Kulturchok

I går aftes kom jeg hjem fra Uganda til to små drenge og en stor, som alle blev overstadigt glade for at se mig. Det var så mærkeligt at se dem igen. Og dejligt, selvfølgelig. Men der gik lige ti minutter, før jeg rigtig forstod at det var mine. Puttede dem begge og forsøgte at indsnuse det tabte gennem nattøjet og at kysse dem for den sidste uge. Det gad de dog ikke.

I dag har været endnu mere mærkelig. Lad mig uddybe:

Efter i en uge at kunne SOVE, er det mærkeligt at blive vækket tre gange hver nat og starte dagen kl. 5.

Efter i en uge at have overvejet hvilket sommerdress der egner sig bedst til safari / pool / sightseeing er det mærkeligt igen kun at have uld og fleece at vælge i mellem.

Efter i en uge at have startet dagen med frisk og fantastisk frugt og kaffe fra markedet om hjørnet er det mærkeligt at spise Rema 1000 mysli og drikke Nescafé.

Efter at have oplevet den mest ekstreme fattigdom på et børnehjem i et enormt slumkvarter, hvor der er ris og bønner én gang i døgnet, hvis man er heldig, malaria, HIV og ebola, er det mærkeligt at høre ens egne børn brokke sig voldsomt over, at de ikke må få kage, at man siger fra fordi de kaster med alt deres spritnye legetøj eller at de selv skal tage tøj på. Dét er mærkeligt.

Og efter i en uge at have oplevet, mærket og dyrket sine egne behov, længsler og sanser er det mærkeligt igen at fokusere al sin energi på andres.

Det har været fantastisk at være afsted. At savne, at opleve stoltheden hos min mand over at kunne klare ungerne til UG alene, at opleve elefanter, solnedgang på Nilen, et vidunderligt folkefærd, som smiler til verden, selv om den er ond og at mit mig-jeg stadig lever i bedste velgående inde bag mor-jeget. Kan stærkt anbefales.