Tidsspilde?

I dag er jeg alene med mindstemanden. Anton er blevet hentet af yndlingsmorfar og skal drøne rundt i dennes have lige til han dejser om i aften, og Manden er taget til Skanderborg for at spille koncert. Han sagde det ikke, men jeg kunne mærke på ham at han glædede sig helt vildt til børne- (og måske også kone-) fri. I går var sådan en mærkelig dag, hvor jeg ikke rigtig formåede at nyde noget - mine bryster gør hamrende ondt hele tiden, Otto vil spise konstant, jeg er trættrættræt og Anton bliver ked af det, når jeg hele tiden sidder med lillebror. Jeg tog mig selv i hele tiden at se på klokken og glæde mig til dagen var gået. Har altid sådan en besk smag i munden efter sådan en dag, for når man glæder sig til tiden er gået, hvad får man så ud af den? Jeg mener, så er den jo bare væk, og lige præcis den tid kommer jo ligesom ikke tilbage?!

Min barselsblues ramte mig for første gang forleden, og jeg kunne pludselig se mig selv rydde op, vaske tøj, gøre rent, dikke-dikke - og intet andet i et års tid - ikke inspirerende. Heldigvis har jeg en sej mand, som sparkede mig kærligt bagi og sagde, at jeg sgu' da bare skulle gøre, hvad jeg havde lyst til. Tak... Men hvad var det nu lige det var? Og hvordan passer det lige ind med at få hele maskineriet til at køre nogenlunde gnidningsfrit? Vi er ligesom ikke der, hvor vi kan hyre en til at komme og købe ind, gøre rent, vaske tøj, lave mad og alt det andet, som en barselsdag sagtens kan gå med når barnet sover. Jeg har lyst til at læse, skrive, drømme, dyrke yoga, sy, shoppe - bare for at starte et sted. Indtil videre har Otto dog vist sig at være et powernappende barn, og sover max 45 min- ad gangen. Så jeg tror ikke jeg får skrevet den helt store bestseller, syet særligt mange små patchwork-agtige pyntepuder eller læse Dostojevskijs samlede. Lige nu er udfordringen altså at få vendt det hele rundt oppe i mit hovede, og ikke tænke om tiden, at den spildes, men at den går med det, der nu sker...