dage eller uger, men det var da bare lige at bide tænderne sammen. Ja, godmorgen mand. Jeg er spændt på at se, hvor standhaftige vi kan være. For det KUNNE jo virkelig være fantastisk at få det til at lykkes. Men fuck, hvor er jeg dog træt. Og seriøst bange for natten!

3 kommentarer:

  1. Så er det ikke nu, du vil høre om mine piger? De sover sammen og har gjort det siden den mindste var 10 mdr. Der har stort set aldrig været problemer ... en gang imellem synes de, der skal være fest, men der er efterhånden sjældent. De hygger sig helt vildt med det!

    Dine drenge skal nok bare vænne sig til lyden af den anden, der sover, vender sig osv., så får I rolige nætter igen.

    Håber på en god nat til jer!

    SvarSlet
  2. Oh yes, we've been around. Først sov de sammen, så begyndte den mindste at vække den store - som ellers sover som en sten - og da vi var ved at falde fra hinanden af træthed (efter to nætter), lagde vi dem i hver deres værelse. Så prøvede vi igen, men så vækkede den store den lille, når hun vågnede kl. 5, så nu har vi droppet den idylliske drøm, men til sommer tager vi en tur mere - og der er det for real for fra da skal de dele værelse, og der er kun det ene... men når jeg hører andres gode historier, tænker jeg at det kan for pokker da ikke være så svært. Så fingers crossed for at I holder ved inden I falder fra hinanden :-)

    SvarSlet
  3. Åh, det er en klassiker: Frygten for natten. Den evige følgesvend, når man har børn. Og tænk, det var jo der, man burde lade op før og efter dagens strabadser – ikke noget at sige til, at det føles, som om man kan dø af søvnunderskud.

    jeg satser også stærkt på samsovning – altså brødrene, IKKE mor/far og børn! – her om et par måneder. Det SKAL lykkes; vi har kun ét børneværelse, og jeg VIL altså ikke dele soveværelse med undermålere! Jeg nægter, jeg vil have mit soveværelse i FRED. Tak! Held og lykke med det!

    SvarSlet