3. gang er lykkens?

Pyha, jeg skal jo lige i form, ikke? Sidder med en kop kaffe og chokoladen og tænker på den barsel, jeg har skrevet om her. Får helt ondt i maven over at den er slut. For den var sgu' hyggelig. Og TÆNK NU hvis det var den sidste? Man ved jo aldrig. Stod det til mig (og egentlig også min mand) skulle vi have én mere. Altså om ca. 7 år!! Men tænk hvis man pludselig får kolde fødder, trætte æggestokke eller bare nok? Åh, det klarer jeg ikke. For lige så kaotisk det er med to drenge med halvandet års mellemrum, ligeså fantastisk er det jo også. De har deres egne lege, allerede, og det bliver kun "værre". Værre, fordi de har mindre og mindre brug for mig. De har jo hinanden, og de står dælme sammen i tykt og tyndt. Skælder jeg den ene ud, får jeg skæld ud af den anden, og skælder den ene mig ud, hopper den anden med på den vogn. Gulp! Derfor er jeg jo nødt til at få en lillebitte baby på et tidspunkt, hvor de andre af sig selv løber ud og leger og bare overhovedet ikke gider kysse, men kun gider skyde én. Så skal jeg have en lille baby, som er livsens afhængig af mig, og som skal opdrages til at have den sygeste moderbinding. God plan, ik?

Mandeløs

Så skal vi til det igen, solo-showet. Musiker-Morten skal på tour i 17, jeg gentager SYTTEN dage. Jeg? Jeg dør jo nok. Ej, heldigvis er drengene ikke så små længere. Faktisk er den ene præcis en måned fra at være 3, og den anden er præcis en dag fra at være 16 måneder. (Havde i øvrigt rent svedt 16 mdr's hidsigheden ud, damn!) But still. Man vil jo nok alligevel gerne være sammen med sin mand om de børn, ikke? Specielt når det er psyko-koldt og de hver især skal iføres alverdens grej for overhovedet at kunne afleveres i vugger, når man selv synes at livet er en lille smule udfordrende for tiden (og man i øvrigt skal flytte nærmest oveni), og specielt når man synes de er noget så udfordrende og noget så bedårende på én gang. For ja, man vil gerne deles om natte- og morgenvagten (Otto vågner nemlig stadig 2-3 gange om natten, men står "til gengæld" op kl. 5.15) og ja, man vil gerne deles om bleerne, oprydningen og nedsmeltningen, men allermest vil man gerne deles om det gode. Når de leger så fint sammen, når de siger, gør og ligner det sødeste i verden. Så vil man gerne lige finde barnefaderens øjne, og smile det der indforståede blik, som siger: tænk, at vi har lavet dem. Det vil jeg nok savne allermest. (Ej ok. Næstefter at sove længe til kl. 7)

Her har I mig tilbage

Uha. Det er 4 måneder siden, jeg sidst har skrevet. Det må vist siges at være slow-blogging. Jeg har gået og simret i de sidste par uger, og har nu besluttet mig for at åbne låget igen ind til denne lillebitte blog, som egentlig var en barselsblog. For mig og for dem, der pludselig kom til at læse med. Nu har den stået helt stille lige siden lille Otto startede i vuggestue, og jeg selv startede i - nå ja, lediggang. Fuck mand, et mærkeligt efterår. Masser af vidunderlige hverdage, men mindst ligeså mange underlige (og hektiske og grå). En enkelt identitetskrise (min), et karrierespring min mands), en flytning (om lidt, til Århus, os alle) og to brødre, som nogle dage er Løvehjerte og andre dage Weasley-twins. Lige nu er jeg "alene" hjemme, drengene sover og jeg bevæger mig altså med listefødder ud i mor-bloggeriets vidunderlige afkroge igen. Har sgu savnet dem! Der er forresten nok ingen læsere tilbage, men hvis der er, vil jeg bare sig hej og tak fordi I er her...