!

Så er han her, lillebror Sigurd. Sidder med ham over skulderen og iPhone-blogger med venstre hånd. Derfor kommer den store beretning om fødsel, revnede brystvorter + brystbetændelse, stolte storebrødre og hormonfest næste gang. I dag er han fem dage gammel og ser sådan ud:


- Posted using BlogPress from my iPhone

Sød ventetid...

Nå, men jeg har altså ikke født endnu. Cirka hver anden dag tror jeg, at jeg skal til det og i går fik jeg panik over, at vi ikke har puttet betræk på babydynen endnu, for jeg synes plukveerne gjorde så ondt og kom så regelmæssigt, at jeg ville føde inden for den næste time. Jeg vil sikkert kun have latter til overs for disse wannabe-veer, når de rigtige kommer.

Men i mellemtiden har vi fået afviklet en fantastisk 4 års fødselsdag for den store, vidunderlig juleaften for alle og 1. og 2. juledag med Lego-fest og forspisning. Jeg er vel egentlig glad for, at jeg ikke skulle føde hverken på Antons eller Jesus' fødselsdag, så nu synes jeg bare vi venter til næste år. Har termin den 5. januar, og på en måde må det ultimative kaos gerne vente med at indfinde sig til institutionen igen har åbent...

Spændt

Tænker at vi lige dropper alle indledende øvelser og bare lader som om, at det ikke er tre måneder siden, jeg sidst har skrevet. Vi lader som om, at jeg siden da ikke blot er blevet ti kg tungere, og at jeg i virkeligheden kan føde hvornår det skal være. Agtigt. Der er under fire uger til termin og i går nåede jeg efter fire timers plukveer, som sagde av, at tage tid og åndedrætsøvelser og alt det der. Men det gik i sig selv, som sådan noget gør. Jeg har heller ikke tid til at føde lige nu. Morten har koncert i Kbh i aften, vi skal alle til Kbh weekenden over, og jeg har egentlig gang i noget, som kan sikre mig job på den anden side af barsel.
What else? Den største fylder fire lige om lidt, den yngste er begyndt at gå på potte og snakker som et vandfald. Lige om lidt er der tre. Lige om lidt er der søvnkaos, uendelige kærlighedhormoner blandet med absurde frustrationsanfald fra alle familiens medlemmer. Jeg er... spændt.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Bekendelse fra kliché-kartoteket

I dag har jeg gjort noget, som jeg er pissedårlig til. Jeg har sagt "nu kan jeg ikke mere". Efter en måned med grotesk meget alene-morskab, en måned med travlt på arbejdet, en måned med bækkensmerter og en hhv. 3 1/2-årig og 2-årig, som befinder sig midt i hver sit tordenvejr, er jeg færdig. Brugt, helt og aldeles. I dag var planen, at svigerfar skulle komme og hente mig og drengene og så skulle vi ud til forstaden og lege og spise aftensmad. Men da jeg var millimeter fra at sætte mig ned og falde fra mig selv midt i gården og et skænderi om hvorvidt brandbiler siger "ba-bu" eller "wiu-wiu", foretog jeg i sidste sekund et reality-check. Hvem fanden er det, jeg snyder? Hvem er det jeg skal spille sej overfor? Hvad er vigtigst; at børnene får en hyggelig dag hos farmor og farfar eller at mor holder på formerne og smiler pænt og taler dæmpet, for derefter at flippe helt og aldeles skråt, når den sidste dråbe melder sig i bægeret? Trak vejret og besluttede mig for at tage en fridag. Farfar kom kl. 16, og inden da havde jeg forklaret den store, at mor blev hjemme og slappede af, og så kunne de få lov at lege i fred i forstadshaven. Vinkede farvel og løb direkte ind på sofaen og tudede den dårlige samvittighed ud. Og derefter meldte meta-dårlig-samvittigheden sig. Hvorfor har jeg dårlig samvittighed over at sende drengene væk i tre timer? Jeg skal passe på den lille baby i maven, for fanden. Den synes sikkert ikke, at alle de stresshormoner der fiser rundt i kroppen smager særlig godt, og den er sgu' allerede blevet snydt godt og grundigt i forhold til opmærksomhed so far. Dammit, den dårlige samvittighed er sgu' da noget af det mest klichéagtige, der findes i hele kartoteket over mor-klicheer. Ikke desto mindre, er den min største fjende. Jeg ved godt at jeg er en pissegod mor. Men derfor kan man vel altid liiige give den 5% mere, ik? Liiige forvente lidt mere af sig selv, end rimeligt er. Jeeeeez. Slap nu af.

Nu vil jeg forsøge det der med at trække vejret ned i den tykke mave og så stoppe med at slå mig selv i hovedet med hhv. dårlig samvittighed overfor børnene og dårlig samvittighed over dårlig samvittighed.

Statusopdatering

Indlæg nr. 200 apparently. Givetvis ingen læsere tilbage, eftersom jeg har præsteret to indlæg på to måneder. Ikke imponerende. Lysten har ikke været der. Det er altid nemmere at lade være, for så behøver man ikke forholde sig til, hvordan man egentlig har det. Ikke at jeg har det dårligt, jeg har det bare sådan... hverdag. Jeg er gravid, 5 1/2 måned henne. Tredje graviditet på 4 år. Jeg er lige flyttet, også tredje gang på fire år. Jeg har et arbejde, hvor jeg leverer og præsterer men ikke får løn eller har udsigt til det. Det er spændende, men uholdbart i længden. Jeg har en mand, hvis arbejde ligger i en anden by, end den vi er flyttet til (og i alle mulige andre byer og lande) og jeg har to drenge på hhv. 2 og 3 1/2 - og en tredje på vej. Jeg har ikke dyrket motion i selvsamme fire år. Jeg spiser sundt og forsøger forgæves at få mine børn til at gøre det samme. Jeg tror om mig selv, at jeg er sådan en mor, som ikke går op i, hvordan mine børn ser ud eller hvad der står fremme hjemme hos os, når vi får besøg. Men det gør jeg. Jeg tror om mig selv, at jeg er sådan lidt kunstner-agtig og at jeg hele tiden står foran en helt ny epoke i mit liv, som vil være fyldt med meget mere kreativitet og kunst, zen og rejser og andre former for selvrealiseren. Jeg når dog aldrig helt dertil. Jeg tror om mig selv, at jeg ikke er små-borgerlig, men hører alligevel mig selv bagtale andre folks vaner og møbler. Jeg glæder mig hele tiden til børnene bliver lidt ældre, til den næste fest eller ferie og til jeg får taget hul på alt det spændende, jeg har i mig. Men som jeg ikke tør åbne op for af frygt for at blive skuffet. Det er bare sådan jeg har det.

Jeg håber at min lille blog snart får lidt mere liv, og at jeg igen bliver hooked.

Jeg skal på barsel igen om to måneder, så om ikke andet, vil den i garanteret blive fyldt med lort og længsel til den tid.

So long!

Ferieren

Så blev der sørme lige holdt ferie på den lille blog. Havde glemt at advisere mine hundredevis af ivrige læsere, som hver eneste dage den sidste måned har måttet klikke skuffede væk fra bloggen igen uden et eneste lille pip fra mig. Jeg beklager selvfølgelig dybt og skal forsøge at indhente det forsømte;-) Høhø.

For fanden, hvor har det været fantastisk. Selv da vi efter tre dage i verdens mindste sommerhus i verdens skoddeste vejr måtte kapitulere og indlogere os i det subtropiske paradis i Danland/Blokhus. En slags badelands-ghetto, hvor lejlighederne er små, mørke og af beton, hvor der kun er junkfood at få i miles omkreds og hvor der er lidt (alt) for mange mennesker på lidt (alt) for lidt plads. Men for fanden igen, hvor var det brandhyggeligt. De små børn var jo tæt på lykkelige, og den slags smitter selv de sureste solhungrende forældre. Heldigvis stødte vi på nogle bekendte den sidste dag, som vi kunne ironisere lidt over konceptet sammen med og grine helt vildt af, at vi pludselig stod i et mærkeligt fimse-lugtende legerum i en kælder i f****** Danland, mens vi kunne have været på luksus-bohemian slentre-ferie i Berlin. Men i vores stille sind elskede vi jo bordtennisrummet og pølsemixen.

Vi har suset rundt i svigermors lille lånedyt pakket til randen med plastikposer med tøj, legetøj og løsøre og improviseret os lidt frem i det ganske land. En lille tour de Jylland, som gudskelov også bragte den ældste halvdel af os forbi femstjernet spa-luksus i Børkop. TO nætter. Nøj, det var godt til krop, sjæl og sexliv.

Nu er jeg sådan set startet på arbejde, men pendler fra sommerhuset på Djursland til arbejdet i Aarhus, mens min søde mor nyder livet og børnebørnene i et par dage endnu. Og så er det vidst nok hverdag. Morten er i Sverige og arbejde og er savnet.

Altså, hvor sådan en ferie gør godt. For alle. Drengene sloges helt vildt de første to dage, og siden har de været uadskillelige. Morten og jeg skændtes også igennem i de første par dage og har siden stornydt familie- og parlivets småbitte lyksaligheder. Babyen? Den vokser og sparker og giver mig stadig vold-kvalme. Og om en uge ved jeg om det er med eller uden dommerfløjte, hvis I forstår sårn' en lille én;.)

Scary mom

Det begynder at gå op for mig, hvad det vil sige at have tre børn. Lige nu er der så rigeligt at gøre med de to, og den lille begynder så småt at kræve sit. Der er noget med det der bækken. Det bryder sig åbenbart ikke om at være gravid for tredje gang indenfor fire år. Og det bryder sig heller ikke om, at man løfter rundt på sprællende 16-18 kgs børn eller sidder i skrædderstilling på gulvet. Og så er der kvalmen, som stadig huserer - dog på et mildere plan end før - og gør alting lettere uoverskueligt og ulækkert.
Efter en dag som i dag, hvor jeg har været alene med dem alle, er der knive i hale- og hofteben. Det skal nok gå godt de næste 5 måneder...! Forresten, nogle gode tips til at kontrollere de der psyko-hormoner? Mine børn - og ikke mindst min mand - er vidst en lille smule bange for mig for tiden...

- Posted using BlogPress from my iPhone