Alligevel er det meget få mennesker ude i det virkelige (som om det her er uvirkeligt!) liv, der ved, at jeg blogger. Og ingen, der læser med. Er det mærkeligt? Er det sært, at jeg ikke vil lukke min familie, venner, kæreste ind i min hemmelige blogverden? Lidt måske. Men jeg synes bare det er så befriende, at jeg aldrig behøver at censurere eller vinkle eller pynte eller noget som helst, men bare skrive. Til jer og til mig selv. Og ingen andre. Må man godt sige 'adgang forbudt' til nogen?
onsdag den 3. februar 2010
Adgang forbudt?
Nu kaster jeg lige noget op! Altså, til diskussion. Jeg har tænkt meget over, hvad det er, jeg vil med min blog. Og jeg er kommet frem til - dadadaaaa: ingenting. Det passer jo overhovedet ikke, men alligvel lidt, i den forstand at den kun er til for mig. Eller, sådan startede det. Et helt hemmeligt sted, hvor jeg kunne være helt ucensureret og skrive mine frustrationer og glæder ud og ned. Men pludselig fik jeg læsere! Og hurra, for fanden, for det! Det er jo fantastisk, at dejlige mennesker læser og svarer og bruger mine ord. Og endnu mere fantastisk at møde nogle af disse ude i verden, og få noget helt særligt sammen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Sådan har jeg det også med Valdemarsro. Det er min legeplads, stedet hvor indholdet skifter som vinden blæser alt efter hvad jeg lige har lyst til at skrive om og hvad der sker i mit liv. Det er også et sted hvor jeg kun blogger når jeg har lyst og tid. Den startede også med at være helt hemmelig men efterhånden er der flere i min omgangskreds og familie der ved jeg har den. Men jeg gør ikke opmærksom på den eller har til hensigt at bruge den til noget formål. Og jeg synes helt bestemt at man må sige 'adgang forbudt' hvis det er det man gerne vil.
SvarSletDet er så mærkeligt, for jeg har også flere gange nu overvejet at nedlægge min blog. Fordi jeg ikke rigtig synes, jeg har noget at byde ind med. Men så er det, jeg, som dig, er kommet frem til, den er til for mig. For min skyld. Og at folk så gider læse det og oven i købet komme tilbage igen og læse noget mere!? Det er da vildt. Og fedt nok, for så er der vel noget, der fænger. Men derfor kan jeg også mærke, jeg censurerer mig selv - for hvad nu, hvis nogen kender mig derinde? Og det er så sket nu, og det er helt fint, men jeg tænker da over, hvad jeg skriver. Og overvejer så totalt anonym parallel-blog, hvor al grimheden kan flytte hen. Men det er alligevel osse så åndssvagt, så jeg er med på den med 'adgang forbudt' efter behov...
SvarSletJeg synes godt, man kan sige adgang forbudt til nogen. Jeg selv har ikke lavet en blog for at dem ,jeg kender kan følge med i hvad jeg laver/tænker. Jeg har lavet den for min egen skyld. Fordi der er noget jeg gerne vil skrive ned, ikke fordi jeg gerne vil have, at dem jeg kender skal læse det. Jeg synes, det er en fed måde at dele lidt ud af sit eget liv og kunne læse med i andres. Sådan helt uforpligtende og i det omfang jeg selv har lyst til.
SvarSletMin mand véd jeg har en blog. Han læser den vist indimellem, men vi snakker ikke om, hvad jeg skriver der. Det er egentlig meget rart ;-)Altså det er jo lidt svært at få min mening om det her ned på skrift uden det lyder som om, jeg har 2 liv. Jeg har bare ikke lyst til at skrive og vide, at en jeg kender kommer til at læse det. Nok noget som du selv siger med, at jeg så er fri for at vinkle/pynte/censurere i det skrevne.
Polka
Jeg synes at det virker meget fornuftigt med "adgang forbudt" for nogle. Da jeg i tidernes morgen gik på barsel og oprettede min egen blog gjorde jeg den fejl at sende linket til en del kollegaer. Det har betydet at jeg synes at det er helt forkert at brokke sig over mit arbejde på bloggen - og det føles også forkert.
SvarSletSå ja - helt klart adgang forbudt for nogle...
det synes jeg faktisk godt man må. Eller "Adgang på eget ansvar" måske?
SvarSletJeg er også tilhænger af "adgang på eget ansvar" og endnu større tilhænger af at skrive for egen skyd. Det er derfor vi læser med Astrid, fordi vi kan mærke autenticiteten og ærligheden. Tak.
SvarSletKh
Lykke
Jeg er også stor tilhænger af 'adgang forbudt'. Jeg opstartede min blog med henblik på, at den skulle være min egen helt private ord-legeplads. Og fordi jeg tidligere har haft en blog, hvor alt og alle lige pludselig vidste, at jeg bloggede, var jeg meget påpasselig med ikke at sige det til nogen.
SvarSletEt par veninder ved det dog, og lige pludselig havde min mor (!?) så fundet frem til bloggen ved at google et eller andet. Og da hun jo ER mormor med stort M, kunne hun straks genkende Øglen. Suk. Ikke, at det gør den helt store forskel, men det gør da, at jeg undlader at komme med den helt store opsang omkring velmenende bedsteforældre og deres rolle i opdragelse...
Men hvis du ikke bryder dig om 'adgang forbudt'-modellen, synes jeg, at Julias forslag om 'adgang på eget ansvar' er ganske glimrende.
TAK! for alle jeres tanker og inputs. Konklusionen må være, at en blog er helt din (sin?) egen, og så må man gøre lige præcis som man vil med den!
SvarSlet...husk bare, at de KAN finde din blog, selvom du ikke selv viser dem vejen.Jeg opdagede pludselig, at min svigermor havde fundet frem til min. OG havde fortalt hele sin familie om, at "Anne har sådan et sted hvor hun skriver breve, så vi kan følge med i hendes liv". Ahæm. Nå?
SvarSlet- Jeg overvejede seriøst at lukke bloggen og starte under nyt navn, men besluttede så, at det altså ikke kunne være min hovedpine. Alligevel ville jeg da tit ønske, at min familie ikke læste med. Indholdet ville nok være det samme som nu, for det ligger ikke til mig at svine folk i det offentlige rum, som internettet jo altså er, hvor privat det så end kan føles. Men frihedsfølelsen ville være større. Og jeg ville ikke tænke "når jeg skriver det her, bliver min mor bekymret". Eller have min svigermors pivestemme i røret, fem minutter efter at jeg har skrevet at jeg er lidt snottet: "Er du meget syyyyg?"
Nå, det korte af det lange: Jeg stemmer også for adgang på eget ansvar!