Sæt pris og vær glad...

Igen: Hvordan er det man får tid til at blogge?? For tiden har vi 1 times mig-tid herhjemme om aftenen (og mig-tid trumfer altså meget ofte os-tid) fra Lillen sover og til vi selv sover. Ottoman'en sover stadig kun max. 45 min. ad gangen om dagen (ja, og egentlig også om natten) og da vi er ved at flytte er der lisssom liiiige nogle ting man kunne/burde ordne i disse hellige minutter. Well, det må blive en slags månedlig update herfra!

Har de sidste par dage tænkt meget over konceptet 'at sætte pris på'. Vi har 2 vidunderlige drenge, en masse ditto venner og familie, laver det vi har lyst til og er i det hele taget svineheldige. Alligvel var jeg den sure dame et par dage i sidste uge og syntes det hele var grimt, træls og hårdt. Jeg fik i sidste uge at vide at en veninde har tabt sit barn i 7. uge, en anden gravid veninde indlagt med alvorlige komplikationer og at en tredje veninde ikke var blevet gravid efter sit andet inseminerings-forsøg. Pyha. Jeg tog alligevel mig selv i at synes, at det var rigtig hårdt og synd for mig at Otto ikke sover om natten, at jeg ikke kan komme med til fantastisk 30-års fest i weekenden og at der er meget vasketøj... Stakkels mig? Altså jeg ved jo godt, at man ikke kan juble over, at man har mad på bordet hver dag for 'tænk på de sultne børn i Afrika' og sådan, men kunne dog godt tænke mig lidt mere overskud og lidt mindre brok. Jeg har læst Julias smukke bog Sig Farvel om at miste nogen man har meget kær, og selv om jeg aldrig har oplevet tab af den slags, blev jeg rørt på en anden måde, fordi jeg netop forstod hvor heldig jeg er. Husk det nu, Astrid, når du tuder ned i sovsen over at dit smukke, søde barn vågner, lige som du troede du skulle til at blogge.