Røde strømper?

Når man flytter, er der mange ting, der pludselig bliver tydelige. Steder på gulvet i den gamle lejlighed, som aldrig er blevet vasket, forsvundne ting, der pludselig dukker op og også mere abstrakte ting som fx kønsroller. Siden vi er flyttet, har Morten næsten uden ophør haft et eller andet aggregat til at opskrue, nedslibe eller på anden vise ordne hylder/vægge/gulve i hånden. Jeg har end ikke rørt ved boremaskinen. Det har jeg faktisk ikke de sidste 9 år, hvor vi har været sammen. Til gengæld har jeg sat køkkenting, tøj og børnenes alt muligt i system. Jeg har passet børnene, mens farmand har boret, gjort rent efter boringerne og sørget for at vi da lige fik fyldt op i både køle- og rengøringsskabet. Og jeg har sidst men absolut ikke mindst sørget for at skamrose min mand, som jo er lige ved at revne af stolthed over hver velplacerede rawplug. "Jamen, tænk at noget kan sidde så lige!"

Nu er vi på plads, hverdagen kører, og ungerne glade for deres institution. Hvor man skal have eftermiddagsmadpakke med. Gæt hvem der smører den - hver dag? Og da vi sidste lørdag skulle til stort anlagt udklædningsfest i selvsamme institution, hvem mon så sørgede for udklædning til alle - også manden - samt at købe ind til, lave og huske den obligatoriske ret til ta'-selv-bordet?

Vi har såmænd ikke talt om fordeling af arbejdsopgaver, ork nej, det kommer helt af sig selv. Hvorfor egentlig? Principielt set synes jeg det må være sjovere at lege med bore- og slibemaskiner end at rydde op efter legen. Og madpakken, mon ikke den ville blive helt ok, hvis manden smurte den? Det kunne nu altså være lidt sjovt at bytte roller engang i mellem, tage de røde strømper på, smække benene op på bordet og afkræve manden et svar på, hvornår vi skal spise.

Så skriv dog!

Huhej, hvor det går. Jeg føler selv, jeg er rimelig godt med på bloggen, men hver gang jeg kigger ind for at skrive mig et indlæg er der lige pludselig gået en uge. Med hvad? Masser af skænderier med Børnehavebarnet. Vi er nu nået til at han spytter på mig!? WTF? Jeg tager det alt for tungt, siger min kæreste, men hey, det er jo en slags mobning på arbejdspladsen. Der har dog også været masser af good times. I dag da jeg afleverede dem begge i den integrerede krammede Anton Otto og sagde "jeg kommer ned og besøger dig senere, kunne det ikke bare være hyggeligt?" Pænt hyggeligt.

Well. Jeg skriver jo også stadig her; www.bokblok.dk, og nu har jeg så gjort noget. Jeg har nemlig meldt mig til et vaskeægte skrivekursus. Sådan et gammeldags et, hvor man skriver og deler med sine medkursister og får feedback og lektier og sådan. Jeg glæder mig. Dagpengeland er nemlig lidt ligesom verdens længste og dårligste biograffilm, hvor man er nødt til at blive siddende og til sidst bliver den okay i mangel af bedre og så får man dårligere og dårligere smag og lavere og lavere forventninger og fucking siddesår til sidst. Afsted med mig før jeg visner og får ondt i maven af alt det billige snoller.

Fortrydelse & straf

Helt ærligt, mand. Så fik man kørt ældstebarnet ind, og med sig hjem får man så en sur madkasse og en omgang svineinflu. Kom snigende lørdag eftermiddag, hvor vi havde fætter og onkel på besøg, og pludselig stod jeg over pandekagerne og skulle kaste lidt op. Siden har jeg så ligget og våndet mig i sengen og er nærmest først nu krøbet ud af den. I morges krøb jeg dog over i insti med børnene, som også havde fået resterne af min influ og var hjemme mandag (-findes der egentlig noget herligere end at være dødssyg og så have to småraske og rastløse børn hængende ind over sengen?) Ja undskyld forkortelserne, men snottet løber hele tiden op i øjnene, og jeg må fatte mig i kort.hed. Jeg fortryder bittert at jeg insisterede på at ville køre børnene ind i institution. Mit immunforsvar er slet ikke gearet til sådan en omgang integreret virusfælde.

Som om det ikke var straf nok at ligge der og hyle indvendig af smerte og febril selvmedlidenhed med bilerne og ederne fygende om ørene, skal jeg nu straffes af børnene, som mener at tre sygedage er tre for mange. Nu er det kun far der dur, for ham kan man jo regne med - åbenbart. Jeg kan bare skrubbe tilbage til sygesengen, for når jeg har afvist dem, skal jeg tilsyneladende også afvises. Så kan man så åbenbart lære det.

Smells like teen spirit

Den 22. december fyldte Anton tre år. Og i mandags startede han i børnehave. Havde egentlig tænkt mig at væve lidt rundt i, hvordan i alverden al den tid er gået uden at der er nogen, der har sagt det til mig. Og hvor langt væk verden før Anton synes, og hvordan jeg ville ønske, jeg havde nydt det lidt mere, nået lidt mere, og været i nuet lidt mere. Men det der trænger sig mest på lige nu, er den fase, som han pludselig er tigersprunget ind i. Han er forvirret, selvfølgelig. Over manglende far i starten af december, afslutning i vuggestue, flytning, mors forsvindingsnummer, ingen middagslur og nu børnehavestart. Og frustreret. Over konstant at have en jubelglad lillebror i hælene og oven på togbanen, han lige har bygget, og som ligesom ikke har samme behov for ro og fred som han selv har. Og over at opleve så mange nye følelser, som han ikke selv forstår. Læs bare mit forrige indlæg, jeg fatter STADIG ikke hvad der foregår indeni mig, og jeg er ligesom nærmest ti gange så gammel som ham.

Men hold da kaje, mand. Altså, han er nærmest blevet teenager overnight. Bliver fuldstændig hysterisk over at få et nej, uanset hvor pænt det bliver leveret. Skyder mig og slår mig, og sårer mig, hvis jeg ikke gør som han siger eller bare står i vejen eller bare nærmest trækker vejret. Vi har prøvet forskellige tilgange, og har ikke just fundet den gyldne pædagogiske måde at tackle de (ganske mange) øjeblikke af momentant sindssyge han oplever.

Gode råd indkasser nærmest dussør!

Malaria eller kolera

Når man er i Afrika, skal man passe på mange ting. Løver for eksempel, og malaria. Derfor er jeg i gang med en malarone-kur, som er nasty. Hvis man læser indlægssedlen, kan man ligeså godt ringe efter den blå vogn med det samme. Jeg er typen, der aldrig tror, at noget så pøbelagtigt som bivirkninger rammer mig. Det gør de. Håber jeg, på en måde. For de sidste par dage har jeg været så deprim, tyndhudet, grådlabil og humørsvingende som aldrig før. Derfor håber jeg at pillerne har noget at skulle have sagt i den sag.

Men jeg ved et sted også godt, at de ikke siger det hele. For jeg er lidt fortabt. Jeg er arbejdsløs og har været det i et halvt år. Anonyme Arbejdsløse. Hello, Astrid. Hello, identitetskrise, skrumpende selvværd og meningsløshed. Nys tilflyttet til min barndomsby, på godt og ondt. Mest godt. Men manden har megatravlt lige pluselig, og vi lever i den der slags flytterod som findes efter den første hypereffektive uge; man mangler lissom lige et par hylder, ik? Og ungerne har været institutionsløse siden 17. december. Need i say more? I morgen starter den tre-årige i børnehave. Der følger et langt følelsesladet indlæg med til den begivenhed, måske i morgen.

Jeg er glad for at jeg ikke har malaria. Men jeg gider ikke være trist. Glæder mig til at stoppe med pillerne, men hvad nu hvis "bivirkningerne" ikke går væk?

Problemregning

Mit søvnbehov: 8 timer. Gerne fra 23-7. Alenebehov om aftenen: 2 timer.
Antons søvnbehov: 11 timer. Gerne fra 21-8.
Ottos søvnbehov: 8 timer. Gerne fra 21-5. Og helst kun en times tid ad gangen.
Løsning? Kaffe.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Kulturchok

I går aftes kom jeg hjem fra Uganda til to små drenge og en stor, som alle blev overstadigt glade for at se mig. Det var så mærkeligt at se dem igen. Og dejligt, selvfølgelig. Men der gik lige ti minutter, før jeg rigtig forstod at det var mine. Puttede dem begge og forsøgte at indsnuse det tabte gennem nattøjet og at kysse dem for den sidste uge. Det gad de dog ikke.

I dag har været endnu mere mærkelig. Lad mig uddybe:

Efter i en uge at kunne SOVE, er det mærkeligt at blive vækket tre gange hver nat og starte dagen kl. 5.

Efter i en uge at have overvejet hvilket sommerdress der egner sig bedst til safari / pool / sightseeing er det mærkeligt igen kun at have uld og fleece at vælge i mellem.

Efter i en uge at have startet dagen med frisk og fantastisk frugt og kaffe fra markedet om hjørnet er det mærkeligt at spise Rema 1000 mysli og drikke Nescafé.

Efter at have oplevet den mest ekstreme fattigdom på et børnehjem i et enormt slumkvarter, hvor der er ris og bønner én gang i døgnet, hvis man er heldig, malaria, HIV og ebola, er det mærkeligt at høre ens egne børn brokke sig voldsomt over, at de ikke må få kage, at man siger fra fordi de kaster med alt deres spritnye legetøj eller at de selv skal tage tøj på. Dét er mærkeligt.

Og efter i en uge at have oplevet, mærket og dyrket sine egne behov, længsler og sanser er det mærkeligt igen at fokusere al sin energi på andres.

Det har været fantastisk at være afsted. At savne, at opleve stoltheden hos min mand over at kunne klare ungerne til UG alene, at opleve elefanter, solnedgang på Nilen, et vidunderligt folkefærd, som smiler til verden, selv om den er ond og at mit mig-jeg stadig lever i bedste velgående inde bag mor-jeget. Kan stærkt anbefales.