Kærlighed

Til alle jer, der er gravide med nummer to og med angstens sved læser med på min og andre tobørnsmødres blog og tænker "Hvad fanden har vi gang i, det ender i ragnarok?":

Lige pludselig en dag, så er de sådan her:

Og det er det hele værd!

Tur-retur

Vel hjemme efter Københavner-tur, kan jeg hermed konstatere, at det var den bedste beslutning nogensinde at flytte tilbage til Århus (altså, ligeså god, som den vi traf da vi flyttede til København fra Århus for 6 år siden, unge og eventyrlystne). Det var skønt at se de skønne mennesker, jeg har efterladt derovre, igen. Virkelig. Men jeg savner ikke linje 5A. Eller trafikken. Eller de stressede mennesker, eller de smarte hatte på Nørrebro. Heller ikke afstandene og da slet ikke Nørreport station. Jeg er og bliver sgu' et provinsrøvhul!

Det var dejligt at savne drengene. Savnet efterlader altid et knivskarpt billede af, hvor vigtige de er, og hvor lykkelige de gør mig. Når jeg tager væk fra dem, tager jeg altid en snor med mig bundet fra min hånd til deres små buttede, og den kan ikke holde til at blive strukket alt for hårdt, så skal jeg hjem og være sammen med dem igen. MMmh, aaaaahhhh, hjem.

As good as it gets...

Sidder i toget på vej mod ego-tur til København på vej væk fra dejlige drenge, som bliver hårdt savnede. Men jeg har Ritter Sport, sort kaffe og Steffen Brandt i Ud & Se. Og gode og spændende planer med gode og spændende mennesker, plus sjove lektier med i tasken. Så bliver lykken vel ikke meget mere fuldendt?

En kamp ad gangen

Sportsfolk siger altid, når spurgt om taktik i en eller anden turnering; "Vi tager en kamp ad gangen". Håndbold-mændene talte også meget om at det var "dagsformen", der afgjorde udfaldet. Begge strategier kan overføres til weekend med små børn. Lørdag startede helt skæv og forblev sådan. Sure børn, ditte forældre, møgvejr, børn der sked i bukserne, faldt i vandpytter, kage, der mislykkedes og voksen, der blødte i gennem. Øv. Vi kom aldrig rigtig ind i kampen, før dagen sluttede.

Søndag var formen helt anderledes. Vi havde gode ben fra start og fik det rigtige ud af sengen, allesammen. Fantastisk forårsagtig tur i fantastiske Botanisk Have, vellykket teatertur med stor glad dreng, brødre med overskud og masser af fis og ballade uden brok og bare en helt i gennem dejlig spaghetti med kødsovs og søndag. Ahh.

Forspil?

Er vi enige om at "Skal vi ikke bolle?" ikke tæller som forførelse? Og særligt ikke hvis replikken falder mens ungerne ligger i sengene og holder hinanden vågne, lejligheden ligner Roskilde Festival om søndagen, og hverken jeg eller manden har været i bad i noget, der ligner tre år??

Morgenstund...

Morgener. Hos os har de i de sidste halvandet år startede et par timer for tidligt. Otto er et udpræget A-menneske (om morgenen, om aftenen er han B!). De plejer at være ganske hyggelige, med stearinlys og havregrød, Postmand Per og fjol. Den gode stemning forsvinder dog ganske brat, i det øjeblik jeg eller faderen siger noget hen i retning af: "Så, nu skal vi lige have noget tøj på" eller "Vi skal snart afsted". Så bryder helvede løs og varer ca. en halv times tid. Anton forsøger på alle tænkelige måder at slippe udenom at komme i børnehave. Han har det så fint og rart dernede, men det glemmer han hver morgen. Han prøver forskellige taktikker, og det er helt tydeligt, at han har luret hvilke skyts, der skal i moderens retning og hvilke, der skal i faderens. Otto spæner rundt på væggene, mest fordi han ikke kan udstå at få tøj på. Så løber man efter og får hevet et enkelt stykke nattøj af ad gangen og til sidst kastet noget, der ligner tøj på den lille, tykke krop. Og så begynder kampen om flyverdragterne. Jeg er simpelthen begyndt at tage ørepropper i, for de hvin, de kan præstere, er den direkte vej til stress. Vel ude af døren, falder roen igen over dem og de smiler og griner hele vejen til institutionen. Og jeg er altid helt færdig efter slaget - og SÅ begynder dagen! Jezzz... Glæder mig til de har vænnet sig helt til alt det nye, og til flyverdragtsæsonen er slut, ikke mindst.

Pigebørn?

Når overskriften på en artikel, hvor dette billede optræder nedenunder, er "Fire piger sælger mode og kunst", må jeg råbe vagt i gevær. Altså, man er max. pige til man er 20, og derefter er man kvinde. Om jeg må be'. Ikke noget farligt ord, faktisk.