Salig kaffe...

Sig mig engang, hvad skulle der nu være i vejen med kaffe? Og banankage for den sags skyld? Jeg har det i hvert fald væsentlig bedre efter indtagelse af ovenstående kombi end jeg havde før. Før var jeg tæt på at lægge mig ned og dø af selvmedlidenhed. (For det kan man faktisk godt dø af!)

Har haft sådan en morgen, hvor jeg flere gange var seriøst tæt på at lukke (smække) døren bag mig og bare skride. Så kunne de KRAFTedme selv lave deres åndssvage havregrød.

Men jeg talte til 10 (og 20 og 100) og blev. Og trøstede. For i virkeligheden er det jo ikke Antons skyld at Otto var vågen 17 gange i nat OG stod op halv seks. Det er heller ikke Antons skyld at hans far skal ud og realisere sig selv og sine liderlige rockstjernedrømme (Bitter? Moi?). Men holdnuop, hvor han græd og skreg. Og det handlede nok ikke om havregrøden, men om at han savner sin far og synes at mor hele tiden sidder med den dumme skrigeunge på skødet. Stakkels lille prut.

Heldigvis kommer verdens bedste mormor i dag og bliver hele weekenden. Og heldigvis kom min dejlige veninde forbi i går med sushi og vin og kram. Og heldigvis er mine børn de sødeste jeg kender. Det skal nok gå. Så længe vi har kaffe...