Forventningens glæder...?

Nå. Jeg kan vel ikke rigtig længere ignorere det faktum, at det er december. Ret så meget december, endda. Sidste december havde jeg en rædsom kvalme, som kun kunne holdes i skak ved en mere eller mindre konstant indtagelse af diverse former for syntetisk juleguf. Otto var en lille ært inde i maven, som havde snydt os alle (selv spiralen!). I år er han en lille tyk basse (med det charmerende tilnavn "jaka bov") som er glad i låget og for livet (men ikke for at sove!!)

Det er jul lige om snart. Har dog ikke set et eneste afsnit af nogle af julekalendrene, købt en eneste gave eller for den sags skyld hørt Last Christmas en eneste gang. Anton er med på hvem "uglemanden" er og at nisser sidder på nogle lofter og spiser julegrød, men derudover er han heller ikke synderligt optaget af jul. Otto ved ikke, hvad han selv hedder, så der er heller ikke den store juleentusiasme at hente. Derfor har vi skruet lidt ned for juleambitionerne (læs evt. forrige indlæg og forstå hvorfor!), og prøver at holde blodtrykket nede og humøret oppe. Næste år skal den nok få for fuld skrue, men i år sparer vi kræfterne og forventer ikke at Anton skal kunne forstå hvad vi har gang i, når vi danser rundt om træet med fjogede/anstrengte smil. Eller hvorfor han skal pakke gaver op og blive vældig begejstret og sidde og smile sødt med nissehuen på og drømme om julemanden og hans rensdyr. Vi skal bare hygge os.

Til gengæld kan bedsteforældrenes ambitioner slet, slet ikke holdes i et fornuftigt leje. Vi bliver jævnligt ringet op af det ene, andet eller tredje (moderne familieformer!) hold bedste'r, som lige vil høre, om de da ikke lige skulle købe en julekalender med Shanes Jul til ham, eller hvilken slags fødselsdagskage han vil have, og hvornår vi skal danse om træet. Og det er jo noget så sødt. Men af og til også lidt stressende. Ærligt talt betyder fødselsdagen (som er den 22.) og julen, med alt hvad de begge indebærer, ikke så voldsomt meget for os, sådan rent "har vi nu husket at få købt et lys med et 2-tal på"-mæssigt. Ikke fordi Anton ikke skal fejres, for gu' skal han da det. Det handler bare mere om, at give ham en dejlig dag, hvor vi alle hygger os og ikke får skingre stress-stemmer over en mislykket lagkage, eller bliver lidt sårede hvis han ikke lige synes, at han skal være i fødselsdagshumør. Hm.

Jeg glæder mig til at fejre fødselsdag og jul med ungerne, og jeg glæder mig også til vi skal til at holde jul på vores helt egen måde med vores egne juletraditioner og til at se julelysene i øjnene på mine helt egne små englebasser.