Mødre-gruppepres

Pyyyyhhhh.... Mange, mange, mange følelser indeni! Lige nu sidder jeg egentlig og tuder hormontårer og burde være på vej til mødregruppe, men har sgu mest lyst til at pjække fra det hele - altså; det HELE. I går oplevede jeg for første gang Antons frustrationer få frit løb og han var bare så ked så ked, og jeg kunne ikke få lov at trøste ham. Av for fa'en i moderhjertet. Her til morgen er det som om, at efterveerne presser på, og de bliver som bekendt værre for hver fødsel. Det er lige gået op for mig, hvor sindssygt svært det jo er, at balancere med så mange følelser. Hvorfor får man ikke tildelt et ekstra hjerte for hvert barn man får? Der er simpelthen ikke plads i det jeg har nu.

Nå. Så kom jeg afsted. Er hjemme igen efter mødregruppe - ikke en succes. Det kan da ikke passe, at det kun er mit barn, der har svært ved at sove, mine tårer, der løber, eller mine børn, der nogle gange giver mig grå hår og spat? Kom til et pinligt rent hjem med et overdådigt dækket bord med hjemmebagt kage og den helt rigtige øko-marmelade. Arhmen, come on! Mødregluppe-kliché! Det virker som spild af tid, at vi skal sidde der og smile pænt og velfriseret over den grønne te (for "kaffe, det giver altså barnet ondt i maven") og overbyde hinanden i længste søvnstræk, og få nervøse ticks når hende den lidt kiksedes barn begynder at skrige og måske vækker nogle af de andre guldklumper. Æv. Så vil jeg hellere være i blogland, hvor mødrene er seje og der er frit ord...