5 minutter...

Så er der lige fem minutter til mig og min computer. Anton leger i gården med sin elskede morfar, og Otto sover sødt - men hvor længe?! Vi er tilbage i København - til både min og min ældste søns frustration. Ramte Nørreport St. kl. 16 mandag eftermiddag og kunne mærke mit blodtryk ryge til vejrs i løbet af de fem minutter, vi opholdt os der. Savnede akut roen, naturen, græsset, nærværet og tiden i sommerhuset. Har absolut ikke savnet larmen på Amagers konstante renoveringsarbejdere, det fislunkne vand og den alt, alt for trange lejlighed på tredje. Anton har vist sig at være det vildeste naturbarn, og det er som om han simpelthen bare ikke trives med at løbe panden mod en mur. Hm. Jeg har også oplevet mig selv have dobbelt så lang snor og plads til mange flere sammenhængende tanker, når jeg ikke konstant afbrydes af larm, sure mennesker som snyder foran i køen og de absurd mange knallerter som ræser forbi vores vindue i døgndrift! - Hvordan går det lige op med vores tilværelse i København, som trods alt indeholder samtlige af vores venner, karrierer og en nyindkøbt lejlighed??