Altså det går jo. Ingen er døde eller traumatiserede (håber jeg), men for satan. Nu må han fakisk gerne snart komme hjem (der går desværre liiige en uge mere). Jeg malker min omgangskreds for alt hvad der hedder hjælpende hænder og, så snart folk siger "du skal jo bare ringe", så gør jeg det. Og vi klarer os fint i gennem, men det er ligesom bare ikke meningen.
De gyldne stunder får altså mere skær, når man har nogen at opleve dem med. Og de slemme nætter bliver lidt lysere, når man får et frikvarter ind i mellem. Og den der 'nogen', det er forresten barnefaderen. For veninder og onkler og sådan synes jo også ens børn er fantastiske, men det er altså kun mor & far der kan kigge nærmest forelskede på hinanden og barnet, når det har lavet lort på potten.
Anton starter hver morgen med at spørge hvor far er henne, og jeg forklarer "bla. bla., ude at køre i bus, på tur, spille trommer". I morges rystede han irriteret på hovedet og hævdede, at nu var det altså mor, der skulle på tur i stedet for, og far skulle komme hjem. Ja tak, det kan vi da egentlig godt aftale! En sviptur til Paris? Eller noget kloster i Toscana? Eller bare en lillebitte uge på en strand i Thailand? Mener snart, jeg har optjent nok bonuspoint herhjemme til i hvert fald en aften i hegnet med mine veninder!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar