Ud og se med svigerfamilien

Ok. Nu prøver jeg igen. Har som Annamette forsøgt at få noget blogge-tid presset ind mellem bleskift og madninger af forskellige små skabninger, men forgæves. Der er så meget, jeg har lyst til at skrive, men det forsvinder ligesom i farten, og nu sidder jeg så her på nåle og tør knap begynde på et emne, for så vågner Otto garantrisset!

Nåmenaltså. Alt godt her i det lillebitte hjem. Som altså forhåbentlig snart bliver skiftet ud med et lidt større! Den nye lejlighed er ved at blive pæn og færdig, men i takt med at håndværkerregningen stiger (hov, der var sørme lidt råd i gulvet og lidt nedfaldent pus inde bagved det hele!) stiger vores forventninger til hvor godt og nemt det hele bliver, når vi flytter. Det er som om, vi tror at den nye lejlighed indeholder en slags selvafryddende gulv og selvrensende badeværelse, så man i hvert fald slipper for at bekymre sig om den slags pjat. Men der er i hvert fald et værelse til os og et til ungerne og et kæmpe spisekøkken og en vidunderlig, fantastisk gård og en herlig café lige rundt om hjørnet. Aaaahhh.

Da jeg blev ups! gravid med Otto var min første tanke at NU skal vi altså have det der hus. Gerne i Jylland og gerne med en friskole, køkkenhave og alle vores venner lige i baghaven (og helst ikke mere end ti minutter på cykel fra en café). Men da hverken min mands arbejde, vores venner, eller for den sags skyld min oprigtige lyst til at sylte og bage og dyrke urter fulgte med den idé, blev den hurtigt droppet I stedet har vi altså købt os en andel og nogle år mere i byen med alt hvad det indebærer. Jeg er, som Louise, simpelthen ikke klar til at give mit byliv op for en have. Så må man leve med 5A i ulvetimen og dårlig luft i lungerne.

Om lidt står den dog på sol og udeliv, da vi drager til Charterland på Cypern med min svigerfamilie. Nøj, det bliver spændende. De er jo søde.... men pyyyhha, det er lidt lang tid at være sammen med svigeren, og særligt med svigerinden, som kan være noget så anstrengende når det drejer sig om børn. Har tidligere skrevet om at man ikke må dømme andres måder at være mødre på, men det princip kommer jeg gang på gang til at afvige fra når det kommer til hende! Særligt fordi hendes tilgang til familiehygge tager udgangspunkt i at HENDES barn har det godt, er den gladeste, pæneste og sødeste. Husker stadig en kommentar sidste jul, hvor Anton havde mellemørebetændelse og græd hele natten og det eneste hun næste morgen siger er; "Ja, jeg tænkte bare i nat 'godt det ikke er mit barn, der græder'"... øhh, okay? Jeg er selvfølgelig også primært optaget af mine egne børn, men synes dog det er rarest når alle har det godt..!

Nå, nu vågnede han igen. Hvordan er det nu, man får babyer til at sove mere end en halv time ad gangen? Synes altid kun jeg når at gå op med vasketøj og gå på lokum før han vågner...