Ulven kommer...

Forstår nu hvorfor det hedder ulvetime. Oplevede i dag fra 17.00 til 18.00 (ret så præcist endda) to hyyyyylende ulveunger, som vitterligt hylede i kor. Når den ene holdt pause, gjorde den anden også, og når så den ene igen besluttede sig for at hyle (eksempelvis over at der ikke var flere rosiner i den lille pakke), stemte den anden i. Mellem 18.00 og 18.30 var der ro (tak til Bamse og Kylling og bryst-som-sut-metoden), og så kørte sirenerne ellers igen indtil de begge var puttet kl. 19.30. Hold da kæft. Vores lejlighed er så lillebitte, og der er ikke mulighed for at "gå afsides" - ikke engang på toilettet! Jeg er fuldstændig blæst i hovedet, og magter ikke andet end at sidde her på sofaen med computeren og guldkaramellerne.

Anton begynder virkelig at være pænt træt af, at jeg konstant sidder med Otto i armene (og på brysterne, for satan mand, han vil spise HELE tiden), og mit hjerte brister når jeg ved, at det er min "afvisning", som gør ham så fortvivlet. Heldigvis er min mand (som altid) utrolig rationel omkring hele flerbørnspolitikken og trøster mig med, at Anton jo er vildt heldig med at have fået en lillebror. Og en helt utrolig nuttet en af slagsen, skal det siges:-) Alligevel er det altså svært at kapere, når lille Anton på 20 måneder igen og igen hikster "mor, far, siso" (som altså betyder Otto på Anton'sk) gennem snot og tårer og bare har så svært ved at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Han har dog ikke en eneste gang ladet sine frustrationer gå ud over lillen eller nogle af de andre nede i vuggeren, og så må man jo trods alt give ham lov til at hyle ud herhjemme!