Da Anton var baby, kunne det hele ikke gå hurtigt nok for mig. Allerede fra hans spæde dage, glædede jeg mig til at han kunne smile / kravle /gå /snakke. Alt var nyt og spændende - og er det i og for sig stadigvæk, og vil vel altid være det? Også skolestart i fuld fart og det første kys/kæreste/sår på knæet og i hjertet. Jeg er hele tiden et skridt foran ham, og afventer spændt hans næste træk. Er du kommet i trodsalderen nu? Ud af den? Kan du tælle til ti og gider du lege restaurant? Jeg forventer hele tiden noget nyt (og nok til tider, for meget) af den lille knøs, som egentlig slet ikke bryder sig om rampelyset men foretrækker at gøre tingene på sin egen måde i sit eget tempo. Han skulle have været lillebror.
For Otto får nemlig masser af ro til at vokse og kokse som det passer ham. Jeg har på INGEN måde travlt med at han skal blive voksen, faktisk kan jeg slet ikke holde ud at han snart ikke gider amme længere, og at han kan kravle og bare sådan uden videre sove på eget værelse. Min lille baby.
Otto har sit helt eget space. Godt nok får han ikke helt samme opmærksomhed og begejstrede hvin fra forældre og bedsteforældre hver gang han slår en prut eller en kolbøtte, men til gengæld får han lov til bare at være. Og at lægge sig i slipvinden fra Anton og kigge op på ham med store, trygge øjne og vide hvor han skal gå hen.
Hvor er det en fin beskrivelse af søskende. Specielt din sidste kommentar "kigge op på ham md store,trygge øjne og vide hvor han skal gå hen". De er heldige at ha' hinanden ;o)
SvarSletEr det ikke bare sådan det er, at være Lillebror eller søster ? Vi som mødre slapper lige lidt mere af - og nyder! For det er bare så vigtigt! Og det glemmer man sgu tit på den første barsel, at nyde det! Man skal nå dit og dat - og barnet skal helst have vokset sig stor - i går - !!!
SvarSletMen igen rammer du plet med dine iagtagelser... ;o)
Uh, sikke en rammende og rørende beskrivelse...sidder med tårer i øjnene...MEGET smukt skrevet, især det sidset ja.
SvarSlet