I lørdags skulle vi til 30-års festEN. Alle vores venner og dem som vi kender skulle med, og der var fadølsanlæg og gin og taler og champagne og dans og jam og jeg skal eddermug'me komme efter dig. Jeg havde glædet mig helt vanvittigt til at lege ung og uansvarlig for bare en enkelt aften. Men. Otto havde allerede fredag aften feber og var klattet og pjevset. Ingen af os turde sige det højt, men vi vidste nok godt, at han ikke ville være rask til lørdag. Og ganske rigtigt. Efter en helt syg nat vågnede han lørdag morgen med feber og hoste og snot-snegle kravlende ud af næsen. Jeg var tudefærdig. Og her er det så, at man skal træffe det "rigtige" valg...?
Min far og hans kæreste skulle have begge drenge med hjem natten over, og de har bare styr på det der pis med de børn. Alligevel voksede knuden i min mave i løbet af dagen, for en god mor kan da ikke tage til fest og drikke sig fuld, mens hendes baby er syg?! Sagde englen på min højre skulder.
På min venstre sad til gengæld den fandenivoldske festabe og råbte "Tag nu afsted, giv den gas og giv slip. Han er jo syg uanset om du er der eller ej!" Og jeg lyttede for en gangs skyld til den djævelske dame.
Festen var fantastisk. Morten og jeg var unge og smukke og kyssede og dansede, og det var så skønt at se alle dem, som man bare ikke ser, når man er begravet i bleer. Men. Halv tolv får vi en besked om at han altså stadig ikke sover. Han er ked af det. Har 40 i feber. Og vil bare gerne have sin moar.
Og lige dér, der går man i stykker. Man bliver revet midt over, og den højre halvdel løber hjem til sin baby og kysser og undskylder at man da nogensinde kunne finde på at forlade den. Og den venstre halvdel bliver tilbage og hopper ind i bedstevenindens 30. år og holder den velforberedte tale og danser og drikker og stoler på at det nok skal gå.
Jeg lavede dog et kompromis med mine to sider af mig selv, og aftalte med min far, at jeg tog en taxa hjem til ham, når jeg havde fået holdt min tale. Det var så svært at tage afsted fra mit ungdomsliv, men det var så rigtigt at sove tæt med feber-baby, som blev helt rolig da han duftede mig (inde bag sprut- og røg-lugten!!)
Det bliver aldrig helt let for mig, det der med at give afkald på noget af Mig til fordel for Mor, men Englen og Djævlen er heldigvis begge to meget insisterende, så mon ikke der bliver plads til lidt af hvert?
Arh mand dilemma. Jeg ville ha gjort det samme som dig. Helt klart. Vi bliver aldrig perfekte, og helt ærligt, den tid man er væk giver dem ingensomhelst traumer. Vi tog på bryllupsnat, da Kasper var 3 mdr. selvom sundhedsplejersken sagde at dét ville Kasper ikke kunne li. He.
SvarSletKæmpe dilemma. Og jeg havde også gjort netop det samme som dig - man skal have lov til at være sig selv engang i mellem, uden at være mor hele tiden. Også selvom ungerne er syge...
SvarSletNu håber jeg snart I slipper fri af sygdoms-søvnløsheds-boblen, og kan se lidt fremad mod foråret - det håber jeg i hvert fald selv på.
Puh, et dilemma. Jeg havde valgt at blive hjemme med masser af tanker om "jeg kunne godt være taget afsted." Men hvis det inderste inderste mig kunne vælge, havde jeg valgt det samme som dig. Og så havde jeg nydt det helt vildt, mens jeg var afsted :-)
SvarSletPolka
Du gjorde det helt rigtige, er jeg overbevist om.
SvarSletKh
Lykke
Pyha. Dilemma. Og typisk, at de små lige netop ved, hvornår de skal time sygdom ;-) Synes, det er cool, at du godt 'turde' tage af sted, for du vidste jo, at mindsten var i gode hænder. Det var jo ikke som om, han blev efterladt alene med en pakke tændstikker og en stak aviser :-)
SvarSletFedt, at I havde en god fest (så længe den varede). Og fedt, at Englen og Djævelen trods alt kan forenes i ny og næ.
Tænker også dilemma - men så alligevel ikke helt!
SvarSletDu virker faktisk ret overbevisende i dit valg - og derfor er jeg ikke i tvivl om at du har gjort det rigtige med både hjertet og hjernen - og både Englen og Djævlen kan leve med det...
Pyyh, den er så svær. Stod selv midti dilemmaet igår. Vi havde biografbilletter til Avatar og det var første gang i laaaaang tid vi skulle ud, sammen, Martin og jeg.
SvarSletOg julie havde feber og var pylret og småsløj. Vi tog afsted, men det var ikke uden en klump i hjertet. (kan man overhovedet sige det?)
Og hvor er det godt at både englen og djævlen har lige meget at skulle have sagt :)