Det er dog relativt simpelt; jeg har ikke nået andet end at være sammen med ham, yndlingsbabe'n. Det kan tælles på en enkelt hånd, de gange vi har bevæget os over broen væk fra Amager. Det kan tælles på samme hånd, de dage jeg har følt mig bare nogenlunde udhvilet.
Jeg har bare været. Og kysset og drukket kaffe. Og grinet med ham, og blogget og spist. (Når man er på barsel kan man nå utroligt mange måltider, allerede inden eftermiddagskaffen.)
Min første barsel var så svær. Jeg ville så gerne gøre det rigtige, gå til det hele, være sund og
frisk og pæn og give mit barn den helt rigtige stimulerings-sanse-dims og hjemmelavede øko-mos i den hjemmelavede øko-grød. Jeg læste mig til, hvordan hans rytme, lort og humør skulle være og kæmpede med at presse ham ned i de stramme rammer. Jeg husker mange dage med mange tude-opkald til arbejdende kæreste. Mange dage med frustration over forventningsbrist og forvirring over, hvorfor jeg ikke kunne finde ud af det hele.
Men virkelig. Denne her barsel har bare været så rar. (Har dog ikke lige scannet de sidste 8
måneders blog-indlæg i gennem, det kan være jeg der kan finde enkelt frustrations-indlæg;-)
Lille tykke Otto. Søde glade tossegode rundkindede skraldgrinende Otto.
Tak for hverdagsfesten!
Hey Astrid, hvad skal du lave? (og uh, tør slet ikke tænke på, at jeg på et tidspunkt skal skilles fra Ellen!) Glæder mig til at se jer snart! Kram Anne
SvarSletSkønne ord om din hverdagsfest. Sådan skal en barsel være!
SvarSletDet lyder som en fantastisk skøn barsel!
SvarSletMan kan hurtigt få pisket en stemning op via debatfora, mødregrupper og overfladiske overskudsagtige mennesker, som alligevel ikke er det andet end på overfladen.
Skønt at du har kunnet sætte dig ud over det og holde dig lige præcist den barsel, dig og Otto havde det allerbedst med.
Tillykke med at dyvhar været så god til at nydevdet!
SvarSlet