Kært barn?

Har lige hørt et nyt begreb, som bruges om os moderne forældre: Frugtforældre. Det er altså forældre, som gerne vil hente deres børn inden eftermiddagsfrugten. Eller hvad med den her; Drivhusforældre, forældre som sørger for at der altid er fuldstændig optimale forhold for at dyrke deres børn på den helt rigtige måde.

Altså. Nogle gange synes jeg at man skal slappe lidt af med de der begreber. Smummy mig her og -ista mig der og hvis din nabo var en bil. Det er jo klart at unge kvinder i dag går lidt i identitetskrisens angst og præstationsstress og jeg skal komme efter dig, for hvad er der egentlig blevet af bare at være kvinde? Kunne det ikke være ens identitet, og noget man i sig selv var stolt af? Vi skal allesammen passe i en kasse, og hvis vi ikke lige gør, bliver vi helt usikre og skynder os at tabe os 10 år på ingen tid eller bruger hele vores opsparing på et coaching-forløb med efterfølgende coachinguddannelse, så vi kan coache andre til at finde deres kasse.

Kan en kvinde ikke bare være en kvinde? Og kan man ikke godt bare være forældre? Argh, jeg er lidt gammeldags, men jeg ville sådan ønske at Emilia van Hauen-typerne ville lade være med hele tiden at definere 4 slags typer indenfor alt. Kært barn har mange navne, men jeg synes at en kvinde er en kvinde er en kvinde. Og hun må saftsusemig selv bestemme hvordan.