Weekenden går med gæster og hjemlig ro, og en lørdag aften helt i mit eget selskab. Heldigvis har jeg ikke noget fjernsyn, så der bliver plads til mine tanker (og måske til et enkelt afsnit Gossip Girl;-) Egentlig skriver jeg på en opgave om sms-romaner, men sgu nok ikke i aften! Underligt koncept, i øvrigt. En fortælling kræver stadig fordybelse, og jeg nægter at blive så meget zapper-generation at fem linjer ad gangen skal kunne gøre det ud for en litteraturoplevelse. Hrmpf! Men meget skægt at skrive opgave om faktisk. Kommer sikkert helt til at savne de ellers forhadte opgaveskrivninger, men for fa'en hvor bliver det rart at være FÆRDIG med studiet... cand.mag.whats.next??
lørdag den 28. marts 2009
Kommende
Mine to drenge ligger og sover, og jeg sidder med mig selv og min kaffe. Snart har jeg tre drenge. Mærkeligt og vidunderligt! Jeg kan endelig mærke klumpen i halsen og glædesboblerne i maven når jeg tænker på at jeg snart skal være mor påny. Gad vide om man bliver mor på samme måde, når det er anden gang? Jeg mener, man er jo blevet mor, bliver man det så igen eller vokser man bare til to mødre? Kan ikke vente til der er endnu en lille fis til at stjæle min tid, opmærksomhed og mit hjerte. Nu kun 16 uger tilbage.
torsdag den 19. februar 2009
Han sover ikke endnu. To timer senere end han plejer at være væk, er han stadig vågen, den lille, store skat. Har lige siddet med ham, dynen, den uundværlige bamse og sutten og hørt ham fortælle alle de historier, han har inden i sig, og som bare måtte ud inden han kunne falde til ro. Han er blevet glad for at kysse igen, og jeg er lige ved at begynde at tude, hver gang han læner sin silkelæber hen mod mit ansigt og med sin store blå øjne kigger forventningsfuldt på mig. Nøj, det er det største man kan opleve. En lang dag med sygt barn er ved at være slut, og jeg vil egentlig gerne bare i seng. Kan ikke undgå at være lidt misundelig på Morten, som lige nu sikkert er ved at drikke sin første bajer og gøre klar til at gå på scenen. Lucky him, men også lucky mig, som fik lov at opleve Antons kærtegn. Det er ikke meget, jeg har nået idag, andet end at være der for min søn, holde om ham når han blev ked og utryg og hviske til ham, at det nok skal gå - det er jo i sig selv, indser jeg idet jeg ser det på skrift, vigtigt og smukt.
mandag den 2. februar 2009
Verdens Bedste Søndag
Så blev det mandagen efter Verdens Bedste Søndag. Mandag morgener er aldrig overdrevet sjove, men når de følger efter en vidunderlig weekend, er de tolerable. I går havde manden min fødselsdag, og vi havde inviteret Verdens Bedste Venner (a.k.a. Madklubben) på brunch. Oveni kom hans forældre og min mor på surprise-visit, og en hel dag med bunker af mad og kager, snik og snak, høj latter og ægte lykke gik alt for hurtigt. Anton solede sig i opmærksomheden som hidtil eneste unge i sjakket (dog kun 2 mdr. endnu, indtil Ronjas baby skal ud). Jeg blev dybt berørt af at se, hvor mange mennesker der holder så meget af Anton. Manden og jeg var helt berusede og bløde i knæene om aftenen, og da vores særlige Joni Mitchell-plade kom på efter sengetid, var der ikke et øje tørt;-)
Ahhhhh... Så er livet sgu' ukompliceret og lækkert!!
onsdag den 28. januar 2009
Uge 16 + 57
Den lille er nu 15 cm. lang, den store er 85. Den lille er stadig umærkelig, den store meget, meget mærkelig! Jeg går og venter på at kunne mærke boblerne i maven, tror jeg har brug for at vide, at han eller hun er der, og beder om min opmærksomhed. Den store, Anton, er stor og stærk og vil meget gerne have min opmærksomhed, og helst hele tiden! Da jeg trådte ind ad døren i går aftes, sad han i sit badekar og råbte "Heeeej" med verdens største smil på hans engel-møder-pampersbaby-møder-gavtyv-fjæs. Hvordan kan man andet end glemme alt andet? Havde lyst til at kaste mig ned i badekarret hos ham, men min størrelse og badekarrets taget i betragtning, ville det nok have endt grimt.
Helt grøn i bloggerfaget, vil jeg fremover på denne blog forsøge at spore mig ind på en stil, en mening og en udlevering af mig selv og mine tanker, som er helt ny og lidt skræmmende!
Abonner på:
Opslag (Atom)