I et anfald af hysterisk overskud (grundet 2 x 3 timers uafbrudt søvn i nat) får jeg i morges overbevist manden (som er dødsens træt, da han kom hjem fra job klokken 3 i nat, og derfor kun har fået 1 X 3 timers søvn) om at vi da skal i Tivoli. For det er jo december, og SÅ hyggeligt og Anton kan godt lide nisser, og nøj hvor skal vi hygge os med æbleskiver. Hvor dum har man lov at være? Det skal lige siges at Anton lige for tiden er en slags personificering af trodsalderbegrebet. ALLE måltider indeholder uden undtagelse en kamp om hvorvidt man må spise rent salt til aftensmad, kaste med pastaen eller smadre sin lille Elmer-gaffel ned i bordet igen og igen. Så hyggeligt.
Vi drog altså tordnende naive afsted, og prøvede at undertrykke en begyndende stress, da Anton allerede i den propfyldte 5A'er begynder at brokke sig helt vildt over... ja, et eller andet. Vi ankommer til Tivoli sammen med resten af Børnefamilien Danmark, og prøver virkelig at holde fanen højt. Den daler dog ret hurtigt efter at Anton i løbet af halvanden time har haft sammenbrud over at skulle forlade veteranbilerne, da hans tur var slut, at han ikke måtte få ubegrænset mængde af pebernødder, og at han ikke måtte bade i søen. Så tog vi ligesom hjem.
På hjemturen gik vi og skumlede over det hele, og blev enige om at vi da helt sikkert må have gjort et eller andet galt. Men hvad? Kan man give sit barn for meget kærlighed, opmærksomhed og tryghed? For det er altså den eneste forbrydelse, jeg kan se vi har begået. Eller er det bare sådan det er, at have en to-årig? (Med et ret så markant temperament) Han er jo i bund og grund sød og dejlig, men for hulen, hvor han lige nu tester samtlige smertetærskler.
Kom så blogmødre, giv mig håb!
Jeg kan desværre ikke give dig håb, da jeg selv er mor til en to-årig, som ligeledes tester os på alle måder muligt... Vores håb er, at det engang går over.
SvarSletDet var skønt, at læse dit indlæg, så føler jeg mig ikke så alene..
Mange søde hilsner fra Anne Mette
Altså, Tivoli er da også den største udfordring – især når man ikke kun har én at holde styr på. Vi var der også i går, og det var ret så hyggeligt, men fuck man skal gå på listesko, for at han ikke først flipper skråt over, at der ikke er kørsel ad libitum i veteranbilerne, dernæst at han skal stå stille og ikke må springe over i juletogskøen, så at han ikke må sidde på knæ i pariserhjulet, efterfølgende at han skal gå selv, og vi ikke gider bære ham. OG SÅ VIDERE. Der er virkelig ikke den forhindring, der ikke findes i Tivoli. Vi kan kun klare det, fordi vi er to om en (toårig). Så flot, at I overhovedet nåede så langt!
SvarSletPS: Nede i Marielyst i den forgangne uge blev Gustav også RET mopset over, at han ikke måtte bade i Østersøen, men kun soppe med støvler på. Jesus!
SvarSletNix. Heller ikke så meget hjælp herfra. Har også en 2-årig skidespræller..som i skrivende stund er ved at overtage computeren. ARGH!
SvarSletMen hey, Tivoli! Der må vi da ind! Lyder som en sjov tur.
Forresten, så hvad fa'en er der med det dér salt?? Junior her er også helt besat af tanken om salt!
SvarSletOkay, det der er skummelt! Vi har haft total synkron dag. Måske giver det dig ikke ligefrem håb, men det må da trøste lidt, at vi i givet fald er flere hvis opdragelsesmetoder har slået helt og aldeles fejl.Vi endte med at forlade Tivoli efter ½ time, hvor Oscar havde tisset tre gange, skældt ud i 29 minutter og nægtede at tage imod nogen som helst former for anvisninger (f.eks. om ikke at pille alt for hårdt ved nisserne i nissebyen). Så tog vi på McD. på Vesterbrogade, hvor han blev ved med at ville stikke af på ud af 'restauranten' og skrige helt vildt. HELE turen hjem skreg han i vildensky, mens vi talte om, hvordan det dog var gået så galt (altså om vi var dårlige forældre), og nu har Sofus så netop overtaget rollen som Den Sure. For lidt siden talte vi for alvor om bare at lave snigeren på børnene, men det må man vist ikke, så nu har vi taget et glas vin i stedet. Total hyggelig lørdag, dér.
SvarSlet2-årig, 3-årig, 4-årig med temperament og forældre i søvnunderskud... det ER bare den værste kombination og det er nok mest af alt søvnunderskuddet og ens ambitionsniveau, der udløser det største kaos. Det er i hvert fald min erfaring.
SvarSletSå jeg tror altså ikke, at I har gjort noget forkert sådan i forhold til kærlighed og opmærksomhed :)
Nu har jeg jo stadig til gode at opleve en 2-årig (af egen avl) i fuldt vigør, men med den erfaring jeg ellers har med 2-årige, synes jeg, det lyder som om, at Anton er ganske normal. Og så er der vist ellers bare tilbage at messe "deterbareenfasedeterbareenfasedeterbareenfase" :-)
SvarSletOg ellers helt vildt godt gået på overskuds-måden, at I overhovedet vovede jer ind i Tivoli. Jeg ender med at blive en af den slags mødre, der betaler andre mødre for at tage mit barn med derind, for jeg får stress bare ved tanken...
Jeg tror Frederikke rammer det meget præcist i forhold til, at det er søvnunderskud kombineret med for højt ambitionsniveau, der udløser den slags dage, der bare er én lang prøvelse... Så det er nok det I gør ´galt´ om noget ;-)
SvarSletJeg tager aldrig i Tivoli e.l. selvom vi har en 5-årig og 1½-årig, fordi jeg simpelthen synes det er at bede om problemer....
Jeg kan godt høre det lyder lidt kloge-åge-agtigt det jeg lige har skrevet - er altså skrevet med glimt i øjet, og kun fordi jeg kender det SÅ godt med to voldsomt temperamentsfulde børn (som aldrig har sovet ret meget).
Kh Dorte
Anne Mette - Dejligt du læser med, og kan genkende to-års-kriser!
SvarSletLouise - Tak:-) Tivoli med 2-årige burde på en måde forbydes...
Katrine - Don't go there!! Godt at høre, at det ikke kun er min unge;-)
Louise - Vildt!! Næste gang må vi slå os sammen, og så må ungerne råbe ad hinanden og vi kan drikke gløgg i fred!
Frederikke - Helt, helt rigtigt set. Jeg tror jeg skruer lidt ned for det der ambitionsniveau indtil der er skruet op for nattesøvnen...
iBaby - Fornuftigt! Og tak for mantra;-)
Dorte - Dejligt med kloge-åge-bemærkning, som er lige i øjet! Tak, Dorte...
Hehe. Ja, gu' be'r I selv om det. Men ikke fordi I er taget i Tivoli, hvilket altså godt KAN lade sig gøre. Men fordi I netop giver så meget kærlighed, tryghed, overskud... så barnet er jo toptrygt, og dén slags børn er klart de værste, for de gennemtester eddermame forældreværdien i et trygt miljø! Uanset hvor de er. Og mon ikke, det bare er dét, der er sket? At han ikke lige synes, det var toppen, og at han ved, han bare kan flejne, for han er 200% tryg ved jer. Det er fandme dejligt at læse, selvom jeg godt ved, hvor anstrengende det er nogle gange.
SvarSletVi var i Tivoli sidste jul m 3½ årig og 4 mdr gammel bandit spændt fast på maven af mig. Havde været forudseende nok til at hive et sæt bedster med, så er der lidt flere hænder til det hele... ALT gik som efter en snor, og lillebror blev ammet i bilen INDEN vi gik ind og EFTER vi var færdige. Og var glad og tilfreds. Er det ikke fantastisk?!? Og storesøster synes, det var en fest med alt det lys og de mange nisser... Dén slags gør mig lidt nervøs for at gentage forsøget i år, men vi gør det altså. På en hverdag. ;)
Så selvom det var surt, så klap lige jer selv og hinanden på ryggen. Det er ok, og man må gerne ha' det sådan, når man er to og i gode hænder!
Puh, vi er der også. En 2-årig og en 5-årig. Den lille lærer af den store, som i den grad var en udfordring i trodsalderen. Nu er den lille selv i begyndende trodsalder, og den store er begyndt at modargumentere. Hvis det kammer helt over, tæller vi til 3 og "...så hjælper jeg dig med ..." hvis hun ikke vil rydde op, tage sko på, give dukken tilbage eller ... Det betyder ikke, at vi overtager opgaven, men jeg fører pænt - men bestemt -Mindstemusens hånd gennem handlingen. Det kan sagtens foregå med skrig og skrål, men det tager virkelig toppen af "udbruddet."
SvarSletDen store er så gammel, at hun forstår et kryds-system, hvor 3 krydser på én dag udløser en direkte tur i seng efter aftensmaden uden den sædvanlige aftenhygge. Det plejer at være lidt spil, tegne sammen, læse historie eller andet, hun har lyst til.
Børnene også opleve, at det kan lade sig gøre at få sin vilje. Hvis mor får sin vilje ved at være stædigere end barnet, kan det jo være at barnet også får sin vilje ved at være mere stædig end mor ... noget min kloge psykolog sagde, og det hjælper :-)
Og allersidst, så hjælper (den lidt irriterende;-)) pædagogstil; jeg kan høre, at du rigtig gerne vil bade i søen i Tivoli, men det må man ikke. Når det bliver sommer kan vi bade sammen nede ved stranden. Altid noget barnet gerne må, så det ikke bliver en afvisning af barnets ønsker. Jeg kan føle mig SÅ dum, når jeg sætter mig på hug i Kvickly og siger stille og roligt til min brølende 2-årige, at jeg godt kan forstå at hun gerne vil have chokoladekiks - de smager godt og jeg kan også godt lide dem, men vi kan købe dem en anden dag. Hun føler, at hun er blevet hørt, mor har forstået, at hun er helt vild med de dersens choko-kiks, og vi køber dem. Bare ikke i dag. Det er som regel ok, og vi kan komme videre i indkøbene.
God kamp derude ;-)
Polka
Der er sagt simpelthen så meget klogt herover, -Det er lidt som om, jeg nu er klar til at Krabbebarnet bliver 2.
SvarSletDerfor: Det lyder lidt som en tur jeg havde med mine forældre, fra Odense, sidste jul. Vi tog i Tivoli en sen lørdag eftermiddag.. Skulle lige vise dem lysene og så videre ud i byen for at spise. Såen rigtig hyggelig juletur.
Den tur endte med kun brok brok brok.
'Neeej, hvor er her mange mennesker!, 'Øj hvor er det hele altså dyrt!', 'Tænk hvor meget strøm de bruger på alt det lys (Det er nok derfor det er så dyrt)', 'Ja, man får jo næsten ikke set noget fordi man hele tiden skal holde øje med, at man ikke går ind i nogen -Hvor ER her mange mennesker!'. Aaaaaarrgghhhh!
Puha, sikke en dag! Og jeg kan intet fornuftigt sige eller gode råd, men vil bare gerne vide om man kan springe den der trods alder over?!! Please, sig nu ja.
SvarSletHmm - kan altså heller ikke set at I har gjort noget galt. Det skete - og kan sikkert ske igen (det er så en ringe trøst, I know).
SvarSletSøvnunderskud har helt sikkert en del at sige, og plejer at være baggrunden for tvivlsomme beslutninger hjemme hos os.
Men - I er vist en helt almindelig familie - som alle os andre.