For det går bare godt. For dem. De skændes ikke, de har masser af sex, de har det sjovt og dejligt sammen og brokker sig aldrig over noget. Som i, ALDRIG. Og ærligt talt, jeg er pissemisundelig. Samtidig med at jeg er en smule mistroisk. For kan det virkelig passe at man bare kan være glad og tilfreds? Altid?? I så fald anede jeg det ikke, og jeg varmer mig af og til, når jeg synes det er svært og Morten er dum, ved at sådan har alle det engang i mellem.
Kan ikke finde ud af, om det er mig der bør stramme op og klappe i eller om de bør åbne op og lukke os ind. For jeg mener ikke der bør være tabuer mellem venner, og jeg synes at noget af det stærkeste man kan gøre, er at dele sin svagheder. Seriøst, hvem har ikke lyst til at knipse lidt hårdt til sin mand somme tider? (Specielt når han snorker/smasker/glemmer/lugter)
Det lyder som en dejlig aften. Jeg vil ikke gøre mig til en dommer, men tænker, at det måske hænger sammen med, at de kun har ét barn, som allerede er 3. Det er jo der, det siges at blive nemmere, eller i hvert fald anderledes. I har to stk., under 3 år, hvilket jeg endnu en gang bare må sige, jeg beundrer jer for, og når jeg læser dine indlæg, lyder det faktisk også som om I har det fantastisk - jeres omstændigheder taget i betragtning...
SvarSletOg så vil jeg lige tilføje, at selvfølgelig har vi alle ( i hvert fald har jeg!), også din/jeres ven, lyst til at knipse til manden en gang i mellem. Det er jo også en del af kærligheden, at man kan være sig selv sammen med den anden - måske fokuserer de bare ikke så meget på det. Det kan jeg så have svært ved, i hvert fald i perioder:)
Jeg vil bare sige til dig Astrid, jeg synes du har meget man kan være misundelig over, men I er også tapre og modige mennesker. Drik du bare masser af rødvin på det...
Kh
Lykke
Jeg nægter at tro, at der går par rundt derude, som altid har det godt, og det hele kører. Når man har været sammen i længere tid og endda fået barn sammen, så ER det bare røv og nøgler ind imellem. For alle. Basta!
SvarSletMan ligner leverpostej, manden er pisseirriterende, ungerne er trælse, man vil hellere sove end at knalde, man hakker på hinanden og har nogle gange lyst til at skride fra hele flokken. Sådan er det her, og sådan har de fleste af vores vennepar det. Man kan ikke gå og synes, det hele er en fest hele tiden. Det vigtigste er vel bare, at man størstedelen af tiden synes, livet og familien er skøn og fantastisk. Ikke?
My point exactly!
SvarSletOg jeg har da nogen gange lyst til at slå min mand ihjel - ægte - når han bare ligger og sover hele tiden. Som i sofaslumreputtesove."nej, jeg lytter bare"-agtigt.
SvarSletSelvom vi ikke har små børn.
For nogen er det meget vigtigt ikke at vise svaghed. Jeg har engang først opdaget hvor sløjt det egentlig stod til hjemme hos en veninde, da hun kom og fortalte, at hun skulle skilles. Men så fik jeg også hele historien.
Bare lidt sent, ing?
Det er forholdsvis dårlig stil at disse sin elskede hele tiden ude i den store verden. Dog tror jeg, at hvis man lukker bare en smule luft ud indimellem, så er der større chance for at man selv, forholdet (og sofahygeslumrende mænd) overlever. :)
Jeg kender en, hvis psykolog har sagt følgende kloge ord:
SvarSletIngen mennesker har det på den måde. Enten lyver de eller også vil de ikke se virkeligheden i øjnene.
Havde engang en veninde, der hårdnakket påstod hun ALDRIG skændtes med sin mand.
SvarSletJeg havde engang en veninde, med tryk på 'havde'...
Er der ikke noget med et ordsporg om at man ikke skal stole på mennesker, som ingen dårlige vaner eller laster har?
SvarSletDet her vennepar lyder sq lidt som et glansbillede.
Men så tænker jeg at det er også vidt forskelligt hvad der er normalt. Jeg har en veninde for hvem et skænderi kræver råben, tårer og smækkede døre. Alt andet er "bare" en diskussion. I hendes verden må jeg så indrømme at vi sjældent "skændes" herhjemme.
Jeg er helt enig med Ida/Ludvig og familie. Det MÅ også være røv og nøgler for dem (men måske på et andet plan...I don't know...).
Jeg skal da indrømme, at jeg var den sidste, der pippede højt om, at der var nooget rodet inde i det *ægte-skab* der var skidt for mig. Men jeg tror også det er menneskeligt. For fanden den periode, hvor hængslerne knager og man bare VIL redde det, der tror man jo, at bare man siger det tit nok, så passer det. Går fint. Går fint. Men når så lågerne falder af med et brag - så vælter lortet jo ud...i en grad, så man selv kan blibe helt overrasket over, hvor meget, der var inde på de bageste hylder!!
SvarSletJeg har været sammen med min mand i 4½ år nu og vi har faktisk ikke skændtes.. endnu ;-) Det er vi for dovne til. Men vi er "gode" til at blive mega-irriterede på hinanden! Så er det *snerre* og et "Jeg kan ikke li', når du snerrer ad mig" og et "undskyld" - og så er det dét.
SvarSletHan blev ikke engang vred, da jeg fortalte, at jeg havde sovet (som i Rååårpyyyh) med en anden mand på min sommerferie. Han blev jaloux (naturligvis), men altså ikke vred.
Vi fortæller hinanden ting - og vi fortæller vores venner, hvordan vi har det og hvad, der foregår. Der bli'r IKKE lagt fingre imellem! Det er vigtigt for mig at dele ALT med mine venner (som de gider vide). Og det er ligeså vigtigt, at vennerne fortæller, hvordan deres liv går.
Jeg bli'r også øv, når en veninde siger, at det bare kører, når jeg ved fra anden side, at det gør det faktisk ikke...