Morgentanker

Mmm, sidder med dagens anden kop kaffe, dagens tredje ostemad og lægger så småt an til dagens første kage. Fyyyy, slemme gravide dame, alt det gluuuuten og al den koffeiiin og alt det djævelske sukker! Men hey - hvis ikke man må skide på alt sådan noget, når man er gravid - hvornår så?? Jeg nyder af et godt hjerte at spise lige præcis hvad der falder mig ind (og jaja, 6 om dagen og fisk og jern og alt det der), men det er sgu dejligt at hilse håndtagene velkommen. 

Igår kom min gamle fjende migrænen på visit igen - 3. gange på en uge. Blev helt panisk, da jeg vidste at manden skulle i øvelokalet hele eftermiddagen og aftenen, og lillen var min alene. Men netop kastet ud i min lille mission om at blive bedre til at bede om hjælp, ringede jeg straks til de 2 bedste damer, som straks stod klar til at at lege, fjolle, made og bade den mindste og fodre mig med lydbøger, slik og kærlighed. Det er måske slet ikke så dumt, det her med at bede om hjælp! Jeg elsker selv at være den, der står klar med førstehjælp i en hvilken som helst situation, men skal virkelig tage mig sammen for at ringe til andre og sige "hov, jeg tror måske jeg har brug for lidt hjælp". Men det hjælper på det. 

Weekenden bliver uden mand, som er i Berlin og afvikle vores lejlighed dernede, snøft, og uden barn som skal bades i forkælelse af sin morfar, da jeg skal til polterabend. Ligesom ikke helt det samme at være til polterarbend, når man hverken kan deltage i menneskelig bordfordbold, champagne og cosmo's eller uhæmmet 80'er Singstar (det sidste fordrer for mit vedkommende en enorm mængde af midterste). Heller ikke helt det samme at være til polterabend, når man hemmeligt ved at the bride to be ikke er helt lykkelig. Ved ikke helt hvad jeg skal gøre, da jeg er for langt ude i kredsen til at være den, der siger "jamen, er du nu helt sikker på at du vil det her?", men fandme også mærkeligt at fejre noget så inderligt og fint som et kommende bryllup med denne viden in mente. Kan ikke lade være med at tænke, at de bliver de første der ryger i svinget. Der hvor vi er i vores vennekreds lige nu, er på tærsklen til alt det store og smukke. Børnene titter ligeså stille frem, bryllupperne afholdes i hobetal og snart bliver det første drømmehus sikkert også erhvervet. Men hvad så? Efter en vidunderligt hyggelig barnedåb hos nogle af de allerbedste i søndags, hvor hele flokken nærmest var med og enten gravide eller forlovede, kom jeg til at tænke på, at det ikke fortsætter. For det næste der sker, må vel næsten være skilsmisserne, der lige så stille ruller ind over de smukke, unge mennesker? Uf, grim tanke. Må hellere pakke den lidt til side, så brudeparret kan blive fejret så længe det varer!

Bangebuks

Endnu en eftermiddag og aften alene med Anton. Min krop er ved at være ret så gravid, og gør ondt når jeg ikke passer på den. Når jeg kigger i kalenderen for de næste tre måneder, bliver jeg helt svimmel, og skynder mig at kigge væk igen. Manden min har så travlt som aldrig før, og jeg prøver at være tapper, men ved ærligt talt ikke hvordan vi egentlig kommer igennem denne sommertour. Indenfor de næste 3 måneder skal vi tilsammen og hver for sig gennemrenovere drømmelejligheden før vi kan overtage den, flytte ud og ind, skrive en opgave + speciale, køre lille A ind i vugger med alt hvad dertil hører og spille en helvedes masse koncerter rundt omkring i landet (nå ja, og så går han jo også i skole) (og nå ja, så skal jeg færdigproducere et barn). Hm, det virker egentlig bedre ikke at skrive det hele ned, men skynde sig at lukke øjnene og helt klichéagtigt tage en dag ad gangen. Jeg må blive bedre til at ringe til mine veninder i nødens stund og sige "hjælp!", det er noget af det, jeg er allerdårligst til. For jeg kan da godt lige bide tænderne sammen og stå det i gennem, - men hvorfor egentlig? Ofte ender min opsparede indsats i en eller anden form for energiudladning, som ofte er grim og som ofte går ud over stakkels Morten. Ligesom i lørdags, hvor han kom hjem fra møde med svenske verdensmænd med eget pladeselskab under Sony, og fortalte at de kunne tilbyde ham verden. Jeg blev bare så stolt af ham, og sagde at han skulle give sig selv lov til at nyde det (samtidig med at jeg for mit indre blik så utallige måneder som rock-enke med to hidsige, hylende smådrenge og et liv som bitterfisse.) Men senere krakelerede facaden, og jeg kom til at afsløre at jeg faktisk var pissebange... Hvorfor skal det være så forbandet svært at indrømme? 

Sviger der svier

Er nu på tredje dag i svigerfamiliens kærlige vold. Vi er på såkaldt påskeferie i parcelhuset, men Morten og jeg arbejder så snart vi kan komme til det, og så længe Anton gider finde sig i sin farmor og farfar. Hvilket heldigvis er længe. Når vi kigger ud fra arbejdshiet, skal han til gengæld lige vise os hvor hårdt det er for ham sådan at blive efterladt, og pylrer og råber og smider sig på gulvet... Ved (næsten) ærligt talt ikke hvor han har det temperament fra;-) Selv om jeg holder af min svigerfar og mor, er der bare for mange ting ved deres ligusterliv og dertilhørende snæversyn, der irriterer mig GRÆNSELØST! Jeg ved godt, at jeg selv bestemmer, hvor meget jeg vil lade gå ind, og jeg forstår heller ikke hvorfor jeg ikke bare kan lukke af, men for s**** hvor er det anstrengende at høre på deres evindelige stikpiller om at det nærmer sig børneplageri at lade et barn vokse op i København, og hvor godt han har af at komme til Jylland på ferie "og få noget frisk luft". ARGH!  Udover disse faktorer ankommer henholdsvis olde-faktoren (i form af Mortens letter spydige og stædige farmor) og onkel-og-tante-og-fætter-fra-parcellen-i-Nordjylland-faktoren senere i dag. Sidstnævnte lever nøjagtig som svigerfar og mor (og for den sags skyld nærmest også svigerfarmor), og det levner ikke just mere plads til forståelse for vores måde at leve på. Dammit. Men, Morten og jeg har aftalt at lade dem sejle, og være stolte af, at vi tør stå ved vores drømme (som ikke involverer parcelhus og en diskussion om hvorvidt vi når at klippe hæk, inden der kommer gæster). Dyb indånding, og så på med overskuddet...

Heldigvis har jeg både en stor mave og en eksamensopgave som undskyldninger, hvis jeg har brug for at trække mig tilbage og bide lidt i en pude!

Kommende

Mine to drenge ligger og sover, og jeg sidder med mig selv og min kaffe. Snart har jeg tre drenge. Mærkeligt og vidunderligt! Jeg kan endelig mærke klumpen i halsen og glædesboblerne i maven når jeg tænker på at jeg snart skal være mor påny. Gad vide om man bliver mor på samme måde, når det er anden gang? Jeg mener, man er jo blevet mor, bliver man det så igen eller vokser man bare til to mødre? Kan ikke vente til der er endnu en lille fis til at stjæle min tid, opmærksomhed og mit hjerte. Nu kun 16 uger tilbage.

Weekenden går med gæster og hjemlig ro, og en lørdag aften helt i mit eget selskab. Heldigvis har jeg ikke noget fjernsyn, så der bliver plads til mine tanker (og måske til et enkelt afsnit Gossip Girl;-) Egentlig skriver jeg på en opgave om sms-romaner, men sgu nok ikke i aften! Underligt koncept, i øvrigt. En fortælling kræver stadig fordybelse, og jeg nægter at blive så meget zapper-generation at fem linjer ad gangen skal kunne gøre det ud for en litteraturoplevelse. Hrmpf! Men meget skægt at skrive opgave om faktisk. Kommer sikkert helt til at savne de ellers forhadte opgaveskrivninger, men for fa'en hvor bliver det rart at være FÆRDIG med studiet... cand.mag.whats.next??

Han sover ikke endnu. To timer senere end han plejer at være væk, er han stadig vågen, den lille, store skat. Har lige siddet med ham, dynen, den uundværlige bamse og sutten og hørt ham fortælle alle de historier, han har inden i sig, og som bare måtte ud inden han kunne falde til ro. Han er blevet glad for at kysse igen, og jeg er lige ved at begynde at tude, hver gang han læner sin silkelæber hen mod mit ansigt og med sin store blå øjne kigger forventningsfuldt på mig. Nøj, det er det største man kan opleve. En lang dag med sygt barn er ved at være slut, og jeg vil egentlig gerne bare i seng. Kan ikke undgå at være lidt misundelig på Morten, som lige nu sikkert er ved at drikke sin første bajer og gøre klar til at gå på scenen. Lucky him, men også lucky mig, som fik lov at opleve Antons kærtegn. Det er ikke meget, jeg har nået idag, andet end at være der for min søn, holde om ham når han blev ked og utryg og hviske til ham, at det nok skal gå - det er jo i sig selv, indser jeg idet jeg ser det på skrift, vigtigt og smukt. 

Verdens Bedste Søndag

Så blev det mandagen efter Verdens Bedste Søndag. Mandag morgener er aldrig overdrevet sjove, men når de følger efter en vidunderlig weekend, er de tolerable. I går havde manden min fødselsdag, og vi havde inviteret Verdens Bedste Venner (a.k.a. Madklubben) på brunch. Oveni kom hans forældre og min mor på surprise-visit, og en hel dag med bunker af mad og kager, snik og snak, høj latter og ægte lykke gik alt for hurtigt. Anton solede sig i opmærksomheden som hidtil eneste unge i sjakket (dog kun 2 mdr. endnu, indtil Ronjas baby skal ud). Jeg blev dybt berørt af at se, hvor mange mennesker der holder så meget af Anton. Manden og jeg var helt berusede og bløde i knæene om aftenen, og da vores særlige Joni Mitchell-plade kom på efter sengetid, var der ikke et øje tørt;-)

Ahhhhh... Så er livet sgu' ukompliceret og lækkert!!

Uge 16 + 57

Den lille er nu 15 cm. lang, den store er 85. Den lille er stadig umærkelig, den store meget, meget mærkelig! Jeg går og venter på at kunne mærke boblerne i maven, tror jeg har brug for at vide, at han eller hun er der, og beder om min opmærksomhed. Den store, Anton, er stor og stærk og vil meget gerne have min opmærksomhed, og helst hele tiden! Da jeg trådte ind ad døren i går aftes, sad han i sit badekar og råbte "Heeeej" med verdens største smil på hans engel-møder-pampersbaby-møder-gavtyv-fjæs. Hvordan kan man andet end glemme alt andet? Havde lyst til at kaste mig ned i badekarret hos ham, men min størrelse og badekarrets taget i betragtning, ville det nok have endt grimt.

Helt grøn i bloggerfaget, vil jeg fremover på denne blog forsøge at spore mig ind på en stil, en mening og en udlevering af mig selv og mine tanker, som er helt ny og lidt skræmmende!