onsdag den 20. januar 2010

Sureskabet

Jeg tror måske, jeg er lidt forkælet.
Jeg opdagede det her til morgen, hvor Anton var sur fra han stod op til han gik ud af døren. Han var så sur og gnaven og kunne kun sige/råbe/skrige ét ord: Nej.

Jeg går altid lidt i hårknude over det, når han er vrissen og på tværs, og tænker "For hulen!" (nej, det passer ikke; "for helvede", tænker jeg) Hvad er der galt? Vi har altid (forsøgt) at vise ham, hvor højt vi elsker ham, at give ham uanede mængder af kærlighed og omsorg og arbejdet virkelig intenst på at gøre ham glad og vise ham en sjov verden. Alligevel er han af og til i dårligt humør. Sur og inadvendt og afvisende. Og hidsig og vil ingenting.

Og så er det, at jeg selv bliver sur og gnaven og tænker "Utaknemlige barn (skarn). Hvad er problemet? Vi hopper jo konstant på tungen for at gøre dig glad!" Og når jeg skriver det her eller kigger mig selv i spejlet, ved jeg jo godt hvad det er, der sker. Jeg kommer til at rage mig selv i navlen, igen. At tro, at verden drejer sig om mig og mine behov.

For Anton er jo ikke til for min skyld. Han skal ikke være glad for at tilfredsstille mig. Han skal være sur og ked af det, når han synes at verden er svær, og havregrøden driller og lillebror altid sidder ved mor. Og jeg skal edderbankemig øve mig i at rumme alt ved ham. Også de sider, som jeg synes er svære at rumme (og det er tilfældigvis de sider, han har arvet fra mig!).

Da jeg var barn havde jeg et "sureskab", som jeg satte mig ind i, når det hele blev dumt. Sådan et ønsker jeg mig igen. For derinde kunne jeg hurtigt komme til at savne alt det gode derude. Og tænke på, hvor godt jeg egentlig har det.

Er der ikke lige én, der gider råbe "Møgforkælede snotunge" til mig?

4 kommentarer:

  1. Ahr, det vil jeg ikke råbe. Men jeg vil gerne råbe "dejlig eftertænksom Mor!"

    SvarSlet
  2. Jooo! JEG vil gerne, for lige præcis det der med at rumme alt ved dem er også en ting, jeg øver mig kraftigt på! Så kan du til gengæld råwe det efter mig ;)Stakkels, små mennesker, altså... Bare fordi de er den første. Man er jo allerede bedre til det med nr to. Og jeg slår mig selv oven i hovedet med det 100 gange om dagen, for der ryger sku nogle finker af fadet her og der. Svært. Virkelig svært. Men måske, hvis vi alle kunne erkende, også over for hinanden, at sådan er det, og det er pissetræls til tider. Men heldigvis er det mest dejligt. :)

    SvarSlet
  3. Uhhhh den var slem at sluge, men hvor har du ret. Jeg vil også øve mig endnu mere fra i dag af(bukker hovedet i skam over alle de morgener, hvor jeg ofte har sagt til børnene, om de ikke lige bare kan være glade. Nu. Og fordi at jeg er det. Jeg vil også ha' et sureskab. ;o) Anette

    SvarSlet
  4. Jeg synes du skal fortælle Anton om sureskabet, måske har han brug for sådan et. Det tror jeg han ville synes virkelig godt om.

    Hvis der var én ting jeg ikke lærte som barn, så var det at alle følelser er ok. Og det vil jeg så gerne lære mit barn. Så selv om det er møgirriterende, så fortæller jeg ham, at han godt må være sur og at jeg godt kan forstå, når han er vred, for den forståelse ville jeg så gerne selv have fået da jeg var barn. For en anden ting jeg lærte langt senere - og det tog en del udvikling, smerte og selvindsigt, så er det at når følelser accepteres, så bliver de dumme mindre og de gode større.

    Derfor er sureskabet genialt...

    Glæder mig til at se dig i morgen:)

    SvarSlet