Togtur til Vejle

Okayokay, ikke hver anden dag. Men jeg er lovlig undskyldt! Ligger lige nu på sofaen med en feberhed Anton, har lige puttet en nedbrudt og nyslået børnehavedreng og før det, en feberramt og skrigende 5 måneders. Siden sidst har jeg været et smut i København og leget 20-årig (dog med Sigurd på slæb, men som tre-barns mor er ét barn jo lig ingen). Til bogfest med for meget vin og for lidt Genesis, brunch i byen, gåtur med gammel veninde og ungdomsfest hos lillesøster med Sigurd i babyalarmen. Morten og jeg har byttet plads mellem Aarhus og Kbh den sidste uge, og han er lige på trapperne nu. De sidste par dage har jeg haft en veninde til at bo på sofaen, og nu trænger jeg - som så ofte før - til alene-uge på Vejlefjord. Eller bare en nat på Sabro Kro. Eller en time på cafeen. En halv på sofaen før nogen kommer hjem og vil snakke og kysse und so weiter. *
Jeg er træt.

*LÆS forresten Fuhrmanns "Længsler og leverpostej" om emnet. Fantastisk ærlig, vedkommende og SPEJL!

Danse i mørket

Åhjo, det skal nok blive en god sommer. Selvom min kære mand får travlt, og jeg får børnene. Selvom det kommer til at pisse ned det meste af juli ligesom sidste år. Selvom vi ryger ud af EM i første runde og selvom jeg ikke er helt bikini-klar. Også selvom jeg ikke får sovet om natten og drengene driller hinanden. For jeg skal til Roskilde og stå i natten og danse med ham her:

Åh, det skal nok blive en god sommer.

Børnehaveliv

Så har jeg to børnehavebørn. Otto er simpelthen så sej. Den dreng er belagt med teflon og rullet i solskin. Han tager sgu' alle små og store udfordringer med oprejst pande og et glimt i øjet. Startede i fredags, og var fra første færd bare frisk på at køre ræs med de store og kysse med pigerne. Slet ikke dumt med sådan en integreret institution, hvor man som nyslået børnehavebarn kender alle de voksne, de fleste af børnene, huset og legepladsen.
Anton synes stadig, det er svært at sige farvel om morgenen - selv efter 1,5 år i børnehaven. Han kan ikke helt finde ud af at komme ind i dagen, og bliver mut og ked, når jeg siger farvel. Måske også endnu sværere for ham nu, når han ser mig trille afsted med Sigurd hjem til en hyggedag, som han også gerne ville være med til. Det er han også af og til, men han skal jo altså også have sit eget liv. Han elsker at være i børnehaven og har masser af gode venner. Men det er svært at sige farvel. Jeg havde lidt håbet, at det at Otto nu er der, ville gøre det lettere for ham, men nej. Otto går bare i gang og råber "hej-hej Mor", mens Anton klæber sig til mit ben og siger "Du må ikke gå, Mor". Av. Men jeg holder fast i, at han forleden sagde til mig "Jeg blev ked af det, da du gik, men så fik jeg en krammer af Anette og så var jeg bare glad hele dagen. Glad og glad og glad".
Men sådan er han bare. Han er så følsom, og det er på mange måder fantastisk. Han er utrolig omsorgs- og ansvarsfuld, kærlig og dejlig og betænksom. Men nogle gange spænder det ben for ham, at han mærker alting så tydeligt. Hvis bare man kunne lære ham at skelne. Bruge det på den bedste måde og lære at lukke nogle af de mange overvældende indtryk ude.
Ellers må han bare blive kunstner!

Hjemme-dilemma

Jaja, se nu hvor jeg blogger!
Jeg er i øvrigt sur - bare til en orientering. Ikke på grund af noget, egentlig. Mest fordi jeg er forvirret og frustreret og fuldstændig begravet i børn og oprydning. Jeg er jo som bekendt på barsel. Nu med et 5 måneder gammelt barn, som er gået all in på grød og mos og grat. Altså tilbringer jeg usundt meget tid hjemme. Der skal jo afleveres børn, puttes baby, ryddes op efter morgenmad, drikkes kaffe i ro og mag, ordnes vasketøj/tømmes opvaskemaskine og så videre i damage control'ens navn. Og så vågner barnet og skal stimuleres og kysses og fordres og afgrattes og puttes igen. Og så lidt pusten ud foran computeren, lidt mere praktisk skæg og ballade og måske, på en god dag, en lur og et bad. Og så skal de andre børn hentes. Og så skal de fodres, underholdes, hjælpes med alt lige fra at tørre røv til at samle LEGO, og så skal de fodres igen, bades og puttes. Og så dør man så selv lidt af træthed foran computeren og så på hovedet i seng. Altså, jeg kommer ikke meget ud! Og måske er det derfor, at tankerne for øjeblikket kværner rundt i det der med bolig.
Vi har jo fået et superhyggeligt lille (LILLE) halvt byhus med en lille (LILLE) have. I det dejligste kvarter, virkelig. Med fordboldbaner og legepladser i baghaven og skolen lige overfor. Men for sevans, hvor er her trangt. Jeg kanter mig rundt og støder hele tiden i et møbel eller en væg (altså i overført betydning, ik?) Og her er mørkt. Og jeg drømmer om lys og luft. Jeg drømmer om at have plads til masser af gæster uden at man er nødt til at spise i hold, og jeg drømmer jo også om at mine unger drøner rundt ude i den store, smukke have (som i øvrigt helst skal have egen gartner). Jamen, så køb dog et hus uden for byen, dame! Kunne man tænke. Problemet er bare, at jeg/vi er indgroede bymennesker. Det sidder i rygrad og negle, at et par fritimer skal bruges på en cafetur eller en slentretur i byen med snakke og drømme og kiggen på mennesker. Og ikke i haven, fx, eller med at få ordnet et eller andet husligt projekt. Vi købte fx et legehus til haven i oktober, som vi siden da har snakket om at vi skulle have malet. Stadig træfarvet. Alt er tæt på og alt er nemt. Men et hus på den størrelse, som jeg drømmer om koster rundt regnet 5 mill. herinde. Og nej, dem har vi satme ikke. Eller får. Oh, but what to do??!! Alle i min omgangskreds er enten lige på vippen til at købe hus, snakker om det, tænker på det eller (som alle vores forladte Københavner-venner) insisterer benhårdt på at blive i byen, koste hvad det vil. Men jeg ved sgu ikke. Jeg ved ikke om min spat er barselsrelateret, eller om jeg er ved at blive så voksen, at jeg er villig til at opgive byen for den store have og mere plads.

Nysommer

Kan man ikke godt lave nytårsforsætter den 1. juni? Nysommerforsæt? Det er da også lidt lettere at være motiveret, når solen skinner, end når det slud'er udenfor. Den 1. januar i år var jeg nemlig travlt optaget af at tude over min to dage gamle baby, så der var ikke lige tid til de store planer om halvmarathon og karriereplaner. Men nu synes jeg snart, at jeg har brug for nogle mål. Planer, ideer, som jeg vil holde mig selv fast på. Og hvilket bedre sted end i denne top-anonyme offentlighed?
1. Jeg vil løbe. Ikke halvmarathon, bare nok til at jeg bliver glad over vinden i håret og musikken i ørene.
2. Jeg vil blogge. Ikke hver anden måned, men hver anden dag. There, I said it. Nu må mine læsere gerne skælde mig ud, hvis jeg pjækker.
3. Jeg vil have gang i min hemmelig selvstændighedsdrøm. Jeg er færdig med at sidde og hensygne i dagpengeland og have ondt af mig selv og bebrejde krisen. Det er dybt urealistisk, det jeg har planer om, men jeg skylder altså mig selv at prøve. Og forresten, når jeg så gør det, ikke? Så skal jeg helt sikkert suge al læring omkring PR og branding og blogging ude af hende her. Sørme om hun ikke deler ud af sin viden i diverse gratis e-bøger, som jeg må begrave mig i. Jeg får allerede masser af inspiration i min indbakke fra Julias Mini-Magasin, som udkommer et par gange om måneden. Og helt ærligt, ik? Så er det det ENESTE af de 50 forskellige nyhedsbreve jeg modtager, som jeg rent faktisk læser. Hermed anbefalet VARMT, hvis du interesserer dig bare en lille smule for at skrive, for at udtrykke dig selv og for nye tendenser.

Tre nysommerforsæt er nok rigeligt.

Strejke

Den slags dag, hvor man bliver afbrudt i søvnen, badet, morgenmaden, bloggeriet, tankerne - konstant. Dem, hvor der ikke er nogen til at tage over, så man liiiige kan få fem minutter, hvor man bare kan sidde og glo ud i luften. Dem har jeg lige haft ti af. Ti. Derfor den lange stilhed herfra. Morten har pissetravlt med alt muligt i København, Polen, Randers og alle mulige andre steder - and where does that leave me? Yep. Jeg fik æren af børnene. Alene. Eftersom samtlige bedsteforældre og andre onkel-typer var henholdsvis på Mallorca, Samsø, i Rom eller New York. Og nå ja, institutionen havde jo ligesom også lige lukket et par dage, ikke? Så jeg er brugt. Jeg får spat bare nogen så meget som tænker på at bruge ordet "mor". Hallo, spørg lige en anden, ikke? Få lige en anden til at hjælpe med det der LEGO, den der ble eller det der mad. Jeg strejker. Heldigvis kommer faren hjem i aften. Og så skal vi i sommerhus. Og JEG skal holde fri.

Knopper

Skoldkopper. Og så behøver jeg vel strengt taget ikke sige mere? De to ældste drengebørn er fuldstændig spættede overalt på deres små kroppe, feberhede og i det hele taget bare slået hjem. Det mindste drengebarn tager ikke imod (kunne egentlig være fint, hvis man bare kunne få dem alle overstået!). Til gengæld vågner dette mindstebarn hver evig eneste halve time (ja, også om natten.) For fanden. JEG får knopper af at være husfange og varte op, trøste nat og dag og være taknemlig for en times sammenhængende søvn.
TIL GENGÆLD: Vores vidunderlige lille have er sprunget ud i fuldeste flor. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle blive sådan en, der får seriøs optur over at luge og ae lidt på den fine rabarber. Jeg tusser rundt mellem krydderurterne og bliver lige 10% lykkeligere af at se mine børn pille ved bænkebiderne og spørge hvordan blomster egentlig kommer ud. Lille er den, haven, den er jo i byen, men der er små kroge og gemmesteder alligevel, og jeg glæder mig til at sætte Sigurd på et tæppe med en solhat og et smil på sine fede kinder.
What else, skal jeg skrive lidt om at vi har rykket rundt i stuen? Sommerdæk på bilen eller sladder om naboen? Eller skal jeg hellere fortælle om at jeg drak mig fra sans og samling til damemiddag for nogle uger siden, dansede på bordet og spiste fallafel på vej hjem? Jeg er sgu lidt sammensat for tiden. Den ene dage føler jeg mig hip og ung, og den næste dag som en 45-årig småborgerlig storblomstret. Den ene dag går jeg all in på barsel og dyrker babysalmesang og ammehjerne. Dagen efter får jeg SPAT og gylper lidt bitter galde udover manden og synes det er voldsomt uretfærdigt, at det er ham der er ude i verden, dyrke sin passion, tjene penge, drikke øl, bruge sig selv til andet end at være til rådighed. Og så sidder jeg bare der, ik? Med unger (og lort) op til halsen og drukner lidt i praktiske gøremål og selvmedlidenhed. Vi får først vuggestueplads til Sigurd den 1. december. Og min mand "ville jo viiiiiirkelig gerne tage barsel, men eftersom han er selvstændig (og i øvrigt har deadline på ny plade selvsamme 1. december)  kan han jo desvæææææære ikke". Hm. Gode forslag til hvordan man realiserer sig selv og sit enorme potentiale (indenfor hvad ved jeg ikke helt endnu) mens man er på barsel med et ekstremt søvnfattigt barn??