Den 22. december fyldte Anton tre år. Og i mandags startede han i børnehave. Havde egentlig tænkt mig at væve lidt rundt i, hvordan i alverden al den tid er gået uden at der er nogen, der har sagt det til mig. Og hvor langt væk verden før Anton synes, og hvordan jeg ville ønske, jeg havde nydt det lidt mere, nået lidt mere, og været i nuet lidt mere. Men det der trænger sig mest på lige nu, er den fase, som han pludselig er tigersprunget ind i. Han er forvirret, selvfølgelig. Over manglende far i starten af december, afslutning i vuggestue, flytning, mors forsvindingsnummer, ingen middagslur og nu børnehavestart. Og frustreret. Over konstant at have en jubelglad lillebror i hælene og oven på togbanen, han lige har bygget, og som ligesom ikke har samme behov for ro og fred som han selv har. Og over at opleve så mange nye følelser, som han ikke selv forstår. Læs bare mit forrige indlæg, jeg fatter STADIG ikke hvad der foregår indeni mig, og jeg er ligesom nærmest ti gange så gammel som ham.
Men hold da kaje, mand. Altså, han er nærmest blevet teenager overnight. Bliver fuldstændig hysterisk over at få et nej, uanset hvor pænt det bliver leveret. Skyder mig og slår mig, og sårer mig, hvis jeg ikke gør som han siger eller bare står i vejen eller bare nærmest trækker vejret. Vi har prøvet forskellige tilgange, og har ikke just fundet den gyldne pædagogiske måde at tackle de (ganske mange) øjeblikke af momentant sindssyge han oplever.
Gode råd indkasser nærmest dussør!
Jeg venter i spænding - og lover dobbelt op på dusøren hvis gode råd også virker. Har fx testet: Jeg kan godt se, at du er virkelig vred lige nu. Og ja, det lyder dejligt anerkendende. Men fuck om det virker!
SvarSletManner, der fik jeg lige en af de gyselige ture down memory lane. Nu siger jeg det bare, som det er: Jeg ANER ikke, hvad man kan gøre, andet end at bede og glæde sig til det går over. Her virker det - 7-9-13 - som om, den 4-årige endelig, ENDELIG har genfundet sit glade, harmoniske jeg, men jeg sværger (selv om jeg ikke ligefrem er stolt af det), at jeg i en laaang periode (som du nok husker) var decideret bange for hans utilregnelighed. Og nu til noget helt andet: Jeg er altså lidt ked af, at du er flyttet væk fra mig og Lorteren. Kh. Louise
SvarSletJeg kan anbefale et glas rødvin indtil faren er forbi. Kasper er først nu i en alder af 4 år begyndt at slappe af. Ellers har det været et år med total psyko-adfærd. Lige til at blibe neurotisk af.
SvarSlet