Bloggeri + sejrsøl

Jeg er en dybt utilregnelig blogger. Til gengæld er jeg en ganske stabil bloglæser. Jeg indrømmer det, damer, jeg er en af de der listere som kun læser andre folks statuslinjer på facebook uden selv at opdatere min egen og jeg er åbenbart også en slags listeblogger, som primært læser andre folks tanker uden at dele mine egne. Men nu må det være slut! Jeg elsker at få skrevet mine tanker ned, men det er bare som om dagen er gået inden jeg overhovedet er stået op, og jeg er dybt imponeret over andres evner til at få presset en blogging-stund ind i selv den hårdeste, travleste og mest udmattende dag. Hvordan gør man?? Ville ønske jeg kunne få indført et ritual, som sikrer mig den der halve time - eller bare fem minutter - til at reflektere over dagen og få gylpet frustrationer og lykkebobler op på tastaturet...

Vi er i sommerhus. Og det er fantastisk. Jeg har fulgt med på andre blogge om lignende sommerhusture (det er åbenbart sådan man ferierer, når man har små børn?) og kan genkende mange ting. For os har det handlet om at være tilstede. Dagene er forsvundet ud i det blå og jeg er helt på røven over så gode forældre vi egentlig er - det var jeg slet ikke klar over. Indimellem må man give sig selv et skulderklap og en sejrsøl, som den vi fik i dag da begge drenge var puttet i seng efter en sej dag som fulgte efter en hård, hård nat. Morgenen var dum og jeg var så sur over at mangle søvn og kæmpe med natamning, natskiftning og nattegråd fra lillebror, og insisterede på at jeg ville sove. Desværre var ingen af drengene enige. Jeg plaskede koldt vand i hovedet, tog en dyb forældreagtig indånding og så dagen i øjenene. Det er som om jeg først har forstået det der forældre-åg nu; det er IKKE mig det handler om. Sammen med denne lettere angstprovokerende kendsgerning fulgte dog en følelse af at kunne give slip og bare lade sig glide med. Vi tog på tur ud i det blå og havde en fantastisk dag og grillede pølser over bålet da vi kom hjem og puttede en glad storebror med stjerner i øjnene og nussede med en salig lillebror inden førnævnte VELFORTJENTE sejrsøl. Nu er dagen snart slut og den gik imod alle odds uden et eneste skænderi. Mere af det.

Miraklet på 3.

Sommerhuset kalder. Vi er på vej på 2 ugers intens samvær, nærvær, hygge ... og ultimativt kaos. Ingen af os kan med rette kaldes ordensmennesker, og vi HADER alt hvad der involverer fornuftig langtidsplanlægning - at pakke kuffert til 2 voksne og 2 børn må siges at høre under denne kategori. Men vi tager afsted med hovedet under armen og en naiv tro på, at det jo for fa'en nok skal gå (..."ellers så køber vi det sgu i Brugsen", som Manden siger!)

I dag har været en kærlighedsdag igen. Den lille er virkelig krøbet ind under huden på mig og åbenbart også på den store. Han tog i forvejen sammen med sin elskede Mormor i dag, og insisterede selv på at kysse os alle farvel, også mindsten. Jeg har tudet og tudet og tudet i dag, og kan næsten ikke rumme de to mirakler. Har bare siddet klistret til baby og eksploderet indeni over hvor vildt det er, at sådan et lille menneske er blevet til. Hvem er han? Hvad drømmer han om? "Everything is possible, 'cause you're a miracle".

Glæder mig til bare at være til sammen med min lille familie i et sommerhus med græsplæne, fiskerleje, gammeldags isvafler og regnvejr - og uden at skulle arbejde min efterfødselskrop op og ned fra 3. sal hver gang man skal have en liter mælk!

Yndlingsdag

Så prøver jeg igen. Det er nu mange måneder, 1 speciale, 1 barn og en masse mærkelige og vidunderlige og frustrerende og lykkelige dage siden jeg har blogget. Men jeg kan mærke behovet trænge sig på, og jeg bliver nødt til at finde plads til det. Jeg skriver med grus i øjnene, mælk i brysterne og hormoner og følelser indeni og udenpå. Jeg har fået en lille søn mere. Det er helt uforståeligt fantastisk, og selv om jeg denne gang burde vide nøjagtigt HVOR fantastisk det er, er det som om det igen har taget røven på mig, hvilket mirakel det jo i grunden er at få et barn. Min lille baby er nu 5 dage gammel, mine bryster er hårde og store som meloner og min krop er helt rundt på gulvet. Også min hjerne og mit hjerte sejler rundt i følelser og hormoner, og samtidig føler jeg mig helt og aldeles lykkelig på den rolige måde. Dagen i dag er en sådan perle, som aldrig må glemmes. En formiddag med mindstemanden og ægtemanden tilbragt i ægtesengen, en eftermiddag med fri fantasi-leg med den store og hans elskede morfar og en aften, hvor den store puttede med mig og den lille og aede og kyssede og var i det hele taget vildt zen-agtig. Jeg fatter slet ikke, at man kan have sådan nogle dage, hvor det hele bare af sig selv går op i en højere, jordbunden enhed. Det er sgu fantastisk!

På gensyn i morgen, hvor jeg givetvis er ramt af nemesis og tuder over en dag med hylende børn og mor og en far, som er sur og en dag som skal glemmes!

Æblekinder savnes

Lørdag. Snart en uge har jeg ligget på den grå uldsofa og gloet og kæmpet for ikke at rejse mig op og ordne og lege og arbejde og lave mad og alt det andet, som lægen siger jeg ikke må. Argh. Har jo ikke lyst til at føde et lille kræ på 1200 g, men har samtidig svært ved at acceptere, at ham den mindste kræver ro. På tirsdag skal jeg scannes igen, og der får jeg forhåbentlig grønt lys til at lege lidt med æblekinderne igen, eller i det mindste bare bage boller til ham og den tapre mand! Heldigvis har min mor ageret livredder for Gud ved hvilken gang og Anton elsker hende faktisk næsten lige så højt som mig og faren. Men pyh, det er hårdt at svigte ham totalt, for han mærker det. Han gider ikke engang forsøge at lege med mig, for han ved, at jeg ikke danser og tumler med, som jeg plejer, men bare ligger der med et skyldbetinget smil på sofaen. Av. Undskyld, min skat! Jeg har lyst til at æde hans bløde æblekinder, men han gider heller ikke krammes eller spises af mig, for jeg er reduceret til hende den kedelige svigteper i hjørnet. Allerede nu mærker jeg splittelsen mellem de to små knaldperler, som hiver mig i hver deres retning, og må erkende at man ikke kan være 100 % for dem begge på en gang - godt der findes fædre, vuggestuer og bedsteforældre!

 

Morgentanker

Mmm, sidder med dagens anden kop kaffe, dagens tredje ostemad og lægger så småt an til dagens første kage. Fyyyy, slemme gravide dame, alt det gluuuuten og al den koffeiiin og alt det djævelske sukker! Men hey - hvis ikke man må skide på alt sådan noget, når man er gravid - hvornår så?? Jeg nyder af et godt hjerte at spise lige præcis hvad der falder mig ind (og jaja, 6 om dagen og fisk og jern og alt det der), men det er sgu dejligt at hilse håndtagene velkommen. 

Igår kom min gamle fjende migrænen på visit igen - 3. gange på en uge. Blev helt panisk, da jeg vidste at manden skulle i øvelokalet hele eftermiddagen og aftenen, og lillen var min alene. Men netop kastet ud i min lille mission om at blive bedre til at bede om hjælp, ringede jeg straks til de 2 bedste damer, som straks stod klar til at at lege, fjolle, made og bade den mindste og fodre mig med lydbøger, slik og kærlighed. Det er måske slet ikke så dumt, det her med at bede om hjælp! Jeg elsker selv at være den, der står klar med førstehjælp i en hvilken som helst situation, men skal virkelig tage mig sammen for at ringe til andre og sige "hov, jeg tror måske jeg har brug for lidt hjælp". Men det hjælper på det. 

Weekenden bliver uden mand, som er i Berlin og afvikle vores lejlighed dernede, snøft, og uden barn som skal bades i forkælelse af sin morfar, da jeg skal til polterabend. Ligesom ikke helt det samme at være til polterarbend, når man hverken kan deltage i menneskelig bordfordbold, champagne og cosmo's eller uhæmmet 80'er Singstar (det sidste fordrer for mit vedkommende en enorm mængde af midterste). Heller ikke helt det samme at være til polterabend, når man hemmeligt ved at the bride to be ikke er helt lykkelig. Ved ikke helt hvad jeg skal gøre, da jeg er for langt ude i kredsen til at være den, der siger "jamen, er du nu helt sikker på at du vil det her?", men fandme også mærkeligt at fejre noget så inderligt og fint som et kommende bryllup med denne viden in mente. Kan ikke lade være med at tænke, at de bliver de første der ryger i svinget. Der hvor vi er i vores vennekreds lige nu, er på tærsklen til alt det store og smukke. Børnene titter ligeså stille frem, bryllupperne afholdes i hobetal og snart bliver det første drømmehus sikkert også erhvervet. Men hvad så? Efter en vidunderligt hyggelig barnedåb hos nogle af de allerbedste i søndags, hvor hele flokken nærmest var med og enten gravide eller forlovede, kom jeg til at tænke på, at det ikke fortsætter. For det næste der sker, må vel næsten være skilsmisserne, der lige så stille ruller ind over de smukke, unge mennesker? Uf, grim tanke. Må hellere pakke den lidt til side, så brudeparret kan blive fejret så længe det varer!

Bangebuks

Endnu en eftermiddag og aften alene med Anton. Min krop er ved at være ret så gravid, og gør ondt når jeg ikke passer på den. Når jeg kigger i kalenderen for de næste tre måneder, bliver jeg helt svimmel, og skynder mig at kigge væk igen. Manden min har så travlt som aldrig før, og jeg prøver at være tapper, men ved ærligt talt ikke hvordan vi egentlig kommer igennem denne sommertour. Indenfor de næste 3 måneder skal vi tilsammen og hver for sig gennemrenovere drømmelejligheden før vi kan overtage den, flytte ud og ind, skrive en opgave + speciale, køre lille A ind i vugger med alt hvad dertil hører og spille en helvedes masse koncerter rundt omkring i landet (nå ja, og så går han jo også i skole) (og nå ja, så skal jeg færdigproducere et barn). Hm, det virker egentlig bedre ikke at skrive det hele ned, men skynde sig at lukke øjnene og helt klichéagtigt tage en dag ad gangen. Jeg må blive bedre til at ringe til mine veninder i nødens stund og sige "hjælp!", det er noget af det, jeg er allerdårligst til. For jeg kan da godt lige bide tænderne sammen og stå det i gennem, - men hvorfor egentlig? Ofte ender min opsparede indsats i en eller anden form for energiudladning, som ofte er grim og som ofte går ud over stakkels Morten. Ligesom i lørdags, hvor han kom hjem fra møde med svenske verdensmænd med eget pladeselskab under Sony, og fortalte at de kunne tilbyde ham verden. Jeg blev bare så stolt af ham, og sagde at han skulle give sig selv lov til at nyde det (samtidig med at jeg for mit indre blik så utallige måneder som rock-enke med to hidsige, hylende smådrenge og et liv som bitterfisse.) Men senere krakelerede facaden, og jeg kom til at afsløre at jeg faktisk var pissebange... Hvorfor skal det være så forbandet svært at indrømme? 

Sviger der svier

Er nu på tredje dag i svigerfamiliens kærlige vold. Vi er på såkaldt påskeferie i parcelhuset, men Morten og jeg arbejder så snart vi kan komme til det, og så længe Anton gider finde sig i sin farmor og farfar. Hvilket heldigvis er længe. Når vi kigger ud fra arbejdshiet, skal han til gengæld lige vise os hvor hårdt det er for ham sådan at blive efterladt, og pylrer og råber og smider sig på gulvet... Ved (næsten) ærligt talt ikke hvor han har det temperament fra;-) Selv om jeg holder af min svigerfar og mor, er der bare for mange ting ved deres ligusterliv og dertilhørende snæversyn, der irriterer mig GRÆNSELØST! Jeg ved godt, at jeg selv bestemmer, hvor meget jeg vil lade gå ind, og jeg forstår heller ikke hvorfor jeg ikke bare kan lukke af, men for s**** hvor er det anstrengende at høre på deres evindelige stikpiller om at det nærmer sig børneplageri at lade et barn vokse op i København, og hvor godt han har af at komme til Jylland på ferie "og få noget frisk luft". ARGH!  Udover disse faktorer ankommer henholdsvis olde-faktoren (i form af Mortens letter spydige og stædige farmor) og onkel-og-tante-og-fætter-fra-parcellen-i-Nordjylland-faktoren senere i dag. Sidstnævnte lever nøjagtig som svigerfar og mor (og for den sags skyld nærmest også svigerfarmor), og det levner ikke just mere plads til forståelse for vores måde at leve på. Dammit. Men, Morten og jeg har aftalt at lade dem sejle, og være stolte af, at vi tør stå ved vores drømme (som ikke involverer parcelhus og en diskussion om hvorvidt vi når at klippe hæk, inden der kommer gæster). Dyb indånding, og så på med overskuddet...

Heldigvis har jeg både en stor mave og en eksamensopgave som undskyldninger, hvis jeg har brug for at trække mig tilbage og bide lidt i en pude!