Anton er syg. (Endnu en klassiker, kan man mon smittes via bloggen?) Men min mor er her. Hurra for hende! Lige nu er der dog et lille tema kørende mellem hende og jeg, for (nu kommer der lige noget lidt forbudt) jeg er bange for, at hun bedre kan lide Anton end Otto. Eller altså hallo, det ved jeg jo godt ikke passer, men Otto får en tiendedel af den opmærksomhed og overstrømmende kærlighed som Anton fik/får.
Måske er det noget, der bare hører 2'erens ankomst til sådan generelt, men ærligt talt, jeg bliver sgu' ked af, at lille smukke, søde og helt utroligt rare Otto bare er sådan en, der er der.
Nogen (min mand fx) vil indvende at jeg er en lille smule pernitten når det kommer til nærmest at tælle antal kys, gaver og rosende vendinger der tilfalder A i forhold til O.
Anton og Mormor har et helt særligt kæresteforhold og når Anton bliver stor, skal han helt sikkert giftes med Mormor. Det er meget fantastisk, men det er bare lidt svært at undgå at Otto bliver tredjehjul, ham den lille som man ikke altid lige gider lege med. Er det mig, som er smålig, eller skal jeg tage snakken med min elskede mor? (Med fare for at såre hende, og gøre et problem ud af noget, som givetvis kommer helt naturligt...?)
Åhh, altså, av! Det må være SÅ svært, det der... men nr 1 er vist altid noget særligt, især hvis det er hele familiens første barnebarn, som vores datter var. Kan du ikke nævne, at nu må I ikke helt glemme lille O eller noget i den stil? Evt bare i en sidebemærkning? Og hvis I har et rigtig godt forhold, synes jeg ikke, du skal bekymre dig om måske at såre hende, hvis du er nødt til at være mere direkte, for så ved hun vel også, at hun har gjort dig ked af det? Måske har mormor bare ikke har tænkt nærmere over det? Og mon ikke det kommer, når O bliver større? Jeg ved det ikke, og jeg ved slet ikke, hvad jeg selv ville gøre, ud over altså at blive pisseked af det! Svært. Håber, det falder på plads. Snart. :)
SvarSletMå en farmor komme med et lille indspark? Set fra mit synspunkt kan det være så enkelt, at din mor bevidst nedtoner sit engagement i lillebror, for at spare storebror for at blive ramt af jalousi. Det kan være rigtig svært at blive "den store" og det er måske bedre at blive "overset" lidt mens man er helt lille og ikke rigtig forstår så meget, end det er når man er blevet storebror og pludselig skal dele alting med lillebror? Jeg tror, at jeg kunne finde på at gøre det samme, fordi jeg stadig kan huske, hvor svært det var for mine de to ældste, da de blev storebrødre.
SvarSletSådan har det også været her. Efterhånden som den lille er blevet større, har det udjævnet sig. Jeg tror, at fordi ældstebarnet kan snakke og selv opsøge selskabet, kommer han/hun automatisk til at være mere sammen med "bedsten." Her hos os er storesøster også vældig god til at stille sig i centrum, hvor den lille bare er glad for at være med, og så kommer der en skævvridning helt af sig selv. For nylig var den lille selv på ferie for første gang hos farmor & farfar, og de udtrykte selv savnet for at have den lille "for dem selv" - for hende kender vi jo ikke så godt.
SvarSletSå jeg tror, du skal tage det helt roligt mht. din mor - det skal nok udligne sig. Ellers kan du jo "pådutte" hende lidt selskab med yngstemand ved at tage den store med ud at handle, når hun er der, så hun skal være babysitter lidt. Eller I kan bage boller til kaffen eller ...?
Polka :-)
Åh den er svær...Men min holdning er, at når det er noget der fylder for dig, så er det bedst at tage en snak om det, også selv om det kan blive svært, sårende osv. (nemmere sagt end gjort - jeg ved det). For ellers kommer det måske bare til at fylde endnu mere hos dig og akkumulere sig og måske tilsidst eksplodere på en dårlig måde.
SvarSletHvis du stille og roligt forklarer, at du undrer dig og er lidt ked over det, så er det jo ikke til at vide hvad der sker. Jeg tror, også BedstesBlog kan have fat i noget, om at det kan være noget din mor gør bevidst, og det ville jo være skønt for dig at få den forklaring, og mulighed for at sige, at det ønsker du altså ikke... Alt dette selvfølgelig skrevet uden at vide det mindste om dit og din mors forhold i øvrigt...
Åh det er så sårbart, alt hvad der har med de små guldklumper at gøre, og sårbarheden og hudløsheden bliver jo ikke mindre af, at du ikke får søvn! Håber at du får mulighed for lidt hvile, mens din mor er der.
Mange tanker, Dorte
Kære Astrid
SvarSletØv, altså, at du bliver ked af det på Ottos vegne. Jeg tænker lidt det, som Randi også skriver, at din mor måske ikke vil gøre Anton jaloux eller ked af det, fordi han pludselig føler sig 'glemt' eller overset. Sådan tror jeg i hvert fald, at bedsteforældrene i vorese familie har haft det, indtil Sofus nåede en alder, hvor han selv gav udtryk for, at han også gerne ville være med. Heldigvis faldt det sammen med, at Oscar havde vænnet sig så meget til at have en lillebror at dele med, at han ikke har været ked af det og jaloux. Men kan du ikke spørge din mor, sådan helt udramatisk? Håber, at I kom ud i går og havde en fantastisk aften. Vi ses. Kh. Louise
Kære alle.
SvarSletMange tak for (k)ærlige inputs. Og ja, det er ubetinget kærligt ment fra hendes side. Både overfor mig og for Anton. Tog en lille forsigtig snak med min Muts om det, og ganske rigtigt - det er en bevidst strategi fra en erfaren mor til flere...
Kh Astrid
Og Louise - tak for tippet i lørdags, vi havde en mega-hyggelig aften!!
SvarSletGodt du fandt ro med den tanke. Utroligt så mange tanker vi kan nå at tænke, ikke alle lige konstruktive... Og hurra for bedsteforældre:)
SvarSletKh
Lykke