Åh altså, hvor jeg dog føler mig som en stor fed kliché. Men lige nu er jeg sgu' lidt stresset. Sådan godt og grundigt hverdagsstresset. Hvor nogle dage er en endeløs række af praktiske gøremål, som man henholdsvis stresser over at udføre og stresser over ikke at få udført.
Zræk vejret dzyyyybt og find dit zzenter. Men nogle gange kværner det hele sgu bare lidt rundt. Morgenlorteble, havregrød i hele køkkenet, hov fuck, madpakkerne, hvor fanden er gummistøvlerne, damn min cykel er flad, "arbejde", søge jobs, møde, hvor man skal vise chefen hvor dygtig man er, pis, blødt i gennem, besked fra Morten "bliver forsinket - sorry", gå tidligt, hente børn, få en stak sedler med hjem om ferie, informationsmøde, forældrearrangement, husk at ring til svigermor angående de der altankasser, vi skal huske at have byttet Ottos sandaler inden i morgen, nu har vi igen spist uøkologisk skodpizza til aftensmad, håber Morten når at komme hjem inden jeg skal til møde i aften, ej hvor er det længe siden, vi har været ude at spise, åh nej nu nåede vi igen ikke at få set dem og dem, mens de var i byen, ring til storebror, som føler sig lidt overset, vi SKAL have rengøringshjælp, hvad er det for noget udslet Anton har fået på armen, hvorfor er det kun mig, der ser vasketøjskurven bugne, øv når ikke til yoga i aften igen, appelsinhud, skal fandme også snart have bestilt tid til den frisør, den stak bøger der ligger på mit bord bliver jo aldrig læst, skulle jeg ikke også snart set at få skrevet den bog eller lavet det firma eller på anden vis realisere + udfordre mig selv lidt mere fagligt, damn, så gik der igen en uge mellem sex'en, nu er ungerne puttet og jeg orker intet. Nogen der kender fornemmelsen?Heldigvis gav min søde mand mig i går en for tidlig Mors Dags gave. En kuvert med et smukt billede af mine børn, en stak $ til at shoppe igennem for, og meddelelsen om at han tager begge børn med til Skørping hele dagen i dag for at besøge fætter & onkel. Så farvel, jeg skal ud i solen og shoppe mig til lidt zen...
