Men forleden, da Otto havde en smule feber, var jeg overbevist om at hans nakke var helt stiv og han da mindst havde meningitis. Jeg er også begyndt at blive helt bange for at tabe ham, få kræft, blive kørt over, få gigt og tidlig demens, og er hans tissemand ikke lidt hormonforstyrret lille?
Det kommer helt bag på mig, fordi jeg ikke oplevede dette, da Anton var baby. Han kunne ikke gå i stykker eller falde på gulvet, og jeg var der jo bare og var selvfølgelig sund og rask. Ved ikke hvorfor det kommer nu, men "der er så meget jeg skal passe på", og jeg får nogle gange helt åndenød over hvordan den lille familie dog skulle klare sig uden mig.
Måske er det bare fordi, jeg i virkeligheden føler mig så svineheldig, at jeg bare går og venter på at noget går galt?
Jeg mærkede faktisk også først rigtig dødsangst, da jeg fik nummer to. Jeg kan huske engang, hvor jeg skulle til vagtlægen med den lille en aften. Vi kørte i bil gennem Nørrebro kort tid efter alle skyderierne var begyndt, og jeg blev pludselig grebet af en ubeskrivelig angst og vished om, at nu blev jeg skudt! Og hvad skulle der så blive af storesøster og farmand?! Det var simpelthen så væmmeligt, og jeg aner ikke hvordan jeg kom til vagtlægen... Siden har jeg heldigvis kun mærket det i noget afmattet form. Jeg ved heller ikke hvorfor, men måske du har fat i noget med dét der med, at nu har jeg i virkeligheden alt hvad jeg ønsker mig, og kan det virkelig passe??
SvarSletKh Dorte
Godt du deler, så jeg også ved, at det er helt naturligt, hvis den angst også skulle forbi hos mig.
SvarSletKh
Lykke
De fleste oplever det vel allerede med deres første barn, men du fik altså lidt længere frist. Måske kommer det nu fordi du er mere stresset over to børn og flytning. Jeg lever konstant med den bekymring men prøver at vende den til noget positivt fordi den også hjælper mig med at være taknemlig over alt det jeg har og alt det der går godt.
SvarSletSolstråler til dig på en grå dag.
Yæs! Lige præcis den der med nærmest at vente på, noget går ad helvede til, den kender jeg godt. Det er som om, man ikke må ha' det (for) godt, og når det hele så faktisk er rigtig ok, så må der vel snart ske noget. Noget slemt. Ikke bare en lille ting, men noget frygteligt. Man skal virkelig være stærk for at være forælder, og jeg må med skam indrømme, jeg altid har syntes, de var lidt overgearede, de der mødre og fædre... indtil jeg selv fik børn. For hold nu op, der er INTET i verden, der er vigtigere... :)
SvarSlet