Havehip

Min news feed på Facebook er i disse dage fyldt til randen med billeder af hjemmelavet hyldeblomstsaft. Bevares, det er da også virkelig lækkert, og ja, jeg har også selv været i gang. Men er det ikke lidt sjovt, at det med at være hjemmesyltende og delvist selvforsynende pludselig er the shit? Det er pludselig blevet supercool at sige, at man bare synes det er SÅ skønt med en køkkenhave. At der bare er noget livsbekræftende over at gulerødder og jordbær bare er LIGE UDEN FOR DØREN! Have er det nye statussymbol. Og bor man i byen, er det ingen hindring, for så kan man jo lave drivhus i vindueskarmen, gro græs på altanen og andre urban gardening tiltag.

Nu lyder det som om jeg kun har latter tilovers for fænomenet, men jeg er da mindst ligeså fanget selv. Jeg kan da godt lide at troppe op med en hjemmelavet crumble ("ja, vi havde lige lidt rabarber i haven, der skulle bruges"). Og jeg elsker at lege med og være sådan "Ja, det er bare SÅ fedt at have en have, hvor ungerne bare kan lege frit og man selv kan gå og nusse lidt". Men virkeligheden er, at jeg nok mest er med, fordi det er cool. Det er rigtigt, det er bonderøven, det er det nye. Virkeligheden er, at jeg ikke rigtig gider. Haven er dejlig, men jeg gider ikke rigtig luge eller så eller pille. Ikke sådan fra hjertet. Ungerne gider for det meste også kun være der, hvis de må få deres inde-legetøj med ud. Eller sådan er det i hvert fald nu. Jeg drømmer jo om, at mine bybørn også bliver have- og naturbørn og bare helt af sig selv bygger en hule i træet og tigger om at få deres egen ærteplante. Ligesom jeg selv håber at kunne mærke det meditative i at luge. Måske en skønne dag, hvor man ikke bliver afbrudt hvert femte minut af en der enten skal ammes, trøstes eller tørres bagi...