Det der med brødre

Jeg har to drenge. En lille og en endnu mindre. Anton var halvandet, da han blev storebror og kunne på ingen måde forstå konceptet. Han var med på, at det var en baby der pludselig lå i sofaen og at man skulle sige "a-aa", men det var ligesom det.

Nu, et halvt år efter er de stadig små og meget uskyldige, men de er blevet venner - og brødre. Otto har en lille papkasse, som han elsker at sidde i og kigge ud på verden fra, og Anton har nu fundet ud af, at lillebror synes det er herresjovt, når han bliver skubbet rundt i stuen i sin lille kasse. "Klar? Eeeen, tooo, treee, FEM!", råber storebror og tonser afsted med den lille kasse med det lille barn, som hviner af fryd.

Anton synger sange om Otto nede i vuggestuen og bader ham, mader ham og kysser ham og er i det hele taget ved at revne af stolthed over den lille bror. Otto sidder bare med store glugger og kigger fascineret på Anton, og synes han er sej uanset hvad fanden han finder på. (Især når Antons sirene går i gang over noget med havregrøden eller tøjet el. lign., kan man altid regne med en hyggelig kluklatter fra Ottos ende af bordet.)

De er gode til at være brødre. Og jeg tror, de kommer til at tage på Interrail sammen og spille i band sammen og alt muligt. Og mon ikke de også bliver rigtig rigtig gode til at finde på ballade sammen? Og planlægge mytteri og dække over hinanden og lave skumle manøvrer, som går helt hen over hovedet på forældrene.

Anton bliver Jørgen og Otto bliver Noller* Det bliver en fest!

*(Virkelig, virkelig dårligt eksempel, men kunne ikke lige komme på andre kendte brødre - Michael og Brian er for kedelige.)