Flyttet - igen

Hvem der bare havde blogget hver eneste dag de sidste 6 år. Havde jeg gjort det, ville jeg vide lidt mere om mit liv. Jeg kan ærligt talt ikke huske noget som helst! Når jeg læser tilbage på bloggen her, kommer der glimt af hverdagssituationer, som ellers ville være forsvundet. De dukker frem og minder mig om, at de tre børn, der nu ligger i mit hus og sover, alle har været småbitte nyfødte, bløde gæslinger, som jeg har født, ammet og gået lange barselsture i barnevognen med. Nu er de 5 1/2, snart 4 og snart 1 1/2. Den ældste er så lang og tynd og skarp på alle måder, den mellemste stadig blød og nuttet, men også veltalende, deltagende og selvstændig. Den yngste er selvfølgelig stadig lille, men også så småt på vej ud i sin egen verden. Vi har flyttet 5 gange de sidste 6 år, og jeg føler at vi har efterladt rigtig mange minder de steder, vi har forladt. Jeg kan ærligt talt ikke huske, at vi har boet alle de steder. Hvordan var det at komme hjem fra hospitalet til den lille lejlighed på 3. sal på Amager med vores førstefødte? Hvordan var formiddagslyset, når jeg sad og ammede og var ved at falde om af træthed? Hvordan var ruten til vuggestuen, pizzariaet, legepladsen? Pas. Jeg kan ikke mærke det. Men på bloggen her, som jo nu har været halvdød længe og heldød i snart et år, står der lidt om det hele. De små stunder af guld, og de lange nætter ad helvedes til.
Nu er vi flyttet igen. Og jeg har brug for at skrive. Og brug for at blive. Jeg har lyst til at plante et kirsebærtræ her, som kan vokse i takt med børnene, sætte små streger på en væg, hvor man kan se, hvor hurtigt de rent faktisk vokser. Jeg har lyst til at skabe minder her for os alle i mange år. Et barndomshjem, som de vil kunne huske altid.
Vi er flyttet fra den fineste lille hule-lejlighed i det dejligste område i Aarhus til et vidunderligt skovhus ca. 20 min. fra hvor vi før boede. Og det er fantastisk. Det var med lidt vemod, at vi tog afsked med bylivet, men egentlig var det kun tanken om byliv, som vi ville savne. For vi lever ikke det liv længere. Vi lever familielivet. Og her i vores Skovly er der plads til os. Skoven, haven, huset - det er sgu' lige os!
Og jeg kan cykle på arbejde. Og der er heste lige uden for vores vinduer. Og idyllen er næsten ikke til at rumme lige nu - men vi klarer den;-)
Hej igen blog, jeg håber jeg vender tilbage igen snart!

Genstart?

Så er den gal igen. Skriveblokering, forsømmelse, dårlig samvittighed und so weiter. Ih. Ej, ikke dårlig samvittighed faktisk. Mere bare sådan ærgelse over at jeg ikke får det gjort. Blogget, altså. For det er så fin en måde at få gjort noget. Formuleret og fastholdt lidt af den grød, som bløpper rundt inde i den barslendes hovede.
Men ærlig talt, ik? Så kan jeg sgu ikke finde på mere at skrive om. Jeg er færdig med at være hende på barsel. "Åh, jeg er træt, mine unger sover ikke om natten, vildt meget vasketøj og havregrød i håret." Det indlæg har jeg jo skrevet tyve gange før. Men det er sådan set det, der er. Lige nu, i hvert fald. Sigurd starter i vuggestue om to måneder, og så gik denne min sidste barsel. Endnu engang inden jeg synes, den nåede at starte - sådan rigtigt. And then what? Jeg er begyndt at lure lidt på jobsiderne. Men efter snart otte måneder som omvandrende måltid, sosu-assistent og dagplejemor, er der sgu ikke mange akademiske tanker tilbage. Jeg aaaaaner ikke hvad jeg skal, kan eller vil. Og der er i øvrigt heller ingen jobs at få. Drømme? Dem er der heller ikke så mange af lige nu. Det handler om at få en ansættelse, at komme i gang, at yde noget. Det er ikke lige nu, jeg skal starte min egen bogcafé eller være freelancer eller uddanne mig til kok - bare sådan for sjov. Vi skal have en fast indkomst til alle de der regninger. Bilen skal på værksted, ungerne skal snart have nye flyverdragter og alt det der. Jeeeeeessus, hvornår endte man der? Lad mig nu skide det hele et stykke, rejse lidt rundt i Ecuador - bare for sjov. Tage et motocykelkørekort, bare for at prøve det. Ikke altid prioritere, overveje, planlægge. Grrr.
Hvilken frejdig måde at genstarte bloggen, n'est-pas? Givetvis et grelt tilfælde af post-ferie blues. Ferien var nemlig ret så fucking fantastisk, forresten. Hverdagen lige nu? Not so much. Men lige nu skinner solen, så jeg iler ud i byen og køber mig en kaffe og snuser lidt til alle de andre mennesker.

At danse fint med sig selv.

Alenetid. Ambivalens, savn, lykke og væren-i-nuet. Når man konstant er omgivet af tre rollinger, og der på en gennemsnitlig dag er ro i sammenlagt et halvt minut, kan det være helt overvældende at være alene. I lørdags sad jeg på færgen fra Aarhus til Sjællands Odde, kun med mine tanker. Ingen stimulanser, udover den dårlige kaffe. Jeg blev helt overmandet af tanker. På vej mod Roskilde Festival, mine dejlige søskende og ditto venner, frihed, ungdom, musik - på vej væk fra tre fantastiske børn (mine) og en fantastisk mand (også min). Tænk sig, jeg har sgu' det hele! Da jeg skulle ud af døren i min 'nye', røde genbrugs-kjole, og havde fortalt drengene at jeg skulle til koncert, så Otto på mig og sagde med sin lille muse-stemme "Så skal du danse fint med dig selv." Og det gjorde jeg.

I tasken havde jeg smøger og brystpumpe, og var klar til at omstille mig til den slags dag, der findes så få af i et fortravlet børnefamilieliv. Sådan en, hvor jeg bare skulle være, nyde og indtage. Og det var fænomenalt. Solen brød frem, mens jeg sad sammen med hele flokken over fadøllerne. Musikken var fantastisk. Jeg malkede ud på et klamt toilet under hip-hop koncert, blev blæst væk af 62-årigt sexsymbol (Bossen over dem alle), krammede med fremmede mænd, spiste flæskestegssandwich ved midnatstid og nåede lige akkurat toget hjem med spændte babser. Hjem til en Sigurd, som absolut ikke havde været tilfreds med, at hans mor havde forladt ham - havde ikke rigtig spist noget, og været brokken hele dagen. Heldigvis havde min søde mand ikke fortalt mig det, så ingen dårlig samvittighed til mig - ikke før jeg kom hjem i hvert fald, og Sigurd overfaldt mine bryster, som om han aldrig ville give slip igen. Dagen i går blev tilbragt i sommerhuset med is, tømmermænd og badende børn. Der er fyldt godt og grundigt op på overskudskontoen. Utrolig hvad en enkelt dans ude i verden kan gøre.

Havehip

Min news feed på Facebook er i disse dage fyldt til randen med billeder af hjemmelavet hyldeblomstsaft. Bevares, det er da også virkelig lækkert, og ja, jeg har også selv været i gang. Men er det ikke lidt sjovt, at det med at være hjemmesyltende og delvist selvforsynende pludselig er the shit? Det er pludselig blevet supercool at sige, at man bare synes det er SÅ skønt med en køkkenhave. At der bare er noget livsbekræftende over at gulerødder og jordbær bare er LIGE UDEN FOR DØREN! Have er det nye statussymbol. Og bor man i byen, er det ingen hindring, for så kan man jo lave drivhus i vindueskarmen, gro græs på altanen og andre urban gardening tiltag.

Nu lyder det som om jeg kun har latter tilovers for fænomenet, men jeg er da mindst ligeså fanget selv. Jeg kan da godt lide at troppe op med en hjemmelavet crumble ("ja, vi havde lige lidt rabarber i haven, der skulle bruges"). Og jeg elsker at lege med og være sådan "Ja, det er bare SÅ fedt at have en have, hvor ungerne bare kan lege frit og man selv kan gå og nusse lidt". Men virkeligheden er, at jeg nok mest er med, fordi det er cool. Det er rigtigt, det er bonderøven, det er det nye. Virkeligheden er, at jeg ikke rigtig gider. Haven er dejlig, men jeg gider ikke rigtig luge eller så eller pille. Ikke sådan fra hjertet. Ungerne gider for det meste også kun være der, hvis de må få deres inde-legetøj med ud. Eller sådan er det i hvert fald nu. Jeg drømmer jo om, at mine bybørn også bliver have- og naturbørn og bare helt af sig selv bygger en hule i træet og tigger om at få deres egen ærteplante. Ligesom jeg selv håber at kunne mærke det meditative i at luge. Måske en skønne dag, hvor man ikke bliver afbrudt hvert femte minut af en der enten skal ammes, trøstes eller tørres bagi...

Kære Guder

Jeg vil til Sydfrankrig. Eller Norditalien. Eller bare et sted hvor man ikke skal gå rundt i uldtrøjer og regntøj i freakin' juni. Og sikkert også juli. Der hvor vi har ferie, lige præcis. Ja undskyld min vejrpessimisme, men jeg snart ikke mere faith in the Gods of Weather.
Nå, men vi kom i gennem weekenden med nød og næppe, lidt Sankt Hans-druk med gode venner og hjælp fra bedsteforældrene. Nu er det så Sigurd der er syg. Vi kører altså på tredje uge med syge børn - et af gangen. Og så vil vi gerne fredes af the Gods of Diseases. Tak.

Hangover

Åh jøsses, havde jo glemt hvordan tømmermændene føltes. Altså dem, der kommer efter en nat med babyfest og dansen rundt med skrigende baby på armen 1-2 gange i timen. Det gik lige sådan ok med de nætter, indtil nu. Nu er der satme fest. Sigurd fylder 6 måneder om en uge, og måske tager han bare forskud på festlighederne. Svimmelhed, kvalme, hovedpine og en absurd trang til kanelsnegle, det er baby-tømmermænd, når de er bedst.
Min kære husbond vandt lodtrækningen og fik lov at tage til voksenfest i børnehaven i går. Han kæmper til gengæld nu med både baby- og øltømmermænd og der findes absolut ingen kære mor her på matriklen.
Otto er til fødselsdag hos sin kæreste, Anton har også legedate om lidt, og så skal mor her pleje sine tømmermænd med føromtalte kage og liggen på langs. Vi skal jo være friske til den årlige bålfest i silende regn - og i aften er det mig der drikker!

Som de andre gør

Nogle gange kan det være svært at lukke af for Das Leben Der Anderen. Alle de andre, hvis liv man får indblik i i glimt. Man tror, at dem med blommetræet i haven altid har solskinsvejr og blommer på træet, og at dem med den mand, der overrasker med blomster, aldrig har noget at sige undskyld for. Men man tager jo nok fejl. Alle har konflikter med deres børn over spisebordet engang imellem, uanset om det er fra IKEA eller Bolia. Alle har unger, der ikke gider det, man selv lige synes, de skal, selv om de har lavet hyldeblomstsaften selv. Og hører man historien om, at børnene da selv var med til at plukke hylden og lave saften, er det som oftest ensbetydende med de klassiske 5-10 mins entusiasme omkring projektet, og de resterende timers arbejde og oprydning by Mutti.
Jeg øver mig i at kigge på mit eget lille liv uden at have de andres som målestok. For der er altid et eller andet med målestoksforholdene som er forvrængede, og det er jo aldrig hele siden man ser.