Mødregruppe for første gang... Jeg burde have vidst, at jeg ville være noget ved siden af i en flergangsmødregruppe - i hvert fald en hel del år yngre! Her optrådte mit voksen-jeg på slap line og talte modent med om forsikringspolicer og skolestart, mens mit ungdoms-jeg sad og glædede sig hemmeligt til at komme ud i solen og lege, at de der voksenting ikke vedrører mig. Eftermiddagen gik så med veninder, der kom og legede med Anton mens jeg pludrede med og ammede Otto. Jeg forsøgte at føre en samtale med veninde A om Skanderborg Festival, Vega og Copenhagen Cooking uden nærmest at kunne huske hvordan man egentlig går til koncert uden brystpumpe - kun afbrudt hvert andet minut af Anton, som skulle fortælle mig et eller andet på Anton'sk, som kun jeg forstår.
Endelig kom Manden hjem, og i to timers hæsblæsende action med skrig og skrål fik vi afviklet noget aftensmad, aftensbad og putning for begge børn og havde derefter en times kærestetid på sofaen inden vi drattede om i sengen. Ingen af os formåede dog at indstille barometeret på romantisk, erotisk, filosofisk eller bare fjollet, så vi endte med at sidde og kigge på billeder af de børn, vi endelig havde fået "fri" fra. Forældreskabets paradoks.
Åh ja, alt det der kan jeg sagtens genkende. Lige fra dagene, der ligesom bare smutter mellem fingrene på en, til det der med overhovedet ikke at orke noget, når så endelig børnene sover, selv om man måske i virkeligheden godt kunne tænke sig lidt romantik og sår'n. En evig konflikt mellem, hvad man formår svinge sig op til og hvad man ville ønske sig, man kunne.
SvarSlet