Countdown

1 måned tilbage. Så starter jeg på nyt og superspændende arbejde, som jeg faktisk glæder mig helt vildt til at kaste mig ud i. Men. Også kun 1 måned tilbage med Otto ad libitum. Så skal man vel gøre en slags status?

Det er dog relativt simpelt; jeg har ikke nået andet end at være sammen med ham, yndlingsbabe'n. Det kan tælles på en enkelt hånd, de gange vi har bevæget os over broen væk fra Amager. Det kan tælles på samme hånd, de dage jeg har følt mig bare nogenlunde udhvilet.

Jeg har bare været. Og kysset og drukket kaffe. Og grinet med ham, og blogget og spist. (Når man er på barsel kan man nå utroligt mange måltider, allerede inden eftermiddagskaffen.)

Min første barsel var så svær. Jeg ville så gerne gøre det rigtige, gå til det hele, være sund og

frisk og pæn og give mit barn den helt rigtige stimulerings-sanse-dims og hjemmelavede øko-mos i den hjemmelavede øko-grød. Jeg læste mig til, hvordan hans rytme, lort og humør skulle være og kæmpede med at presse ham ned i de stramme rammer. Jeg husker mange dage med mange tude-opkald til arbejdende kæreste. Mange dage med frustration over forventningsbrist og forvirring over, hvorfor jeg ikke kunne finde ud af det hele.

Men virkelig. Denne her barsel har bare været så rar. (Har dog ikke lige scannet de sidste 8

måneders blog-indlæg i gennem, det kan være jeg der kan finde enkelt frustrations-indlæg;-)

Lille tykke Otto. Søde glade tossegode rundkindede skraldgrinende Otto.

Tak for hverdagsfesten!

Regnestykke-lykke

Regnen tæsker ned, og jeg sider her i min karnap med min kaffe. De to største drenge hopper i vandpytter i gården og den mindste ligger og sover på altanen. Ro. Og lykke.

I guder, hvor er alting dog nemmere, når man er to. Altså fire. Engang var vi to i familien, og kunne have ligeså mange tømmermænd og samtaler og middage, som varede mere end 4 minutter, som vi havde lyst til. Men så blev vi tre. Og så kom der endnu mere kærlighed og besværlighed. Totalt nyt liv, hvor man spiser klokken 18 og går i seng klokken 22. Og har sex når man orker i stedet for når man har lyst. Og nyder lyden af morgen, når familiens tredje medlem pludrer glad og ligger og putter i smørhullet. Og så blev vi fire. Igen dobles der op på lykke & looove og skæres kraftigt ned på mig-tid og dig&mig-tid. Men uanset hvad, så er det jo helt vidunderligt fantastisk, det her liv!!

Musikterapi

Kashmir må tage æren for, at jeg kom i gennem denne morgen uden at

kaste med nogen af mine børn. Min snor er langsomt blevet kortere

og kortere i løbet af alene-ugerne, og der er nu ikke meget andet tilbage

end en lillebitte knude for enden af snoren.

Under en meget spidsbelastet situation, som involverede noget brok

over noget spildt mælk, en umenneskeligt klam og stor lorteble og en

overtræt baby, var jeg et splitsekund fra at snappe. I sidste øjeblik

spillede P3 mit yndlingsnummer pt., Kasmirs 'Still Boy', og jeg skruede

sindssygt højt op og nærmest skreg med på sange, alt imens jeg

dansede mine ur-følelser ud på ægte Carl-Mar'sk vis.

Og ungerne gloede på mig som om jeg var sindssyg (hvilket jeg jo også

var, momentarily) og begyndte derefter at grine.

Mentalt sammenbrud afværget.

Tak Kashmir og tak P3. Skulle også hilse fra mine børn og sige tak!

Det er her, det sker...

3 dage tilbage. Og lige nu synes 3 dage som 300. Lidt ligesom, når man er ude at løbe (somom) og man ved, man kun mangler en kilometer. Eller når man kun mangler konklusionen på specialet. Det sidste træk er altid det hårdeste.

Men altså, 3 nætter med hullet stress-søvn, 3 morgener med havregrødskrig og flitsbuer og 3 ulvetimer med hyl og månesyge. Og så kommer helten hjem. Og så er det hele lissom lidt sjovere!

Han har dog noget, han skal have indhentet. For vi har faktisk også hygget os. Virkelig, det har vi! (Og her vil jeg gerne takke hele mit cast & crew, Gud og Jesus!) For hvad med dengang, hvor Otto pludselig fandt ud af, at han kunne klappe? Og Anton synes det var så sjovt, at vi holdt en regulær Stomp-koncert? Eller dengang, jeg lå i sofaen med dem begge og puttede foran Samson & Sally, og Anton pludselig kysser Otto og siger, at han elsker ham? Eller dengang, vi fandt en snegl i gården og Anton var så lykkelig, at han var lige ved at gå op i limningen?

Nogle gange drømmer jeg mig også væk på roadtrip eller bare en badeferie med mig selv, men når nu jeg ved, hvor meget man går glip af, kan jeg faktisk sagtens undvære...

Vi løfter i flok

!

Hvem der bare ku' klar' sig med hjælp fra sig selv...

Seriøst, hvem har brug for mænd? Ptøh, det der med at passe børn og hjem og sig selv, det kan man da sagtens klare alene... I HELVEDE!!

Altså det går jo. Ingen er døde eller traumatiserede (håber jeg), men for satan. Nu må han fakisk gerne snart komme hjem (der går desværre liiige en uge mere). Jeg malker min omgangskreds for alt hvad der hedder hjælpende hænder og, så snart folk siger "du skal jo bare ringe", så gør jeg det. Og vi klarer os fint i gennem, men det er ligesom bare ikke meningen.

De gyldne stunder får altså mere skær, når man har nogen at opleve dem med. Og de slemme nætter bliver lidt lysere, når man får et frikvarter ind i mellem. Og den der 'nogen', det er forresten barnefaderen. For veninder og onkler og sådan synes jo også ens børn er fantastiske, men det er altså kun mor & far der kan kigge nærmest forelskede på hinanden og barnet, når det har lavet lort på potten.

Anton starter hver morgen med at spørge hvor far er henne, og jeg forklarer "bla. bla., ude at køre i bus, på tur, spille trommer". I morges rystede han irriteret på hovedet og hævdede, at nu var det altså mor, der skulle på tur i stedet for, og far skulle komme hjem. Ja tak, det kan vi da egentlig godt aftale! En sviptur til Paris? Eller noget kloster i Toscana? Eller bare en lillebitte uge på en strand i Thailand? Mener snart, jeg har optjent nok bonuspoint herhjemme til i hvert fald en aften i hegnet med mine veninder!!

Sov mit barn, sov længe...

Kære søde, dejlige, runde og glade lille Otto.

Jeg synes du er sød. Men jeg synes på en måde, at du godt snart må sove lidt om natten. Det kan godt være, jeg ikke har fået forklaret dig det godt nok, men når der er mørkt udenfor, når alle andre i hele byen sover (undtagen måske hende hers barn) og mor og far siger "shhhhh", så betyder det at man skal lukke sine øjne og sin mund og sove.

Kærlig hilsen din mor

PS: Jeg har en lille sort bog, hvor jeg har skrevet alle de gange nede, hvor du har råbt mig ind i hovedet om natten og hevet mig ud af dynerene klokken 5 for at bringe dig morgenmad på sengen. Og du får dem alle lige tilbage i fjæset, når du bliver teenager. Så er det sagt.