Han sover ikke endnu. To timer senere end han plejer at være væk, er han stadig vågen, den lille, store skat. Har lige siddet med ham, dynen, den uundværlige bamse og sutten og hørt ham fortælle alle de historier, han har inden i sig, og som bare måtte ud inden han kunne falde til ro. Han er blevet glad for at kysse igen, og jeg er lige ved at begynde at tude, hver gang han læner sin silkelæber hen mod mit ansigt og med sin store blå øjne kigger forventningsfuldt på mig. Nøj, det er det største man kan opleve. En lang dag med sygt barn er ved at være slut, og jeg vil egentlig gerne bare i seng. Kan ikke undgå at være lidt misundelig på Morten, som lige nu sikkert er ved at drikke sin første bajer og gøre klar til at gå på scenen. Lucky him, men også lucky mig, som fik lov at opleve Antons kærtegn. Det er ikke meget, jeg har nået idag, andet end at være der for min søn, holde om ham når han blev ked og utryg og hviske til ham, at det nok skal gå - det er jo i sig selv, indser jeg idet jeg ser det på skrift, vigtigt og smukt.