Dagens ret

Goddag og velkommen til mit månedlige statusindlæg! Sløjt står det til. Altså med bloggeriet, ikke med livet. Jeg synes bare, sjovt nok, at tiden går så ultra stærkt. Sigurd er allerede 3,5 måned. Jeg læser fast med hos søde Louise hos maminka, som lige nu går og venter bravt på sin tredje søns ankomst. Jeg har allerede glemt det, jo. Ventetiden, fødslen, ankomsten. Den første spæde tid, hvor alt var nyt og skrøbeligt. Nu er Sigurd tyk og glad og alle har glemt, at han ikke altid har været her. Selvfølgelig har vi da tre børn - alt andet virker helt forkert.

Jeg øver mig på at snuse den ind, hverdagen. Og tiden. Så man ikke glemmer at se den og kommer til at glæde sig alt for meget til dagen er slut, ungerne puttet, så man kan se fjernsyn, så man kan komme i seng, så det kan blive weekend, så det kan blive hverdag, så børnene kan blive store, så man kan blive gammel, så man kan dø. Hvad er det nu man skal nå? Jeg øver mig i at sætte slowmotion-funktionen til, så man når at opfange alle de små ord og følelser, der flyver igennem luften på sådan en halvgrå tirsdag. Karrieren og drukturene og rejserne og faldskærmsudspringene (som om) må vente. Lige nu er der små, tykke og absolut spiselige menneskebørn på menuen.

Slut

Jeg elsker det her. Mand og ældstebørn sendt afsted, mindstebarn puttet, kaffen varm og pålægschokolade på bollen. Ahhh. Det er noget med, at man skal nyde de små stunder af dejlighed, ikke? Og ikke tænke for meget på, at jeg fra nu og (forhåbentlig) resten af livet har tre børn, som alle skal have en lige stor portion kærlighed, opmærksomhed og nærhed. For når jeg tænker den tanke får jeg en lille smule klaus. Altså, ikke fordi jeg ikke elsker dem alle umådeligt højt, vel? Bare fordi, at det sgu' er lidt voldsom en tanke. Tre børn. Lige nu fylder de alt. Den ene spiser af mig, den anden kravler på mig og den trejde taler til mig ... konstant.

På den ene side glæder jeg mig helt vildt til Otto skal i børnehave om tre måneder. Til han smider bleen og sutten og leger med de store. På den samme side glæder jeg mig til Anton skal i skole og til han selv kan gå hjem til sine venner og spille guitar og fodbold og sådan. På den helt modsatte side er det jo helt vanvittigt at tænke på ... (indsæt selv den gamle vise om, hvor tiden dog går og ungerne flyver fra reden).

Vi har besluttet at Sigurd skal være den mindste og sidste i vores rede. En svær beslutning, en kæmpestor en. Aldrig mere gravid? Aldrig mere føde? Aldrig mere møde et nyt lille menneske, som man skal dele sit liv med? Øv, men nej tak. Vi skal videre i vores liv. Vi skal prøve næste fase sammen med vores drenge, den der findes efter bleerne og de søvnløse nætter. Den hvor vi alle fem kan opleve sammen, og hvor jeg kan skride fra det hele i en uge uden at nogen dør.

Jeg glæder mig. Men holder også krampagtigt fast i denne tid, hvor Sigurd stadig er helt blød og duftende , hvor Otto stadig snakker lidt vrøvlet og hvor Anton stadig stiller spørgsmål som "hvordan smiler babyer, egentlig?" og gerne vil kysse og kramme, uden at han synes, jeg er pinlig.

Tid

Jo længere tid man har været væk fra sin lille blog, jo sværere er det jo at vende tilbage. Jeg gør det igen og igen. Holder pause og får ikke lige skrevet, alt imens det der virkelige liv drøner derudaf - på en gang i slow motion med ekstra close up og samtidig med den fede finger på fast forward. Lillen, Sigurd, er to måneder om lidt. Min krop er kommet sig over graviditet og fødsel, det føles som om det var i en anden tidsalder, jeg var gravid. Nætterne er stadig aldeles fucked, men dagene dejlige. Anton er blevet så stor og fornuftig og følsom, Krudtuglen Otto starter i børnehave om tre måneder og siger hele tiden sætninger, som man ikke kunne drømme om, han kunne sige og finder konstant på nye gøglernumre. Manden er startet på pladeindspilning i København, hvilket involverer to-tre dage om ugen med solo-morskab - og masser af mormor-love, heldigvis. Der er vintergækker og erantis overalt i vores lille byhave. Jeg længes efter den nyfødte baby, den forskræmte fugleunge som kun kunne ligge helt tæt og trygt ved mig. Ham som allerede nu smiler skævt ud gennem de runde kinder, og er på vej ud i verden. Jeg glæder mig over mine store drenge, som elsker hinanden overalt på jorden og leger sammen uafbrudt. De taler så pænt til hinanden og løser efterhånden de fleste konflikter selv. Endelig indkasserer vi bonussen ved at der kun er halvandet år i mellem dem - det var sgu' en benhård og dristig investering, men det giver tifold igen nu - snart tre år efter!

Vi er gode til at være forældre sammen. Vi er pisseseje i modvind og søvnunderskud, og gode til at nyde lykken på solskinssøndag på legeplads med glade børn og god kaffe. Vi skændes over rod og rengøring, men ved at det ikke stikker så dybt. Vi har været sammen i ti år til sommer. Vi var tyve, da vi mødte hinanden, og tror nok stadig at vi er så unge, selv om vi har Volkswagen, lejlighed, børneflok, vielsesringe og gæld sammen. Jeg håber vi altid vil være tyve sammen.

Jeg drømmer om en tur til Bali eller USA eller bare Lalandia. Et kolonihavehus engang? Et job, som gør at man kan rejse til Zanzibar engang i mellem, bare for at skrive og dykke, og et krydderurtebed i haven, så man altid har persille. Tror jeg starter med det sidste, det virker mest realistisk lige nu. Det andet skal jeg nok nå.

Ilddåb i stikordsform

Her køres på de absolut sidste dråber af reservedunken. Tre døgns alenemor med tre små drenge. To af dem skiftevisi syge, en af dem i en art søvnstrejke, et vigtigt møde, hvor sidstnævnte og sidstfødte måtte medbringes og tilfældigvis ikke sov undervejs, nætter som er helt til grin og bedsteforældre som alle usandsynligvis er bortrejste på samme tid, netop som Manden skulle starte på arbejde - tre dage i Berlin. Så har man da prøvet det. Og, hvis jeg selv skal sige det, bestået til UG. Fra nu af bliver det der trebørns-show da a walk in the park!


- Posted using BlogPress from my iPhone

Overlevelse

Sådan en dag ovenpå sådan en nat, I ved. For satan, hvor det barn dog sover elendigt. Absolut ikke hans stærke side. Sløret syn, hovedpine og flossede nerver, alt for meget kaffe. Trætte storebrødre, overtræt mor som tager dem med på tur i Storcenteret fra Helvede, for at købe fødselsdagsgave til far. Hyggeligt nok, indtil den ene bryder sammen i Fætter BR og den anden i Rasmus Klump legeland. Mægtigt. Hjem til aftensmad og tigerspringsbaby, som kun vil sidde tapet til min krop. Det er en af de dage hvor man glæder sig en lille smule, til yngel er puttet, så man selv kan splatte ud. Det skal blive godt med en god nats søvn - nåh nej. - Posted using BlogPress from my iPhone

Sandhed + konsekvens

Nåja, sådan er det jo så ikke hele tiden, vel? Det er også psykolatterligeskod-nætter med tre børn vågne på skift. Morgener med brok og hylen og fedtet hår og sure miner. Aflevering med gråd og dårlig samvittighed. Kold kaffe og hovedpine og en gåtur, hvor man hele tiden får håret i øjnene og babyen skriger, så snart man står stille i et sekund for at pille hår ud af øjnene. En babyalarm, der ikke virker og mere dårlig samvittighed, en mand der lige om lidt starter på sin hverdag, som indebærer mange ture til København. Tøj, der sidder helt skævt og maveskind som ligner et bombekrater og en muggen ost i køleskabet. Oh well, i det mindste er vi alle sunde og raske (jinx).

Barsel holder!

Selv om nattesøvnen ved Gud har set bedre tider, er det jo helt vidunderligt det der med at være på barsel. Særligt når ens mand også er hjemme og en storartet hyggefis ligesom en selv. Aldrig har jeg drukket så meget kaffe og gået så smukke ture, og dagene går med at tude lidt af lykke ned i håret på det yndige barn, som er roligheden selv (so far, I know). Hente store børn og nyde den slags kaos, der findes mellem 15.30 og 20, og derefter splatte ud over sofaen med mindsteklump på maven og se gode amerikanske serier. Serier er i øvrigt den nye film. Genialt, når man ikke kan holde sig vågen i længere tid end 1 time. Lige nu er vi i gang med Six Feet Under - noget så sexet som en dramaserie om en amerikansk bedemandsfamilie. Okay, den er bedre end man tror, promise!

Indtil videre er det fantastisk at være på barsel - jeg har jo også en vis erfaring med det efterhånden. Er det mon noget, man kan tjene penge på?