Mandeløs

Så skal vi til det igen, solo-showet. Musiker-Morten skal på tour i 17, jeg gentager SYTTEN dage. Jeg? Jeg dør jo nok. Ej, heldigvis er drengene ikke så små længere. Faktisk er den ene præcis en måned fra at være 3, og den anden er præcis en dag fra at være 16 måneder. (Havde i øvrigt rent svedt 16 mdr's hidsigheden ud, damn!) But still. Man vil jo nok alligevel gerne være sammen med sin mand om de børn, ikke? Specielt når det er psyko-koldt og de hver især skal iføres alverdens grej for overhovedet at kunne afleveres i vugger, når man selv synes at livet er en lille smule udfordrende for tiden (og man i øvrigt skal flytte nærmest oveni), og specielt når man synes de er noget så udfordrende og noget så bedårende på én gang. For ja, man vil gerne deles om natte- og morgenvagten (Otto vågner nemlig stadig 2-3 gange om natten, men står "til gengæld" op kl. 5.15) og ja, man vil gerne deles om bleerne, oprydningen og nedsmeltningen, men allermest vil man gerne deles om det gode. Når de leger så fint sammen, når de siger, gør og ligner det sødeste i verden. Så vil man gerne lige finde barnefaderens øjne, og smile det der indforståede blik, som siger: tænk, at vi har lavet dem. Det vil jeg nok savne allermest. (Ej ok. Næstefter at sove længe til kl. 7)