Lykke?

For hulen, hvor er der smæk på i det - nu ikke nær så - lille hjem. Ved faktisk nærmest ikke hvor jeg skal starte, ved dog at sandsynligheden for at Otto vågner lige om lidt er pænt stor.

Her er rodet. Og der går nok sådan cirka et ÅR før vi er kommet nogenlunde på plads, eftersom vi kun har rundt regnet halvanden time om dagen til at tømme flyttekasser, skrue hylder op og tage på losser'en. Men her er fantastisk. Anton er vild med sit nye værelse, hvor han har meget mere plads end den ene kvadratmeter han regerede over på sit gamle værelse, til at folde sig ud. Nøj, hvor bliver han stor. Han er sit helt eget dejlige lille væsen, som kan lege med sig selv og sit bil-tæppe i flere timer, kun afbrudt af måltider, og som knuselsker sin lillebror og kysser og krammer på ham, så snart han ser sit snit. Det er fedt lige nu, det hele.

I går da begge børn sov kl. 22, satte vi os i vores nye karnap - (by the way, sjovt som en lille bue i en stue gør, at man føler, at man er på fin café hvis man drikker sin kaffe der!) - og drak en øl og røg en cigaret (det griber forresten lidt om sig med de der aftensmøger..!). Vi snakkede om, at lige nu har vi alt hvad vi drømmer om. Og jeg er faktisk også virkelig lykkelig, når jeg sætter mig ned og mærker efter - men hvor tit er det lige man gør det? I løbet af en dag flyver der 99,9 % praktiske og halvhektiske bemærkninger gennem luften, og vi glemmer fuldstændig at se hinanden som mere end en praktisk hjælper, som står for halvdelen af dagens opgaver. På dårlige dage glemmer jeg også at nyde mine børn, og kun tænke fra måltid til bleskift til måltid til putning.

Jeg fortalte Morten om Anna Skyggebjergs blog, og vi blev enige om at prøve at slutte hver dag med at fortælle hinanden 3 ting, man er taknemlig for. Kender jeg os ret, er vi vildt optagede af det i en hel uge, og har så glemt alt om det igen...!