Fortrydelse & straf

Helt ærligt, mand. Så fik man kørt ældstebarnet ind, og med sig hjem får man så en sur madkasse og en omgang svineinflu. Kom snigende lørdag eftermiddag, hvor vi havde fætter og onkel på besøg, og pludselig stod jeg over pandekagerne og skulle kaste lidt op. Siden har jeg så ligget og våndet mig i sengen og er nærmest først nu krøbet ud af den. I morges krøb jeg dog over i insti med børnene, som også havde fået resterne af min influ og var hjemme mandag (-findes der egentlig noget herligere end at være dødssyg og så have to småraske og rastløse børn hængende ind over sengen?) Ja undskyld forkortelserne, men snottet løber hele tiden op i øjnene, og jeg må fatte mig i kort.hed. Jeg fortryder bittert at jeg insisterede på at ville køre børnene ind i institution. Mit immunforsvar er slet ikke gearet til sådan en omgang integreret virusfælde.

Som om det ikke var straf nok at ligge der og hyle indvendig af smerte og febril selvmedlidenhed med bilerne og ederne fygende om ørene, skal jeg nu straffes af børnene, som mener at tre sygedage er tre for mange. Nu er det kun far der dur, for ham kan man jo regne med - åbenbart. Jeg kan bare skrubbe tilbage til sygesengen, for når jeg har afvist dem, skal jeg tilsyneladende også afvises. Så kan man så åbenbart lære det.