Synes måske snart liiige det må være de andres tur. Og at nogen skal tørre min næse og smøre min madpakke.
Valgte så i dag midt i ulvetimen, at tage på spontant (og rimelig overmodigt) cafébesøg med en Otto der for tiden sprænger rammerne for tigerspring og en Anton, der var psykopat-agtig overtræt, da han ligesom bare havde valgt at springe middagsluren over. Og forresten var de begge snottede. Og bare sådan generelt sure. Havde jeg for bare to år siden set en familie med to små børn, hvoraf den ene brølede "GÅVÆÆÆÆK" ind i hovedet på sin mor, idet han tyrede en gaffel med spaghetti på gulvet og den anden peb og svedte og var utilpas, sulten og træt (og moren ditto) på en café, havde jeg virkelig tænkt mit (læs: været DYBT forarget og himlende 'sådanenfamiliebliverjegihvertfaldaldrig'). Men i dag var det altså min familie. Slugte noget karrysuppe på 0,5 og styrtede hjem med menageriet.
Vi gloede på hinanden, os som skulle forestille at være de voksne, og kom heldigvis til at udmattelsesfnise på den der måde, som ligeså godt kunne være endt i udmattelsesgråd.
Heldigvis endte dagen med at jeg lå på min seng med min kæreste i hånden, hans anden hånd i Ottos, som ligeså stille faldt i søvn (for nærmest første gang inden 21.30!). Og så var verden lille og stille og fin, og ketchup på tøjet og snot i hovedet er vel bare en del af cirkuset.
Syggoh cafébesøg, hva'? Men du klarede den, og jeg er vild med billedet af din lille familie. Hvor ser de skønne ud :-)
SvarSletJa, så kan man lære det!!
SvarSletOg ja, de er sgu ret dejlige, drengene...
Been there - altså ikke cafébesøg, det har jeg sgu aldrig haft mod til - men dér, hvor man lige tror man kan klare noget, der bare er lidt ud over dagligdagen (fx IKEA-besøg), selv om mindst 3 ud af 4 er ved at falde fra hinanden af træthed...SUK. Hvor skønt, at I endte med at fnise og ikke græde. Så kommer man sig alligevel hurtigt efter sådan et stunt.
SvarSletKh Dorte