mandag den 20. juni 2011

Ny rede (igen)

Når man sådan bliver ved med at avle (uplanlagte) børn på bedste katolsk vis, må man jo medregne uforudsete flytninger af og til. Vi købte den lejlighed, vi bor i nu, med tanken om at her kunne vi da blive lææænge. Det kunne vi så ikke. For her er kun to værelser; et til drengene og et til os, og så selvfølgelig stue og alt det der. Og vigtigst af alt; vi bor på 2. sal med kun et frimærke til gård. Og det batter sgu' bare ikke rigtig, når man har to store drengebørn med ild i bagen. Derfor, mine damer og herrer, flytter vi da bare igen. For tredje gang på to år.
Men når man så sidder og snakker om "ih, det kunne da også være dejligt med den der have, og så kunne man bare åbne døren, ungerne kunne løbe ud og lege og flette blomsterkranse, mens man selv bare kunne sidde med sin kaffe og glo lykkeligt på dem", ja så finder man ud af, at man faktisk er røvfattig. I hvert fald hvis man skal tro huspriserne. Jeg mener, hvordan har alle andre børnefamilier råd til at bo i et hus til nærmest 3 millioner? Vi har ikke. Og vi skal denondelynemig ikke på landet. Eller endnu værre, i en forstad langt fra byen. Vi er begge afhængige af at være tæt på, ja faktisk midt i.
Stor var lykken jo derfor, da vi tilfældigvis faldt over drømmestedet. Lige ovre på den anden side af gaden. Og da dette kvarter er her, vi gerne vil dø (altså, når vi er gamle), er det jo pænt heldigt. 5 værelses andel, baghus, 2 etager, direkte udgang til have, terrasse, fælleshus med værksted, helt stille, sti direkte til Botanisk Have. Og ved I hvad? Det koster os ca. det samme!! Jamen, hvor heldig kan man være? Der er jo nok svamp og sådan noget i, men lige nu føler vi os pænt heldige! Vi skriver under i næste uge, (ja vi er sådan nogle typer, der ynder at købe først og SÅ sælge) og sælger jo så denne. Sig til, hvis nogen kender nogen!!!

7 kommentarer:

  1. Ej tillykke, tænk at være så heldig! Desværre er jeg ikke lige på vej til Aarhus, men håber I får den solgt :-)

    SvarSlet
  2. Ej men Astird, jeg har jo simpelthen lyst til at overtage dine boliger. Vi så din Amager-lejlighed og har en lille bitte smule fortrudt (jeg kører forbi hver eneste dag med et semi-bittert smit om munden) og nu har jeg jo nærmest lyst til at flytte til Aarhus. I er rimelig skrappe til at finde boliger i jeres familie! Kæmpestort tillykke med både baby og bolig ihvertfald - det er superdejligt at have dig tilbage på bloggen.

    SvarSlet
  3. Og der mangler selvfølgelig både et alle og så er det altså heller ikke med vilje, at du lige fik et nyt navn...Skulle måske lige hente en kop kaffe...Og passe mit arbejde.

    SvarSlet
  4. årh det lyder som det baghus jeg kunne kigge ud på, den gang jeg boede i Aarhus. Jeg vil så gerne have et baghus og er ved at overtale Hr. F til at det kan være en mulighed, selv om han er mere en parcelhus-kinda-guy. Tillykke med det1

    SvarSlet
  5. Hvor fantastisk!
    Tillykke!!

    SvarSlet
  6. Word! Bare det var os!

    I øvrigt bliver jeg en lille smule bange for dig, når jeg ser, hvor utroligt pænt og rent, du (tilsyneladende) bor.

    SvarSlet
  7. Tusind tak til jer alle:-) Sofie, du siger bare til;-) Carport: ja, og sådan ser her faktisk altid ud...(!!!!)

    SvarSlet