Mama Med Mere

Overlevelse

2012-01-31T18:50:00.001+01:00

Sådan en dag ovenpå sådan en nat, I ved. For satan, hvor det barn dog sover elendigt. Absolut ikke hans stærke side. Sløret syn, hovedpine og flossede nerver, alt for meget kaffe. Trætte storebrødre, overtræt mor som tager dem med på tur i Storcenteret fra Helvede, for at købe fødselsdagsgave til far. Hyggeligt nok, indtil den ene bryder sammen i Fætter BR og den anden i Rasmus Klump legeland. Mægtigt. Hjem til aftensmad og tigerspringsbaby, som kun vil sidde tapet til min krop. Det er en af de dage hvor man glæder sig en lille smule, til yngel er puttet, så man selv kan splatte ud. Det skal blive godt med en god nats søvn - nåh nej.- Posted using BlogPress from my iPhone

Sandhed + konsekvens

2012-01-26T10:45:00.003+01:00

Nåja, sådan er det jo så ikke hele tiden, vel? Det er også psykolatterligeskod-nætter med tre børn vågne på skift. Morgener med brok og hylen og fedtet hår og sure miner. Aflevering med gråd og dårlig samvittighed. Kold kaffe og hovedpine og en gåtur, hvor man hele tiden får håret i øjnene og babyen skriger, så snart man står stille i et sekund for at pille hår ud af øjnene. En babyalarm, der ikke virker og mere dårlig samvittighed, en mand der lige om lidt starter på sin hverdag, som indebærer mange ture til København. Tøj, der sidder helt skævt og maveskind som ligner et bombekrater og en muggen ost i køleskabet. Oh well, i det mindste er vi alle sunde og raske (jinx).

Barsel holder!

2012-01-18T13:07:00.004+01:00

Selv om nattesøvnen ved Gud har set bedre tider, er det jo helt vidunderligt det der med at være på barsel. Særligt når ens mand også er hjemme og en storartet hyggefis ligesom en selv. Aldrig har jeg drukket så meget kaffe og gået så smukke ture, og dagene går med at tude lidt af lykke ned i håret på det yndige barn, som er roligheden selv (so far, I know). Hente store børn og nyde den slags kaos, der findes mellem 15.30 og 20, og derefter splatte ud over sofaen med mindsteklump på maven og se gode amerikanske serier. Serier er i øvrigt den nye film. Genialt, når man ikke kan holde sig vågen i længere tid end 1 time. Lige nu er vi i gang med Six Feet Under - noget så sexet som en dramaserie om en amerikansk bedemandsfamilie. Okay, den er bedre end man tror, promise!

Indtil videre er det fantastisk at være på barsel - jeg har jo også en vis erfaring med det efterhånden. Er det mon noget, man kan tjene penge på?

Ka' selv

2012-01-15T19:30:00.001+01:00

Jeg har tit i al hemmelighed betragtet mig selv som værende den bedste forælder. Den som hele tiden lige har været på forkant med børnenes behov, den som bedst ved hvordan man taler pædagogisk korrekt og den som husker alle detaljerne lige fra d-dråber og forældremøder til alderssvarende stimulans og ormekur. Jeg blev klogere. Nød lærer kontrolfreak at back'e off. De sidste par måneder af min graviditet var der gang i hornmonerne og lavt energiniveau. Jeg splattede mest bare ud på sofaen og hidsede mig meget let op. Dog kun til at kommandere rundt med de andre og kommentere på Mortens måde at lave havregrød eller smøre madpakker på. Meget irriterende opførsel. Morten var solo forælder for drengene og det gik langsomt op for mig, at når jeg blandede mig udenom og lod ham komme til og klare skærene og hverdagen på sin måde, gik det så fint. Ingen konflikter, ingen anfald af nogen art og sørme om børnene ikke havde rent tøj og tænder alligevel. Han havde endelig fået lov til at vise hvor sej, rolig og enormt kærlig og overskudsagtig en far han i virkeligheden er. Og han er kun blevet sejere efter Sigurd er kommet. Tænk, hvis jeg bare havde vidst det fra start. Så havde jeg ikke behøvet at tro at jeg skulle vide og huske det hele;-)- Posted using BlogPress from my iPhone

Skyggearbejde - moi?

2012-01-12T09:12:00.003+01:00

Har hørt, at der er noget der hedder skyggearbejde. Noget med at man skal hive de mindre flatterende sider af sig selv, dem man er flov over, frem i lyset og se dem i øjnene. Det samme gælder i mor/barn-relationen, vist nok. For nogle af de sider, som irriterer mig allermest ved mig selv, dem har Anton arvet. Direkte overførsel. Og så er de jo ligesom rimelig meget in your face, de der karaktertræk. Otto har så arvet skyggerne fra sin far. Og nu er det sjovt nok sådan, at jeg kan blive hysterisk irriteret på Anton når han spiller et af kortene fra den bunke (og det samme gælder Morten/Otto-relationen).

Jeg har SÅ svært ved at rumme, når han hyler over (for mig at se) ingenting/at hans Lynet McQueen er blevet væk (for at blive fundet fem minutter efter). Jeg har SERIØST svært ved at rumme, når han og hans følsomme gemyt har brug for hjælp til at få den fred og ro, han trænger til og ikke bare kan være glad og social og ligetil, som sin lillebror. (Undlader her at nævne at jeg ligeså ofte som ham får hystadeflip og smækker døren ind til mit værelse fordi jeg "for helvede da lige har brug for fem minutter alene") Ved godt det er meget forbudt dette her, for det er ligesom det vigtigste man skal som forælder, nemlig at rumme sit barn med alle dets behov og særheder og hjælpe det til at tackle det svære osv. Nuvel. Det hjælper jo altid at bekende sine synder og få det ned på skrift, så nu går jeg ud fra, at det hele ordner sig selv... Det ser i hvert fald grimt ud på skrift, og er stærkt motiverende for mig og mit skyggearbejde.

Stolthed

2012-01-08T20:22:00.001+01:00

Gider ikke tage de sædvanlige forbehold med nemesis osv., vil bare have lov til at nyde hvor dejligt det hele er indtil videre. De to (små) storebrødre har taget imod lillebror på allefineste vis. Anton kan slet ikke få nok af ham, og det er så stort at se hans kæmpe omsorgsgen in action. Han er så kærlig og betænksom og stolt. Otto tager det, som det er altid er tilfældet med ham, oppefra og ned. Synes Sigurd er sød og ae-ae og siger bare "nå-nå", hvis jeg er optaget af amning og ikke lige kan hjælpe ham med det vuns. Og de to store(!) finder hele tiden tryghed i hinandens selskab. Nøj, hvor er vi stolte. Kender I det med at man midt i aftensmads-grat og larm finder sin kærestes blik, og det blik rummer alle de ord og følelser man ikke lige når at sige til hinanden i hverdagen? Stort. Nå, ikke flere glansbilleder herfra - næste indlæg bliver nok noget med søvn og hængebryster;-)- Posted using BlogPress from my iPhone

Boblen

2012-01-05T09:04:00.005+01:00

Okay, here goes.

Torsdag eftermiddag i sidste uge var jeg så godt og grundigt træt. Af at være gravid og tung og træls. Af mine institutionstrængende børn, som jeg ærligt talt ikke lige orkede den dag, og af at det var ukristeligt længe siden, at manden og jeg havde været ude at spise. Alene. Derfor var vi ikke sene til at ringe til svigerforældrene og bede dem tage afkommet med til forstaden. Ud i byen med os, lækker mad, intime snakke, hjem på sofaen med et kilo snoller, lidt knald + en Faxe Kondi og en actionfilm. Det var åbenbart det, der skulle til. (Seriøst, det er så freaky med det Faxe! Har læst og hørt om rigtig mange, der har født natten efter at have konsumeret en halv liter druesukkersodavand - og det var sgu' da også derfor jeg insisterede på at det var det, vi skulle have. Har da ikke drukket en sådan siden 90'erne.) Nå, men gik i seng med lidt plukveer (men det var jeg jo så vant til) og tænkte ikke videre over det. Halv to om natten vågnede jeg ved, at jeg havde tisset i sengen. Troede jeg. Rejste mig op, og på vej til toilettet nedenunder, plasker det pludselig udover trinnene med vand - ja, fostervand. Helt spændt og nervøs vækker jeg Morten med de klassiske ord "Skat, vandet er gået". Op med ham, frem med tasken.. og så sidder vi lidt på sofaen og kigger på hinanden. "Hvad gør vi så nu?", spørger vi nærmest i takt. Ringer til fødegangen og fortæller, den rare dame siger "du er jo tredjegangsfødende, så du kommer bare ind, når du synes du skal". Godt så. I løbet af denne ellers ganske korte samtale, kan jeg godt mærke, at vi er i gang. De føromtalte plukveer er på vej til at blive the real deal. Ud i bilen med os og afsted. (Aaaah, varme i sædet er jo fantastisk, når man skal føde!) Syv minutter senere er vi på Skejby. Veerne er der, men på rimeligt overskueligt niveau. Synes egentlig ikke at det sådan gør 'rigtigt' ondt endnu, og er helt bange for, at jeg slet ikke har åbnet mig. Ind på fødestuen - 5 cm, sådan! Den rareste nissejordemoder er hos os på stuen under hele forløbet og giver mig lige præcis al den ro og tryghed, som jeg har brug for. Jeg er sådan en, der er helt stille og inde i mig selv, når jeg føder (lyder som om, det er noget jeg går til - en slags hobby!). Men hun var så rar og jeg var virkelig i sync med min krop. En times tid senere var jeg i pressefase og fandme om jeg ikke selv tog imod ham. Stod på knæ med hænderne støttet på hovedgærdet og hapsede ham, da han kom ud. Damn, det var stort!! En ægte drømmefødsel. Men. To minutter efter at jeg havde lagt mig tilrette for at beundre afkommet, står der pludselig fire mennesker omkring briksen og arbejder meget fokuseret på min krop. Babyen bliver taget fra mig og over til faren. Jeg spørger forskræmt min jordemoder hvad der sker, og hun er så koncentreret om sit arbejde, at jeg blot får beskeden "du bløder". Fuck! Min første fødsel endte på samme vis med masser af blod og hasteafgang til operationsstue, fordi moderkagen nægtede at komme ud. Jeg opfatter dog denne gang at de får hevet moderkagen ud for derefter at GRIBE FAT OM MIN LIVMODER UDEFRA OG PRESSE DEN SAMMEN!! Avforfuckinghelehulehelvedemand! Har ligesom lige født, så lad lige være med at grave ned i min mave og kramme min pænt ømme livmoder. Nå, men det var det der skulle til, for blødningen stoppede inden det blev helt kritisk. Pyyyhaa. Er glad for at jeg var på hospitalet og ikke hjemme, som vi ellers havde leget lidt med tanken om. Får endelig baby over på brystet, ristet brød og varm te og kys af min stolte mand. Vi får lov at blive på hospitalet et døgns tid, fordi de lige vil sikre sig at blødningen er stoppet. Og vi stornyder det!Drengene er hos bedsteforældre og vi får lov til at snuse til baby i ro og fred og få indhentet en smule af den søvn, vi missede på fødenatten. Fantastisk. Nytåraftensdag kører vi hjem til os selv, hvor søde rare mormor har overnattet med drengen, som er helt vildt spændte på at møde lillebror. Og hold nu op, hvor er man farligt tæt på at gå op i limningen af stolthed, når man ser sine to store drenge sidde og ae og kysse på deres fælles lillebror. Dagene efter er gået som sådan nogle gør i barselsboblen. Lidt brystbetændelse her, hormontudeture der, restemad fra fryseren og et minimum af oprydning og kiggen ud over egen familiære navle. Så helt og aldeles enestående. Lige nu nyder jeg det hele og er bange for at trække vejret for at gå glip af noget!

!

2012-01-04T15:12:00.001+01:00

Så er han her, lillebror Sigurd. Sidder med ham over skulderen og iPhone-blogger med venstre hånd. Derfor kommer den store beretning om fødsel, revnede brystvorter + brystbetændelse, stolte storebrødre og hormonfest næste gang. I dag er han fem dage gammel og ser sådan ud:

- Posted using BlogPress from my iPhone

Sød ventetid...

2011-12-27T09:41:00.002+01:00

Nå, men jeg har altså ikke født endnu. Cirka hver anden dag tror jeg, at jeg skal til det og i går fik jeg panik over, at vi ikke har puttet betræk på babydynen endnu, for jeg synes plukveerne gjorde så ondt og kom så regelmæssigt, at jeg ville føde inden for den næste time. Jeg vil sikkert kun have latter til overs for disse wannabe-veer, når de rigtige kommer.

Men i mellemtiden har vi fået afviklet en fantastisk 4 års fødselsdag for den store, vidunderlig juleaften for alle og 1. og 2. juledag med Lego-fest og forspisning. Jeg er vel egentlig glad for, at jeg ikke skulle føde hverken på Antons eller Jesus' fødselsdag, så nu synes jeg bare vi venter til næste år. Har termin den 5. januar, og på en måde må det ultimative kaos gerne vente med at indfinde sig til institutionen igen har åbent...

Spændt

2011-12-09T07:23:00.002+01:00

Tænker at vi lige dropper alle indledende øvelser og bare lader som om, at det ikke er tre måneder siden, jeg sidst har skrevet. Vi lader som om, at jeg siden da ikke blot er blevet ti kg tungere, og at jeg i virkeligheden kan føde hvornår det skal være. Agtigt. Der er under fire uger til termin og i går nåede jeg efter fire timers plukveer, som sagde av, at tage tid og åndedrætsøvelser og alt det der. Men det gik i sig selv, som sådan noget gør. Jeg har heller ikke tid til at føde lige nu. Morten har koncert i Kbh i aften, vi skal alle til Kbh weekenden over, og jeg har egentlig gang i noget, som kan sikre mig job på den anden side af barsel.
What else? Den største fylder fire lige om lidt, den yngste er begyndt at gå på potte og snakker som et vandfald. Lige om lidt er der tre. Lige om lidt er der søvnkaos, uendelige kærlighedhormoner blandet med absurde frustrationsanfald fra alle familiens medlemmer. Jeg er... spændt.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Bekendelse fra kliché-kartoteket

2011-09-22T19:02:00.003+02:00

I dag har jeg gjort noget, som jeg er pissedårlig til. Jeg har sagt "nu kan jeg ikke mere". Efter en måned med grotesk meget alene-morskab, en måned med travlt på arbejdet, en måned med bækkensmerter og en hhv. 3 1/2-årig og 2-årig, som befinder sig midt i hver sit tordenvejr, er jeg færdig. Brugt, helt og aldeles. I dag var planen, at svigerfar skulle komme og hente mig og drengene og så skulle vi ud til forstaden og lege og spise aftensmad. Men da jeg var millimeter fra at sætte mig ned og falde fra mig selv midt i gården og et skænderi om hvorvidt brandbiler siger "ba-bu" eller "wiu-wiu", foretog jeg i sidste sekund et reality-check. Hvem fanden er det, jeg snyder? Hvem er det jeg skal spille sej overfor? Hvad er vigtigst; at børnene får en hyggelig dag hos farmor og farfar eller at mor holder på formerne og smiler pænt og taler dæmpet, for derefter at flippe helt og aldeles skråt, når den sidste dråbe melder sig i bægeret? Trak vejret og besluttede mig for at tage en fridag. Farfar kom kl. 16, og inden da havde jeg forklaret den store, at mor blev hjemme og slappede af, og så kunne de få lov at lege i fred i forstadshaven. Vinkede farvel og løb direkte ind på sofaen og tudede den dårlige samvittighed ud. Og derefter meldte meta-dårlig-samvittigheden sig. Hvorfor har jeg dårlig samvittighed over at sende drengene væk i tre timer? Jeg skal passe på den lille baby i maven, for fanden. Den synes sikkert ikke, at alle de stresshormoner der fiser rundt i kroppen smager særlig godt, og den er sgu' allerede blevet snydt godt og grundigt i forhold til opmærksomhed so far. Dammit, den dårlige samvittighed er sgu' da noget af det mest klichéagtige, der findes i hele kartoteket over mor-klicheer. Ikke desto mindre, er den min største fjende. Jeg ved godt at jeg er en pissegod mor. Men derfor kan man vel altid liiige give den 5% mere, ik? Liiige forvente lidt mere af sig selv, end rimeligt er. Jeeeeez. Slap nu af.

Nu vil jeg forsøge det der med at trække vejret ned i den tykke mave og så stoppe med at slå mig selv i hovedet med hhv. dårlig samvittighed overfor børnene og dårlig samvittighed over dårlig samvittighed.

Statusopdatering

2011-09-17T19:10:00.003+02:00

Indlæg nr. 200 apparently. Givetvis ingen læsere tilbage, eftersom jeg har præsteret to indlæg på to måneder. Ikke imponerende. Lysten har ikke været der. Det er altid nemmere at lade være, for så behøver man ikke forholde sig til, hvordan man egentlig har det. Ikke at jeg har det dårligt, jeg har det bare sådan... hverdag. Jeg er gravid, 5 1/2 måned henne. Tredje graviditet på 4 år. Jeg er lige flyttet, også tredje gang på fire år. Jeg har et arbejde, hvor jeg leverer og præsterer men ikke får løn eller har udsigt til det. Det er spændende, men uholdbart i længden. Jeg har en mand, hvis arbejde ligger i en anden by, end den vi er flyttet til (og i alle mulige andre byer og lande) og jeg har to drenge på hhv. 2 og 3 1/2 - og en tredje på vej. Jeg har ikke dyrket motion i selvsamme fire år. Jeg spiser sundt og forsøger forgæves at få mine børn til at gøre det samme. Jeg tror om mig selv, at jeg er sådan en mor, som ikke går op i, hvordan mine børn ser ud eller hvad der står fremme hjemme hos os, når vi får besøg. Men det gør jeg. Jeg tror om mig selv, at jeg er sådan lidt kunstner-agtig og at jeg hele tiden står foran en helt ny epoke i mit liv, som vil være fyldt med meget mere kreativitet og kunst, zen og rejser og andre former for selvrealiseren. Jeg når dog aldrig helt dertil. Jeg tror om mig selv, at jeg ikke er små-borgerlig, men hører alligevel mig selv bagtale andre folks vaner og møbler. Jeg glæder mig hele tiden til børnene bliver lidt ældre, til den næste fest eller ferie og til jeg får taget hul på alt det spændende, jeg har i mig. Men som jeg ikke tør åbne op for af frygt for at blive skuffet. Det er bare sådan jeg har det.

Jeg håber at min lille blog snart får lidt mere liv, og at jeg igen bliver hooked.

Jeg skal på barsel igen om to måneder, så om ikke andet, vil den i garanteret blive fyldt med lort og længsel til den tid.

So long!

Ferieren

2011-08-02T21:23:00.005+02:00

Så blev der sørme lige holdt ferie på den lille blog. Havde glemt at advisere mine hundredevis af ivrige læsere, som hver eneste dage den sidste måned har måttet klikke skuffede væk fra bloggen igen uden et eneste lille pip fra mig. Jeg beklager selvfølgelig dybt og skal forsøge at indhente det forsømte;-) Høhø.

For fanden, hvor har det været fantastisk. Selv da vi efter tre dage i verdens mindste sommerhus i verdens skoddeste vejr måtte kapitulere og indlogere os i det subtropiske paradis i Danland/Blokhus. En slags badelands-ghetto, hvor lejlighederne er små, mørke og af beton, hvor der kun er junkfood at få i miles omkreds og hvor der er lidt (alt) for mange mennesker på lidt (alt) for lidt plads. Men for fanden igen, hvor var det brandhyggeligt. De små børn var jo tæt på lykkelige, og den slags smitter selv de sureste solhungrende forældre. Heldigvis stødte vi på nogle bekendte den sidste dag, som vi kunne ironisere lidt over konceptet sammen med og grine helt vildt af, at vi pludselig stod i et mærkeligt fimse-lugtende legerum i en kælder i f****** Danland, mens vi kunne have været på luksus-bohemian slentre-ferie i Berlin. Men i vores stille sind elskede vi jo bordtennisrummet og pølsemixen.

Vi har suset rundt i svigermors lille lånedyt pakket til randen med plastikposer med tøj, legetøj og løsøre og improviseret os lidt frem i det ganske land. En lille tour de Jylland, som gudskelov også bragte den ældste halvdel af os forbi femstjernet spa-luksus i Børkop. TO nætter. Nøj, det var godt til krop, sjæl og sexliv.

Nu er jeg sådan set startet på arbejde, men pendler fra sommerhuset på Djursland til arbejdet i Aarhus, mens min søde mor nyder livet og børnebørnene i et par dage endnu. Og så er det vidst nok hverdag. Morten er i Sverige og arbejde og er savnet.

Altså, hvor sådan en ferie gør godt. For alle. Drengene sloges helt vildt de første to dage, og siden har de været uadskillelige. Morten og jeg skændtes også igennem i de første par dage og har siden stornydt familie- og parlivets småbitte lyksaligheder. Babyen? Den vokser og sparker og giver mig stadig vold-kvalme. Og om en uge ved jeg om det er med eller uden dommerfløjte, hvis I forstår sårn' en lille én;.)

Scary mom

2011-07-06T19:42:00.001+02:00

Det begynder at gå op for mig, hvad det vil sige at have tre børn. Lige nu er der så rigeligt at gøre med de to, og den lille begynder så småt at kræve sit. Der er noget med det der bækken. Det bryder sig åbenbart ikke om at være gravid for tredje gang indenfor fire år. Og det bryder sig heller ikke om, at man løfter rundt på sprællende 16-18 kgs børn eller sidder i skrædderstilling på gulvet. Og så er der kvalmen, som stadig huserer - dog på et mildere plan end før - og gør alting lettere uoverskueligt og ulækkert.
Efter en dag som i dag, hvor jeg har været alene med dem alle, er der knive i hale- og hofteben. Det skal nok gå godt de næste 5 måneder...! Forresten, nogle gode tips til at kontrollere de der psyko-hormoner? Mine børn - og ikke mindst min mand - er vidst en lille smule bange for mig for tiden...

- Posted using BlogPress from my iPhone

L*** til halsen

2011-06-29T20:20:00.004+02:00

Jeg er ved at drukne lidt, synes jeg. I børn og deres faser og vasketøj og dens uendelige formering og i mangel på overskud til andet end at overleve. Drengene er svære. Rigtig svære, lige nu. De skændes konSTANT. Slås, råber, skriger og hyler ad hinanden og os. Iført nej-hat og skuffe tramper de rundt i vores overskud og hiver og slider i vores nerver.

Dagene starter som nævnt absurd tidligt. Og de er sovset ind i råb og trods og putteseancerne er decideret til grin. Otto har fundet ud af at smutte over tremmerne på juno-sengen / sågar hive den ene side af(!), så blive i sengen, det skal han satme ikke nyde noget af. Anton nægter at falde i søvn alene i sin egen seng og starter sirenen, så snart man gør ansats til at putte ham, så han får vækket Otto, som endelig har givet op. Og så kan man akkurat holde sig vågen i en lille time post-putning. Der er så nogle røvsyge voksenting, der skal ordnes, så der bliver ikke kysset, hygget eller læst meget. Øv, hvor jeg synes det hele er surt lige nu. Vi har endda været til første scanning af maven i dag, og det var jo selvfølgelig fantastisk dejligt at mærke den varme følelse, der spredte sig i hele kroppen og samlede sig i en klump i halsen - lykken over at lave et nyt lille menneske, som vi skal have i vores liv. Men det er svært at nyde den, lykken, når der konstant er noget der skærer i nerverne og hverdagsnydningen. Det er svært at nyde sine børn, når man pludselig ikke kan kende dem, og i virkeligheden ikke aner hvad man skal stille op med dem. Jeg håber kraftstejlemig, det er en fase, og at den snart er overstået. Ellers synes jeg måske, det bliver lidt for hårdt for os alle, at skulle udvide klanen midt i dette cirkus...

Gråhåret

2011-06-22T08:39:00.003+02:00

Åh, for fa'en, de morgen'er. Otto er, som visse andre små krapyler, begyndt at vågne sammen med solen. Dvs. klokken kvart i hest. Det er bare så forbandet hårdt at komme i gennem de der morgener, hvor der er 4 timer fra vågen til arbejde / vuggestue. Han har åbenbart ikke lært, at man som minimum skal vente med at stå op til Ramasjang gør det. Anton kommer først tussende ud i køkkenet kl. halv otte, suk - tænk at kunne sove så længe. Efter fire timers halvsoven på skift og halvhjertet forsøg på at holde sig vågen mens ungen spiser morgenmad og glad finder på sjove lege, ja SÅ begynder dagen. Jesus. Barn nr. 3 må og skal bare være et, som kan sove. Otto har i løbet af sine 23 levemåneder i hvert fald ikke imponeret synderligt på det område, så jeg synes at have opsparet noget på den konto. Ellers bliver jeg helt og aldeles gråhåret inden jeg runder 30, og vil de mon have det siddende på deres samvittighed?

Ny rede (igen)

2011-06-20T08:49:00.003+02:00

Når man sådan bliver ved med at avle (uplanlagte) børn på bedste katolsk vis, må man jo medregne uforudsete flytninger af og til. Vi købte den lejlighed, vi bor i nu, med tanken om at her kunne vi da blive lææænge. Det kunne vi så ikke. For her er kun to værelser; et til drengene og et til os, og så selvfølgelig stue og alt det der. Og vigtigst af alt; vi bor på 2. sal med kun et frimærke til gård. Og det batter sgu' bare ikke rigtig, når man har to store drengebørn med ild i bagen. Derfor, mine damer og herrer, flytter vi da bare igen. For tredje gang på to år.

Men når man så sidder og snakker om "ih, det kunne da også være dejligt med den der have, og så kunne man bare åbne døren, ungerne kunne løbe ud og lege og flette blomsterkranse, mens man selv bare kunne sidde med sin kaffe og glo lykkeligt på dem", ja så finder man ud af, at man faktisk er røvfattig. I hvert fald hvis man skal tro huspriserne. Jeg mener, hvordan har alle andre børnefamilier råd til at bo i et hus til nærmest 3 millioner? Vi har ikke. Og vi skal denondelynemig ikke på landet. Eller endnu værre, i en forstad langt fra byen. Vi er begge afhængige af at være tæt på, ja faktisk midt i.

Stor var lykken jo derfor, da vi tilfældigvis faldt over drømmestedet. Lige ovre på den anden side af gaden. Og da dette kvarter er her, vi gerne vil dø (altså, når vi er gamle), er det jo pænt heldigt. 5 værelses andel, baghus, 2 etager, direkte udgang til have, terrasse, fælleshus med værksted, helt stille, sti direkte til Botanisk Have. Og ved I hvad? Det koster os ca. det samme!! Jamen, hvor heldig kan man være? Der er jo nok svamp og sådan noget i, men lige nu føler vi os pænt heldige! Vi skriver under i næste uge, (ja vi er sådan nogle typer, der ynder at købe først og SÅ sælge) og sælger jo så denne. Sig til, hvis nogen kender nogen!!!

Før & nu

2011-06-17T21:56:00.003+02:00

I mit gamle liv ville jeg denne fredag stå i silende regn med en flaske rosé i hånden og råbe et eller andet til et eller andet band til Start Festival. Derefter videre i byen og danse og råbe noget mere og så ende i noget fuldeskænderi efterfulgt af fuldesex med kæresten. Men i dette, mit nye og lige så dejlige liv, er ingredienserne til en skøn fredag aften nu madder med æggesalat, twilight-film og pizzasnegls-bagning til madpakkerne. Sjovt, som tingene forandrer sig.

Anysways. Jeg bor lige overfor Aarhus' herligste bodega, Troubadouren, og hver fredag og lørdag er der fest. De studerende skal have sig en billig brandert, og det er et fantastisk sted at få sig det, endda med egen hjemmebrændte snaps. Love it. Jeg kan sidde og kigge ned på dem, de unge og friske mennesker (slap dog af med at sige 'de unge mennesker', når du selv er 28!). Og det bedste er, at jeg faktisk (for det meste) ikke misunder dem. Jo, sgu da, selvfølgelig kan man engang i mellem godt trænge til ikke at bage pizzasnegle en fredag aften, og så bare skrue sig ned i et eller andet outfit og kaste sig på hovedet i vodka kurrant og kun tænke på at blive fuldere og fuldere. Men for det meste er det dejligste jo alligevel at have nogle småbitte mennesker sovende i sit hus, som har brug for én, præcis som man er.

Livets træ og sådan

2011-06-13T13:39:00.003+02:00

Sidder her i al min vælde, med rejesalat-madder i vommen, stirrer ud over byen og glæder mig afsindigt til mine drenge kommer hjem fra overnatning i sommerhus med bedsteforældre og til min mand kommer hjem fra turné. Et døgn i mit eget selskab har været balsam for alt det der, man aldrig rigtig får plejet i hverdagen.

I går var jeg fx i biffen og se "The tree of life", om tre små brødre. Jeg siger jer, de børn altså. Slår Brad's skuespil-evner med længder, mand! Havde bare sådan lyst til at kramme dem allesammen og putte dem under min dyne og ae dem over håret. Og fik også helt lyst til at ønske mig at nr. 3 også er en dreng, udelukkende baseret på de tre bedårende skabninger!

I aften skal jeg til gengæld et smut til Herning og se min ungdoms helt, Roger Waters, opføre The Wall, ja tak for en mandag. Ses på den anden side!

3. runde

2011-06-12T17:15:00.002+02:00

Ahem. Jeg vil bare gerne sige undskyld. Min blogger-muskel har været midlertidigt lammet, men jeg har besluttet mig for at tage hul på noget seriøs genoptræning. Starting now. Og også undskyld for den lidt fjollede måde at semi-annoncere en stor nyhed på. Jeg kunne bare ikke skrive mere end de par linjer førend kvalmen overtog igen.

Men ja, jeg er gravid! Det er stadig ret nyt, men jeg er bare ikke typen, der kan finde ud af at holde på så stor en hemmelighed særlig længe. Derfor ved de fleste i omgangskreds osv. det også (DOG IKKE ARBEJDSGIVER; SÅ IKKE NOGET FACEBOOK-LYKØNSKNING, TAK!) Jeg er 12 uger henne og glad. Træt, men glad. Dårlig, men glad. Udmattet, men stadig ret så glad over, at vi skal have endnu et lille, fint barn.

Fandt ud af det for ca. halvanden måned siden, og vores umiddelbare reaktion var kæmpe-smil og bobler i maven skarpt efterfulgt af 'fuck-hvad-gør-vi-det-kan-vi-sgu-da-ikke'. Men man kan jo som bekendt hvad man vil, og vi vil det. Heldigvis er jeg gift med en supermand. Og heldigvis er vi omgivet af dejlige bedsteforældre, som står på nakken af hinanden for at hjælpe.

Og tænk, hvis man er så heldig at få hele tre dejlige, velskabte unger! For fa'en, sådan et tilbud fra universet takker vi ikke nej til.

PS: Det var IKKE planlagt.

Kvalme

2011-06-07T13:02:00.001+02:00

Nå men altså. Grunden til at jeg ikke blogger er en voldsom kvalme jeg går og døjer pænt meget med. Mere om dette senere...

- Posted using BlogPress from my iPhone

Kliché

2011-05-07T09:26:00.004+02:00

Åh altså, hvor jeg dog føler mig som en stor fed kliché. Men lige nu er jeg sgu' lidt stresset. Sådan godt og grundigt hverdagsstresset. Hvor nogle dage er en endeløs række af praktiske gøremål, som man henholdsvis stresser over at udføre og stresser over ikke at få udført.

Zræk vejret dzyyyybt og find dit zzenter. Men nogle gange kværner det hele sgu bare lidt rundt. Morgenlorteble, havregrød i hele køkkenet, hov fuck, madpakkerne, hvor fanden er gummistøvlerne, damn min cykel er flad, "arbejde", søge jobs, møde, hvor man skal vise chefen hvor dygtig man er, pis, blødt i gennem, besked fra Morten "bliver forsinket - sorry", gå tidligt, hente børn, få en stak sedler med hjem om ferie, informationsmøde, forældrearrangement, husk at ring til svigermor angående de der altankasser, vi skal huske at have byttet Ottos sandaler inden i morgen, nu har vi igen spist uøkologisk skodpizza til aftensmad, håber Morten når at komme hjem inden jeg skal til møde i aften, ej hvor er det længe siden, vi har været ude at spise, åh nej nu nåede vi igen ikke at få set dem og dem, mens de var i byen, ring til storebror, som føler sig lidt overset, vi SKAL have rengøringshjælp, hvad er det for noget udslet Anton har fået på armen, hvorfor er det kun mig, der ser vasketøjskurven bugne, øv når ikke til yoga i aften igen, appelsinhud, skal fandme også snart have bestilt tid til den frisør, den stak bøger der ligger på mit bord bliver jo aldrig læst, skulle jeg ikke også snart set at få skrevet den bog eller lavet det firma eller på anden vis realisere + udfordre mig selv lidt mere fagligt, damn, så gik der igen en uge mellem sex'en, nu er ungerne puttet og jeg orker intet. Nogen der kender fornemmelsen?

Heldigvis gav min søde mand mig i går en for tidlig Mors Dags gave. En kuvert med et smukt billede af mine børn, en stak $ til at shoppe igennem for, og meddelelsen om at han tager begge børn med til Skørping hele dagen i dag for at besøge fætter & onkel. Så farvel, jeg skal ud i solen og shoppe mig til lidt zen...

Ode til provinslivet

2011-05-03T08:19:00.001+02:00

Ved godt jeg har sagt det før. Men jeg siger det igen: Gud, hvor jeg elsker denne by (Aarhus, hvis nogen skulle være i tvivl) Morten er i København, og jeg er på vej til noget konference i Odense med det der job. Hver eneste dag frydes jeg over at der er fem minutter mellem hhv. hjem og institution, Verdens Fedeste Legeplads, job, yndlingsbif, stamkaffe, lækre butikker, lækre venner og mormor, ikke mindst! Damn, hvor det giver frihed og fritid. Da jeg boede i København, følte jeg hele tiden at jeg hang i en klokkestreng mellem alle de forskellige instanser og aldrig helt havde tid nok. Selvfølgelig savner jeg følelsen af storby. Men med den fulgte også følelsen af at gå glip af en masse spændende ting, som foregår lige for snuden af en, men som man (jeg) bare ikke rigtig havde overskud til at være en del af. Her kan jeg involvere mig i mit miljø på en helt anden måde - eller også er det bare fordi jeg føler mig hjemme;-)
Anyways, bare en lille hyldest til provinslivet!

- Posted using BlogPress from my iPhone

Herre, giv mig styrke...

2011-04-25T07:33:00.003+02:00

Til at komme i gennem denne dag. Ovenpå en hel uge som alene-Mutti og en hel nats timevise opvågninger.

Giv mig styrke til at acceptere de ting, jeg ikke kan forandre. Som fx at opvaskemaskinen vælger at bryde sammen i dag - af alle dage - eller at lejligheden er gennemført klam.

Giv mig modet til at forandre de ting jeg kan, fx skrue ned for skæld-ud'en og op for kaffe-volumen.

Og giv mig visdommen til at se forskellen. Og give fanden i rengøring og sige "nej, jeg gider ikke lege lige nu - leg med din bror."

Bedste forældre

2011-04-23T15:47:00.001+02:00

Gotta love them grandparents!! Sidder lige nu på en bænk iført sommertøj, solbriller og suveræn læsning ("Frihed" - på så mange planer) Påskeferien har budt på alle mulige afarter af familieferie, lige fra senil oldefar til pap-bedste og fætter fis. Alt sammen ganske hyggeligt.
Men. I dag synes jeg, jeg kan savne institutionen. Drengene, som har leget sammen konstant og uden at slå hovederne sammen, har nu pludselig slået pjalterne sammen om at provokere mig (som er eneste forældre på nu 6. døgn) græn-se-løst. ALT er en potentiel konflikt. Og jo mere de tester, jo mere skælder jeg ud, og jo sjovere bliver legen. Hvor jeg dog glæder mig til at blive bedsteforælder, for ifølge dem, er børnene engle, så snart jeg er ude af syne og sind. Nu må Manden gerne snart komme hjem og være bussemand overfor bøllerne, så jeg kan være søde-mor igen!

- Posted using BlogPress from my iPhone

At lade stå til

2011-04-12T13:05:00.002+02:00

Så kom de, skoldkopperne. Otto har en lillebitte én under armen og Anton ingen indtil videre, men det er jo nok et spørgsmål om tid, eftersom de deler alt fra bade- til mundvand. Og Morten er, sjovt nok, i København i dag. Jeg blev ringet hjem fra arbejde. Det synes jeg på en måde er lidt sejt! Så er man rigtig voksen. Eller er man? For lige nu sover Otto, og Anton er i gang med at lave kødsuppe (ligesom Emil fra 'Ølleberg') Det betyder gerne noget med mælk, der bliver malet ud over det meste af køkkenet. Jeg lader stå til. Lejligheden er plettet med beskidt børnetøj, æblestumper og afrevne sider af diverse børnebøger. Og jeg blogger. Jeg elsker at slå ansvarligheden fra og barnligheden til engang imellem og være ligeglad med støvpolitik og 6 om dagen. Jeg trækker gardinerne for i dag og lader som om, jeg endnu har lidt teenager i mig. Jeg ved i hvert fald, at jeg har nye børne-dvd'er i tasken og en pose chips i skabet, så når nu vi har en gennemsnitsalder på ca. 10, kan vi tre vel godt tilsammen forsvare, at ingen laver råkost-salat eller støvsuger?

Arbejdsglæde

2011-04-07T10:07:00.002+02:00

Oh, fryden ved at have et arbejde er, at man har fri. Når man er på dagpenge og lediggående, har man altid og derfor aldrig fri. Man kan ikke nyde sin kaffe med god samvittighed og da slet ikke shoppe eller gå på café eller noget af det andet sjove og dyre. Men i dag hvor jeg skal til messe i Aalborg senere, har jeg fået mig en fri-formiddag, som indtages sammen med kaffespand, avis-bjerg og jazzzz. Mums! Jeg kan li' det.

I fars fodspor

2011-04-02T08:46:00.001+02:00

Orv, må lige poste dette billede af lille Otto på fars trommer. Håber på en måde, at den lille musiker in spe kaster sig over et andet instrument - et som kan sluttes til høretelefoner, dear God. Ellers bliver vi da nødt til at flytte på landet...

- Posted using BlogPress from my iPhone

Weekend på landet

2011-04-02T08:40:00.001+02:00

Min første rigtige weekend (jeg er jo startet på noget job, som tegner rigtig, rigtig lovende) og så sover børnene sgu til halv otte! Vi skal til børnefødselsdag hos yndlingsmenneskene og i morgen ud og se andre yndlingsmennesker, som har realiseret drømmen om et liv som bonderøve. Jeg elsker når folk tør gøre sådan noget. Købe en gammel skrotbunke og så bare bygge det om (altså selv) til drømmehjemmet. Og de skal have dyr! Jeg er også glad, for så kan jeg derigennem få udlevet min trang til at se mine børn løbe rundt i bare tæer i sommergræsset sammen med kalvene og med blomster i håret. Mens de voksne sidder over den hjemmelavede hybenmarmelade og smiler lykkeligt. Og så kan jeg tage hjem til mit byliv, når der skal malkes, såes og alt det andet kedelige!

- Posted using BlogPress from my iPhone

De voksnes børn

2011-03-28T08:57:00.003+02:00

Jeg ved jo godt, det ikke passer. Men i tilspidsede situationer kommer jeg altid til at tænke, at alle andre har meget mere styr på det der med at være forældre. At ingen af de andre rigtige voksne med rigtige familier og rigtige jobs og bil og pension og madplan nogensinde lever i sådanne kaos-agtige tilstande, som vi gør. At de ikke har sådanne mandag morgener, som denne der lige er overstået med hyl og skrig og skrål og trampen og trods og en almen tilstand af kaos. Jeg bliver ramt af en begyndende panik, og vi kan simpelthen ikke komme ud af den hektiske stemning, der ligger over morgenen som en tåge. Andres børn er meget mere velopdragne. Andres børn hyler ikke fordi vanten sidder lidt skævt. Eller råber ad og skubber til hinanden på vej ned af trappen, så hele opgangen kan følge med i optrinnet. Det er jeg sikker på!

(Og det er så nu, I gerne må skrive, at I også nogle gange oplever den helt særlige tilstand af kaos man kan opnå på sådan en mandag morgen efter alt for lidt søvn og med to trætte og gnavne børn. Tak.)

Endnu én

2011-03-26T08:47:00.003+01:00

Åh-ha. Der er alt for mange indlæg på denne blog, som handler om søvn. Nu skynder jeg mig lige at få det ud af systemet, og så skal jeg nok holde kæft. MEN HVORFOR FANDEN I HELVEDE SKAL DE BØRN ALTID VÅGNE SÅ FULDSTÆNDIG UKRISTELIGT TIDLIGT HVER ENESTE GANG, JEG ER ALENE MED DEM???!!

Ahhhh, det var rart. Har været oppe siden kl. 5 og klokken nærmer sig nu 9, og 4 timer er lang tid at gå og holde på galde. Godt man har sin helt egen gylletank i blogland, så man undgår at blive bitter i fissen (eller hvad man nu siger!) Og undskyld, forresten.

Solen skinner og alt det der.

Forår og sårn

2011-03-20T16:49:00.003+01:00

En anden dagdrøm, som netop er i færd med at gå i opfyldelse, as I write. Sidder på min altan med den skønneste udsigt, lav sol over Århus, øl og cigaret i hånd, børn og mand leger hos overboer, og jeg trækker vejret og nyder mit eget formidable selskab! Skål.

Dagdrømme

2011-03-19T20:44:00.004+01:00

Så kører vi på 4. weekend som alene-lene. Helt alene er jeg jo ikke, har jo mor, sviger og veninder, but still. You know the drill. Jeg er træt af at være så træt og træt af at træde vande og varte op og karte rundt. Er reduceret til serviceorgan. Tænker ikke sammenhængende selvstændige tanker (udover: Trænger til bad. Må have chokolade. Og vin. Og cigaret på altanen.)

Kan dog godt lige svinge mig op til lidt dagdrømmerier. Drømmer om weekendtur til Barcelona, kun med mand. Drømmer om drømmeferie på (semi)øde ø et varmt sted med nemme børn og glade forældre. Eller bare om en uge alene i New York, skrive en (lillebitte) bog, flirte med fremmede (lækre) mænd og læse og købe. Yoga-retreat i noget græsk øhav, eller bare en tur til Lalandia. Nå, jeg må i seng inden klokken bliver 21, eftersom vores dag jo starter, når andres (min mands) slutter. (*Indsæt bitter smiley*)

Schmertz

2011-03-18T08:52:00.002+01:00

Jeg kan simpelthen ikke holde til at være mor. Alt hvad de børn oplever af svære ting, er jo tusind gange sværere for mig! Hvis de er syge eller har ondt, gør det dobbelt så ondt på mig, og hvis de er kede af det, er jeg også. Da min bror for et par år siden blev dumpet så hårdt, at han ramte jorden med et brag, så jeg et blik i min mors øjne, som jeg pludselig forstod. Når Anton er ked af det, eller Otto slår sig slemt, har jeg samme ekstreme trang til at tage al deres smerte fra dem og så bare smøre mig selv ind i den, så de slipper for den. Her til morgen ved aflevering stod Anton alene i børnehave-garderoben, mens jeg var inde i vuggeren med Otto. Da jeg kom tilbage, stod der to af de rigtig store drenge ved siden af Anton og sagde noget til ham, som jeg ikke helt kunne høre. De gik, da jeg kom, og Anton så helt forkert ud i hovedet og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Det samme gjorde jeg. Det viste sig, at de havde sagt noget om hans sko (hans nye seje sko, som blinker når han går, og som har er nærmest lykkelig for at have i sit liv). Han var bare så ked af det og utryg, og det havde været en rigtig ubehagelig situation. Heldigvis overværede en af pædagogerne det og tog sig straks af de store drenge og alle fik talt om det. Anton blev hurtig glad igen, men hele vejen hjem brændte det i halsen og øjnene på mig, fordi jeg bare havde lyst til at tude over, at han skulle have sådan en oplevelse. Slet ikke til at bære. altså. (Og det var jo - trods alt - ikke nogen voldsom episode. Kan slet ikke magte tanken om skolegården og kærestesorgerne og alt det der.)

Barndommens sorger

2011-03-11T21:57:00.003+01:00

Jeg er altid så splittet (som den eneste mor i hele verden, gætter jeg på) når jeg skal være væk fra mine børn. Selv om det kun er et døgns tid, skal de stadig være uden både mor og far i morgen. Og selv om de har nogle skønne bedsteforældre, er det stadig ikke mor og far. Anton er lidt ked af, at far er væk for tiden. Han turnerer hver weekend, og det kan altså være lidt svært at forstå, hvorfor far ikke er bare er her, hvor han jo ligesom hører til. Endnu sværere kan det være at forklare ham, at mor tager med far "på arbejde" i morgen (forresten - en on-going diskussion herhjemme - kan noget kaldes arbejde, når en del af jobbeskrivelsen er afterparty??) De får det jo sikkert ganske hyggeligt og ih og åh og alt det der, men jeg synes stadig det stikker i hjertet, når man rejser fra sit barn. Og det bliver kun sværere, jo ældre de bliver. Otto er stadig glad bare der er mad og storebror i syne, men Anton er trods alt noget mere reflekteret. I nat kom han for eksempel tullende ind i min seng og forklarede mig, at han var ked af det, fordi far aldrig kommer hjem. Åh lillebitte menneske, altså! Tænk, nogle gange synes jeg, det er SÅÅÅÅ svært at være voksen. Og hvad med pension og skat og bil og sex og opvask, men tænk sig at være så lille, at man kan ligge vågen om natten og tro at ens far aldrig kommer hjem (eller at der står en jæger inde i stuen eller at Alfons Åberg er farlig eller at månen falder ned, for nu blot at nævne nogle af de seneste herhjemmefra) Pyha, no wonder at de ind i mellem får brug for at græde, skrige og kaste med noget. Gid vi andre dog kunne reagere ligeså naturligt...

Rumpenisse

2011-03-10T11:36:00.004+01:00

Altså egentlig lægger jeg jo ikke billeder ud af mine børn, men på dette billede ligner Otto så meget en rumpenisse, at jeg simpelthen måtte dele det. (Åh gud, Rumpenisser = rum-penisser... Nu ved jeg ikke om jeg kan alligevel! Nå, men altså en RUMPE-bindestreg-NISSE)

Det bedste af begge verdner

2011-03-09T14:39:00.003+01:00

Sidder på min pind på jobkursus. Lad mig end ikke begynde at beskrive hvor meget man får lyst til at tage sit eget liv ved at komme her. Vores underviser, den friske Steen, springer rundt og kommer med 'små drillerier' som skal 'udfordre os og ryste os lidt ud vores comfort-zone'. Herligt og utrolig lærerigt. Ahem.

Nå, men fuck det hele, for jeg starter i løntilskud lige om lidt, og det er faktisk noget, som bliver ret sjovt (håber!) tror jeg. Men jeg vil i virkeligheden hellere lave mit eget! Noget er under opsejling, jeg lover.

Derudover går det fint, tak! Jeg er ovenud lykkelig for at bo her i downtown Aarhus (som det hedder), hvor naboerne kommer på besøg, bedsteforældre står til fri afbenyttelse og alting er tæt på. Hviket betyder at man på én dag kan nå at være på kursus, hente børn tidligt, være til rytmik med dem, spise tidlig aftensmad, tage til et møde og senere på et skrivekursus og alligevel være hjemme i tide til at ramme puden kl. 22. Det er nu lidt smart. MEN, for at der ikke går provins i det hele, tager jeg et smut til skønne København i weekenden og fester med herlige mennesker, mens drengebørnene tuller i farmors store have.

ZZZzzz

2011-03-05T07:17:00.002+01:00

Oh Jesus. Nu må vi snart ramme Guiness' Rekordbog i manglende søvn. Og med vi mener jeg børnene og mig. Morten sover til kl. 13 i tourbussen. Vi andre, derimod, starter fx sådan en dejlig forårslørdag kl. 4. Det er nu rart, sådan at komme i gang tidligt, så man kan få noget ud af dagen (!)

Skal/skal ikke?

2011-03-03T18:46:00.004+01:00

- Være selvstændig, altså. Jeg har jo rundet mit første halve år som lediggænger og er ved at være lidt metaltræt i skroget af at søge jobs, hvor det tætteste, man kommer på succes, er rent faktisk at modtage en mail, hvori der står noget á la: "Tak for din ansøgning, vi har fået ca. 600 ansøgninger (no kiddin'!), og det blev så ikke lige dig, vi skulle have". Jeg har ikke været til noget der ligner en samtale, udover det ene sted hvor jeg ligesom inviterede mig selv på kaffe ad to omgange - heller ikke gevinst der, i øvrigt. Nu er jeg så på et af de berygtede jobsøgningskurser, og det er egentlig OK. Noget med noget kompetenceafklaring og persontypetests er vel altid givende. Og om en måned starter jeg så i løntilskud, a.k.a. forlænget praktikophold. Og for at være helt ærlig, så er jeg sgu' ved at være færdig med at være praktikant. Jeg er 28 år, for christ sakes, har en laaaang videregående uddannelse, fast ejendom, mand og børn. Nu vil jeg snart til at tage mig selv seriøst. Og i sidste uge fik jeg så ideen, den helt rigtige. Sådan en af dem, hvor det bare kilder helt vildt i maven, når man tænker på det, og det gør man så hele tiden, fordi det bare er så fedt!!

Men hvori består dilemmaet så egentlig?

Altså, for det første er projektet dybt afhængigt af min partner (som så lige har besluttet sig for at flytte til København!) Første benspænd. Dernæst er min mand jo sådan en slags daglejer-type, som dog har tjent rigtig godt de sidste mange år, men det er altid usikkert hvordan næste kvartal tager sig ud. Samtidig med at han jo (som faste læsere vil fornemme, mildt sagt) ofte er på farten. Min idé ville også indebære noget farten rundt i landet og noget vakkelvorn økonomi, og jeg mener, hvor meget kan man egentlig overskue af den slags? Hm, jeg må i tænkeboks - kommentarer modtages med svedig kyshånd!

Send mere søvn

2011-02-24T12:27:00.004+01:00

Jeg æder altså ikke alle mine ord igen, bare et par stykker. For det er godt nok blevet utrolig nemt at være alene med de børn efterhånden. HVIS BARE DE DA FOR HELVEDE KUNNE FINDE UD AF AT SOVE OM NATTEN! Det er der, det ramler. De sidste tre nætter har været decideret latterlige. De skiftes til at vågne, vække hinanden og inspirere hinanden til at stå sygeligt tidligt op. Og når man har deltidspasning som os, hvor børnene først møder kl. 9 er det denondelynemig tungt at komme i gennem morgenen, når den starter kl. 5.15 med trætte børn. Øv altså. Den begynder at blive gammel efterhånden, den med nattesøvnen. Fat det nu bare, børn. Otto er den værste søvnbandit, og Anton har åbenbart hørt mig hvisle, for i morges 5.30 sagde han "Otto, for satan da, sov nu!" Ups.

Nå, men derudover går det jo godt - send forresten gerne flere penge. Jeg har fået "job" som i løntilskudsjob og starter om 2 uger. Det bliver garanteret supersjovt, men jeg får bare udbetalt mine dagpenge. Ikke specielt motiverende. Jeg trænger sådan til at have penge til at sige, 'hey er der nogen der vil med til Barcelona' eller bare gå til frisøren uden at kortet bliver spærret. Jeg må finde på noget, hvor jeg kan lave mine egne penge, for jobs med løn kan sådan en grøn cand.mag åbenbart ikke opstøve derovre på arbejdsmarkedet.

Klubben

2011-02-21T18:55:00.002+01:00

En af de ting, der er så mærkelige ved at få børn, er at man bare ikke fatter det, før man selv står der, med gylp på tøjet og søvnmangel i nerverne og bristede forventninger og mellemkød. I dag var jeg oppe hos en veninde, som står der lige nu. Hendes mand er min mands kollega, og hun er derfor også alene hjemme nu. I en uge med en 2-uger gammel baby. Gulp - og gylp. Hun er pissesej, men også noget opløst og hudløs. Hun var en af dem, som havde svært ved at forstå, da det var mig, der stod der. Hun havde selv svært ved at blive gravid og var igennem et langt og kompliceret fertilitetsforløb, alt imens jeg oplevede den ene 'hovsa'-graviditet efter den anden. Det var sgu' lidt anspændt. Og jeg følte ligesom ikke, jeg kunne sidde og hælde gråd ud af ørene om, hvor hårdt det var at have spædbørn, for det eneste hun ønskede sig, var jo netop sådan et. Men nu fik hun det, og hun er lykkelig, jo. Træt, men lykkelig. Og NU kan vi dele alle de små og store ting ved moderskabet, som gør det hele så sindssygt svært og smukt. Nu forstår hun, hvorfor man kan skændes om hvem, der er mest træt, hvor meget man kan trippe over babys første bad og hvor vanvittigt frustrerende det er, at man bare ikke kan få det barn til at sove. Det er godt nok en lukket klub, som kun de indviede virkelig fatter.

Søndagstanker...

2011-02-20T21:10:00.004+01:00

Lykken er at have en weekend, som inkluderer sushi, hvidvin, vidunderlige søskende og solskin. Og søde børn, som elsker mine søskende ligeså højt, som jeg gør.

Lykken er også at kunne hjælpe en veninde, som er nybagt mor. Jeg glæder mig sådan til at tage hendes ny-duftende baby i et par timer, mens hun kan sove, gå i bad eller til frisøren. For nu kan jeg endelig give tilbage til dem, som har hjulpet mig.

Lykken er dæleme da også at bo tæt på børnenes bedste'r, når Manden i morgen starter tour. Han skal spille Danmark tyndt og derefter Tyskland. Det lyder værre end det er, og jeg har faktisk ikke ondt i maven, som jeg ellers plejer lige inden tour-start. For nu er jeg her, i Århus hvor jeg hører til, og hvor alting er tæt på og rart og ustresset. Og hvor der er hjælp, lige ved hånden.

Og lykken er sidst, men ikke mindst, at have to børn, når man skal være alene. Ja, det lyder bizart (og modsat alt, hvad jeg tidligere har skrevet om netop samme emne) men lige nu er det sandt. Mine børn er bestemt ikke engle, men de er brødre i tykt og tyndt, og de vil hele tiden lege med hinanden. Med andre ord, jeg slipper for at skulle lege med biler eller tog eller skydere konstant, fordi de hele tiden har en legekammerat ved hånden. Jeg behøver ikke aktivere dem, det klarer de selv, jeg skal blot deaktivere, når bølgerne går lige lovligt højt. Smart. (Mon ikke jeg bliver straffet for denne lige vel kække tone i løbet af ugen, når de to knallerter vækker hinanden kl. lort om morgenen eller når de for tyvende gang hælder alt køkkeninventaret ud på gulvet?)

Én til hver

2011-02-18T06:49:00.004+01:00

Åh, den søvn. Jeg er ved at blive seriøst gråhåret af at have et barn på 19 måneder, som sammenlagt har sovet igennem i en. Jeg får rynker. Og mavesår af alle den kaffe, der kræves for at komme gennem dagen. Og jeg bliver også en lille smule bitter, fordi alle omkring mig får sovebørn og har overskud på barslen og lækkert hår. Heldigvis (for mig!) er han udpræget fars dreng, så det er for det meste kun ham der duer til trøstning. Otto har stadig ikke helt styr på det med 'muar' og 'baar', så som oftest hedder vi alle muar. I nat kl. 04.Psyko kom jeg ind til ham, fordi han råbte på mig og blev mødt af et meget bestemt 'NEJ!' og et efterfølgende møgfald på Otto'sk. Jeg fortrak og faderen tog over og blev mødt af blide puttelyde. Det er sgu' alligevel meget smart at vi har én mors dreng og én, som er fars. Til gengæld er det KUN mig, der for lov at tørre røv på Anton.

Kærlighed

2011-02-14T21:43:00.002+01:00

Til alle jer, der er gravide med nummer to og med angstens sved læser med på min og andre tobørnsmødres blog og tænker "Hvad fanden har vi gang i, det ender i ragnarok?":

Lige pludselig en dag, så er de sådan her:

Og det er det hele værd!

Tur-retur

2011-02-11T19:52:00.002+01:00

Vel hjemme efter Københavner-tur, kan jeg hermed konstatere, at det var den bedste beslutning nogensinde at flytte tilbage til Århus (altså, ligeså god, som den vi traf da vi flyttede til København fra Århus for 6 år siden, unge og eventyrlystne). Det var skønt at se de skønne mennesker, jeg har efterladt derovre, igen. Virkelig. Men jeg savner ikke linje 5A. Eller trafikken. Eller de stressede mennesker, eller de smarte hatte på Nørrebro. Heller ikke afstandene og da slet ikke Nørreport station. Jeg er og bliver sgu' et provinsrøvhul!

Det var dejligt at savne drengene. Savnet efterlader altid et knivskarpt billede af, hvor vigtige de er, og hvor lykkelige de gør mig. Når jeg tager væk fra dem, tager jeg altid en snor med mig bundet fra min hånd til deres små buttede, og den kan ikke holde til at blive strukket alt for hårdt, så skal jeg hjem og være sammen med dem igen. MMmh, aaaaahhhh, hjem.

As good as it gets...

2011-02-09T12:56:00.004+01:00

Sidder i toget på vej mod ego-tur til København på vej væk fra dejlige drenge, som bliver hårdt savnede. Men jeg har Ritter Sport, sort kaffe og Steffen Brandt i Ud & Se. Og gode og spændende planer med gode og spændende mennesker, plus sjove lektier med i tasken. Så bliver lykken vel ikke meget mere fuldendt?

En kamp ad gangen

2011-02-06T17:01:00.004+01:00

Sportsfolk siger altid, når spurgt om taktik i en eller anden turnering; "Vi tager en kamp ad gangen". Håndbold-mændene talte også meget om at det var "dagsformen", der afgjorde udfaldet. Begge strategier kan overføres til weekend med små børn. Lørdag startede helt skæv og forblev sådan. Sure børn, ditte forældre, møgvejr, børn der sked i bukserne, faldt i vandpytter, kage, der mislykkedes og voksen, der blødte i gennem. Øv. Vi kom aldrig rigtig ind i kampen, før dagen sluttede.

Søndag var formen helt anderledes. Vi havde gode ben fra start og fik det rigtige ud af sengen, allesammen. Fantastisk forårsagtig tur i fantastiske Botanisk Have, vellykket teatertur med stor glad dreng, brødre med overskud og masser af fis og ballade uden brok og bare en helt i gennem dejlig spaghetti med kødsovs og søndag. Ahh.

Forspil?

2011-02-05T10:04:00.002+01:00

Er vi enige om at "Skal vi ikke bolle?" ikke tæller som forførelse? Og særligt ikke hvis replikken falder mens ungerne ligger i sengene og holder hinanden vågne, lejligheden ligner Roskilde Festival om søndagen, og hverken jeg eller manden har været i bad i noget, der ligner tre år??

Morgenstund...

2011-02-03T08:56:00.003+01:00

Morgener. Hos os har de i de sidste halvandet år startede et par timer for tidligt. Otto er et udpræget A-menneske (om morgenen, om aftenen er han B!). De plejer at være ganske hyggelige, med stearinlys og havregrød, Postmand Per og fjol. Den gode stemning forsvinder dog ganske brat, i det øjeblik jeg eller faderen siger noget hen i retning af: "Så, nu skal vi lige have noget tøj på" eller "Vi skal snart afsted". Så bryder helvede løs og varer ca. en halv times tid. Anton forsøger på alle tænkelige måder at slippe udenom at komme i børnehave. Han har det så fint og rart dernede, men det glemmer han hver morgen. Han prøver forskellige taktikker, og det er helt tydeligt, at han har luret hvilke skyts, der skal i moderens retning og hvilke, der skal i faderens. Otto spæner rundt på væggene, mest fordi han ikke kan udstå at få tøj på. Så løber man efter og får hevet et enkelt stykke nattøj af ad gangen og til sidst kastet noget, der ligner tøj på den lille, tykke krop. Og så begynder kampen om flyverdragterne. Jeg er simpelthen begyndt at tage ørepropper i, for de hvin, de kan præstere, er den direkte vej til stress. Vel ude af døren, falder roen igen over dem og de smiler og griner hele vejen til institutionen. Og jeg er altid helt færdig efter slaget - og SÅ begynder dagen! Jezzz... Glæder mig til de har vænnet sig helt til alt det nye, og til flyverdragtsæsonen er slut, ikke mindst.

Pigebørn?

2011-02-02T11:59:00.004+01:00

Når overskriften på en artikel, hvor dette billede optræder nedenunder, er "Fire piger sælger mode og kunst", må jeg råbe vagt i gevær. Altså, man er max. pige til man er 20, og derefter er man kvinde. Om jeg må be'. Ikke noget farligt ord, faktisk.

Røde strømper?

2011-01-31T10:02:00.003+01:00

Når man flytter, er der mange ting, der pludselig bliver tydelige. Steder på gulvet i den gamle lejlighed, som aldrig er blevet vasket, forsvundne ting, der pludselig dukker op og også mere abstrakte ting som fx kønsroller. Siden vi er flyttet, har Morten næsten uden ophør haft et eller andet aggregat til at opskrue, nedslibe eller på anden vise ordne hylder/vægge/gulve i hånden. Jeg har end ikke rørt ved boremaskinen. Det har jeg faktisk ikke de sidste 9 år, hvor vi har været sammen. Til gengæld har jeg sat køkkenting, tøj og børnenes alt muligt i system. Jeg har passet børnene, mens farmand har boret, gjort rent efter boringerne og sørget for at vi da lige fik fyldt op i både køle- og rengøringsskabet. Og jeg har sidst men absolut ikke mindst sørget for at skamrose min mand, som jo er lige ved at revne af stolthed over hver velplacerede rawplug. "Jamen, tænk at noget kan sidde så lige!"

Nu er vi på plads, hverdagen kører, og ungerne glade for deres institution. Hvor man skal have eftermiddagsmadpakke med. Gæt hvem der smører den - hver dag? Og da vi sidste lørdag skulle til stort anlagt udklædningsfest i selvsamme institution, hvem mon så sørgede for udklædning til alle - også manden - samt at købe ind til, lave og huske den obligatoriske ret til ta'-selv-bordet?

Vi har såmænd ikke talt om fordeling af arbejdsopgaver, ork nej, det kommer helt af sig selv. Hvorfor egentlig? Principielt set synes jeg det må være sjovere at lege med bore- og slibemaskiner end at rydde op efter legen. Og madpakken, mon ikke den ville blive helt ok, hvis manden smurte den? Det kunne nu altså være lidt sjovt at bytte roller engang i mellem, tage de røde strømper på, smække benene op på bordet og afkræve manden et svar på, hvornår vi skal spise.

Så skriv dog!

2011-01-25T13:20:00.003+01:00

Huhej, hvor det går. Jeg føler selv, jeg er rimelig godt med på bloggen, men hver gang jeg kigger ind for at skrive mig et indlæg er der lige pludselig gået en uge. Med hvad? Masser af skænderier med Børnehavebarnet. Vi er nu nået til at han spytter på mig!? WTF? Jeg tager det alt for tungt, siger min kæreste, men hey, det er jo en slags mobning på arbejdspladsen. Der har dog også været masser af good times. I dag da jeg afleverede dem begge i den integrerede krammede Anton Otto og sagde "jeg kommer ned og besøger dig senere, kunne det ikke bare være hyggeligt?" Pænt hyggeligt.

Well. Jeg skriver jo også stadig her; www.bokblok.dk, og nu har jeg så gjort noget. Jeg har nemlig meldt mig til et vaskeægte skrivekursus. Sådan et gammeldags et, hvor man skriver og deler med sine medkursister og får feedback og lektier og sådan. Jeg glæder mig. Dagpengeland er nemlig lidt ligesom verdens længste og dårligste biograffilm, hvor man er nødt til at blive siddende og til sidst bliver den okay i mangel af bedre og så får man dårligere og dårligere smag og lavere og lavere forventninger og fucking siddesår til sidst. Afsted med mig før jeg visner og får ondt i maven af alt det billige snoller.

Fortrydelse & straf

2011-01-18T19:54:00.004+01:00

Helt ærligt, mand. Så fik man kørt ældstebarnet ind, og med sig hjem får man så en sur madkasse og en omgang svineinflu. Kom snigende lørdag eftermiddag, hvor vi havde fætter og onkel på besøg, og pludselig stod jeg over pandekagerne og skulle kaste lidt op. Siden har jeg så ligget og våndet mig i sengen og er nærmest først nu krøbet ud af den. I morges krøb jeg dog over i insti med børnene, som også havde fået resterne af min influ og var hjemme mandag (-findes der egentlig noget herligere end at være dødssyg og så have to småraske og rastløse børn hængende ind over sengen?) Ja undskyld forkortelserne, men snottet løber hele tiden op i øjnene, og jeg må fatte mig i kort.hed. Jeg fortryder bittert at jeg insisterede på at ville køre børnene ind i institution. Mit immunforsvar er slet ikke gearet til sådan en omgang integreret virusfælde.

Som om det ikke var straf nok at ligge der og hyle indvendig af smerte og febril selvmedlidenhed med bilerne og ederne fygende om ørene, skal jeg nu straffes af børnene, som mener at tre sygedage er tre for mange. Nu er det kun far der dur, for ham kan man jo regne med - åbenbart. Jeg kan bare skrubbe tilbage til sygesengen, for når jeg har afvist dem, skal jeg tilsyneladende også afvises. Så kan man så åbenbart lære det.

Smells like teen spirit

2011-01-12T19:34:00.003+01:00

Den 22. december fyldte Anton tre år. Og i mandags startede han i børnehave. Havde egentlig tænkt mig at væve lidt rundt i, hvordan i alverden al den tid er gået uden at der er nogen, der har sagt det til mig. Og hvor langt væk verden før Anton synes, og hvordan jeg ville ønske, jeg havde nydt det lidt mere, nået lidt mere, og været i nuet lidt mere. Men det der trænger sig mest på lige nu, er den fase, som han pludselig er tigersprunget ind i. Han er forvirret, selvfølgelig. Over manglende far i starten af december, afslutning i vuggestue, flytning, mors forsvindingsnummer, ingen middagslur og nu børnehavestart. Og frustreret. Over konstant at have en jubelglad lillebror i hælene og oven på togbanen, han lige har bygget, og som ligesom ikke har samme behov for ro og fred som han selv har. Og over at opleve så mange nye følelser, som han ikke selv forstår. Læs bare mit forrige indlæg, jeg fatter STADIG ikke hvad der foregår indeni mig, og jeg er ligesom nærmest ti gange så gammel som ham.

Men hold da kaje, mand. Altså, han er nærmest blevet teenager overnight. Bliver fuldstændig hysterisk over at få et nej, uanset hvor pænt det bliver leveret. Skyder mig og slår mig, og sårer mig, hvis jeg ikke gør som han siger eller bare står i vejen eller bare nærmest trækker vejret. Vi har prøvet forskellige tilgange, og har ikke just fundet den gyldne pædagogiske måde at tackle de (ganske mange) øjeblikke af momentant sindssyge han oplever.

Gode råd indkasser nærmest dussør!

Malaria eller kolera

2011-01-10T06:00:00.004+01:00

Når man er i Afrika, skal man passe på mange ting. Løver for eksempel, og malaria. Derfor er jeg i gang med en malarone-kur, som er nasty. Hvis man læser indlægssedlen, kan man ligeså godt ringe efter den blå vogn med det samme. Jeg er typen, der aldrig tror, at noget så pøbelagtigt som bivirkninger rammer mig. Det gør de. Håber jeg, på en måde. For de sidste par dage har jeg været så deprim, tyndhudet, grådlabil og humørsvingende som aldrig før. Derfor håber jeg at pillerne har noget at skulle have sagt i den sag.

Men jeg ved et sted også godt, at de ikke siger det hele. For jeg er lidt fortabt. Jeg er arbejdsløs og har været det i et halvt år. Anonyme Arbejdsløse. Hello, Astrid. Hello, identitetskrise, skrumpende selvværd og meningsløshed. Nys tilflyttet til min barndomsby, på godt og ondt. Mest godt. Men manden har megatravlt lige pluselig, og vi lever i den der slags flytterod som findes efter den første hypereffektive uge; man mangler lissom lige et par hylder, ik? Og ungerne har været institutionsløse siden 17. december. Need i say more? I morgen starter den tre-årige i børnehave. Der følger et langt følelsesladet indlæg med til den begivenhed, måske i morgen.

Jeg er glad for at jeg ikke har malaria. Men jeg gider ikke være trist. Glæder mig til at stoppe med pillerne, men hvad nu hvis "bivirkningerne" ikke går væk?

Problemregning

2011-01-08T07:13:00.001+01:00

Mit søvnbehov: 8 timer. Gerne fra 23-7. Alenebehov om aftenen: 2 timer.
Antons søvnbehov: 11 timer. Gerne fra 21-8.
Ottos søvnbehov: 8 timer. Gerne fra 21-5. Og helst kun en times tid ad gangen.
Løsning? Kaffe.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Kulturchok

2011-01-07T14:10:00.002+01:00

I går aftes kom jeg hjem fra Uganda til to små drenge og en stor, som alle blev overstadigt glade for at se mig. Det var så mærkeligt at se dem igen. Og dejligt, selvfølgelig. Men der gik lige ti minutter, før jeg rigtig forstod at det var mine. Puttede dem begge og forsøgte at indsnuse det tabte gennem nattøjet og at kysse dem for den sidste uge. Det gad de dog ikke.

I dag har været endnu mere mærkelig. Lad mig uddybe:

Efter i en uge at kunne SOVE, er det mærkeligt at blive vækket tre gange hver nat og starte dagen kl. 5.

Efter i en uge at have overvejet hvilket sommerdress der egner sig bedst til safari / pool / sightseeing er det mærkeligt igen kun at have uld og fleece at vælge i mellem.

Efter i en uge at have startet dagen med frisk og fantastisk frugt og kaffe fra markedet om hjørnet er det mærkeligt at spise Rema 1000 mysli og drikke Nescafé.

Efter at have oplevet den mest ekstreme fattigdom på et børnehjem i et enormt slumkvarter, hvor der er ris og bønner én gang i døgnet, hvis man er heldig, malaria, HIV og ebola, er det mærkeligt at høre ens egne børn brokke sig voldsomt over, at de ikke må få kage, at man siger fra fordi de kaster med alt deres spritnye legetøj eller at de selv skal tage tøj på. Dét er mærkeligt.

Og efter i en uge at have oplevet, mærket og dyrket sine egne behov, længsler og sanser er det mærkeligt igen at fokusere al sin energi på andres.

Det har været fantastisk at være afsted. At savne, at opleve stoltheden hos min mand over at kunne klare ungerne til UG alene, at opleve elefanter, solnedgang på Nilen, et vidunderligt folkefærd, som smiler til verden, selv om den er ond og at mit mig-jeg stadig lever i bedste velgående inde bag mor-jeget. Kan stærkt anbefales.

Det land, som alle børn kender...

2010-12-28T21:55:00.004+01:00

Disse to vidunderligheder forlader jeg i morgen. Jeg tager til Afrika på eventyr. Dog kun i en uges tid, men alligevel, det er sgu' eksotisk! Det er en gave fra min mor, og jeg skal afsted sammen med hende og mine to dejlige søskende. Jeg har været seriøst tæt på at aflyse mange gange. For hvad er da det for en ego-mor, som kan finde på at efterlade sine små pus, bare for at hun kan hygge sig, opleve, leve og måske endda se et par giraffer? Det er åbenbart mig. For jeg skal bare afsted. Jeg trænger til at blive fyldt op af nye dufte, indtryk, mennesker, minder og tanker, som ikke har at gøre med Anton, Otto, Morten eller Peter Plys. Jeg har netop puttet dem, sniffet deres dufte, kysset deres kinder til blods og tudet en lille smule inde i hjertet. Hvor er det egentlig fantastisk at have noget i sit liv, som er så betydningsfuldt. Morten er pissesej, og siger jeg skal nyde det. Og drengene, de har hinanden. Som aldrig før. Lige pludselig har de fundet hinanden og leger og leger og griner og pjatter en hel dag (altså ikke uden konflikter, jo, træerne vokser ikke op i loftet;-)) De kommer til at savne mig, men jeg kommer nok til at savne dem mest!

Godt nytår til alle (jeg holder det på en savanne i Uganda!)

Vi ses på den anden side...

Flytterødder

2010-12-23T21:04:00.003+01:00

Prøv lige at spørg om jeg er træt. En anelse, nu du spørger.

Siden sidst indlæg har jeg fået en mand hjem, tørret øjnene, sendt børn afsted med farfar til Århus, pakket en lejlighed ned og ud, været i IKEA, Silvan og alt det der. (Er I klar over hvor hektisk det er at flytte med to små børn? Som har ferie, og kun sover en time i løbet af dagen??) Nå jo, og holdt en treårs fødselsdag i ny lejlighed i ny by.

I morgen er det jul. Og jeg har ikke fået købt julegave til min mand. Nogle last minute ideas?? Har opbrugt samtlige hjemmelavede gavekort-ideer i de tidligere år, og da jeg stadig skylder ham en tur til Berlin og noget hanky-panky, tror jeg snart ikke han køber ideen længere.

Gal mand, jeg er blæst. Men fandme også glad. Jeg er kommet hjem, hjem til Århus. Har været afsindigt glad for at bo i København, men mit familiemig har været led og ked af det i det sidste års tid. Vi skulle hjem og plante de der rødder, der hvor vores egne stadig sidder fast, også efter seks år i København. Jeg elsker at gå forbi mine egne barndomsminder, elsker at her føles trygt og rart og rigtigt. Mit migmig savner dog stadig at cykle gennem København en lørdag aften med musik i ørene og vind i håret på vej mod det nye sjov. Men det findes stadig, for herovre er der bedsteforældre, ahhhhh. De får lov at låne unger, så mor og far kan tage til storbyen og lege ungdomssvin af og til.

I morgen er det jul. Hø, som om. Heldigvis er der en svigermor, som har tjek på alt og and, og vi skal bare troppe op, bespises og begaves og så hjem igen. På et kvarter, ja tak.

Hvor mange gange må man egentlig tude foran sine børn?

2010-12-15T18:27:00.002+01:00

Fortrængning?

2010-12-14T12:13:00.003+01:00

Dette indlæg er tophemmeligt. Og jeg skriver det kun fordi jeg ved, at min mand ikke læser med. Det handler om en særlig mærkelig åbenbaring jeg fik i går. (Hvisker:) Jeg savner ham ikke.

Han har nu været væk i over to uger og er ligeså stille kørt langt ud på et sidespor. To uger er jo i virkeligheden ikke meget, men i børne-tidsregning svarer det jo til 2 måneder i et voksenliv. Og der er sket så meget. Med børnene, deres sprog, deres leg og deres venskab og vi har haft en masse stjernestunder, nye rutiner og nye lege, som han ikke kan sættes ind i. Det er vores, os tre, som pludselig er blevet vores egen lille enhed. Gys, altså. Det er dælme farligt at gå fra bordet, for lige pludselig er ens faste stol blevet til den, hvor der bare ligger tøj på, og den virker slet ikke tom længere.

Altså, ro på, ingen skal skilles. Men det er skræmmende at mærke, at ude af øje virkelig er ude af sind. Vi er så meget lige her, midt i kalenderlys og pebernødder og fællesbad og sanglege og slåskampe, at vi helt glemmer at han (jo!!) er savnet og mangler. Vi skal nok komme i tanke om, hvor dejlig han egentlig er, når han kommer hjem. Og så skal der jo nok også afreageres lidt hist og her - bare for hyggens skyld!

Julestemning?

2010-12-10T14:33:00.002+01:00

En lille uskyldig liste over ting, der kan ødelægge mit humør på en ellers smuk fredag:

1) At køre gennem byen i linje 5A TO gange i løbet af 2 timer. Med to trætte børn. Need I say more?

2) At klapvognen vælter TO gange i bussen, og alle fødselsdagsgaver til min storebror, som vi er på ud for at besøge, vælter ud i hele bussen.

3) At INGEN siger, gør eller hjælper noget. Helt stille i bussen, mens jeg, med barn på hoften og ét på et sæde, forsøger at indsamle gaver, sutter og vanter. Tak for danskhed, siger jeg bare!

4) At min svigermor ringer for hundredefuckingsyttende gang for at tale om de julegaver til børnene. Nu voldsomt stresset over projektet.

5) At jeg ikke får sagt til hende, at hun for Guds skyld hellere skal lade være med at købe gaver til os allesammen, hvis det partout skal være forbundet med noget negativt. Vil dog hellere have en dejlig og afslappet jul med fokus på hyggen fremfor "detkanbyttes".

Det var bare det jeg ville sige. Nu afsted til Julefest i mindstens vuggestue. Endnu en af de ting som bare er sjovere, når man er to forældre. (Er det egentlig nogensinde sådan rigtig sjovt?)

Mellemtid

2010-12-05T21:45:00.003+01:00

Efter en uge som alenemor sidder jeg har med vin og snoller og en lille smule selvmedlidenhed. Det er faktisk gået fint. Men var aldrig gået uden søde, dejlige mennesker, som kommer med friske øjne, god mad og det overskud, som jeg efterhånden ikke har mere tilbage af. 'Til gengæld' er der ti dage, til Manden kommer hjem. Nå, siger jeg bare. Jeg har (næsten) ikke råbt eller været suremor, men jeg har drukket mange øl og røget mange cigaretter, når børnene endelig er kommet i seng (ved halv ti-tiden, argh!).

Jeg har ferie. Men sender med ren samvittighed ungerne i vuggestue hver dag og shopper, drikker dyre latter og går i biffen om dagen, igen med den allergoeste samvittighed. Man udvikler også et relativt afslappet forhold til gråd, ynk og klynk, og et absolut afslappet forhold til nullermænd, chokolade og oprydning. (Bortset fra at vores lejlighed er til salg og der fandme hele tiden kommer irriterende typer og vil se men ikke købe - nogen der kender nogen, der mangler en fantastisk dejlig andelslejlighed på Amager???)

Julekvinder

2010-12-04T10:32:00.003+01:00

Vil egentlig gerne brokke mig lidt. Over børn der vågner for tidligt, sne der bliver ved med at vælte ned og svigermor der bliver ved med at ringe og rykke for gaveønsker. Men. Så var det jeg så dette her, Hjerternes Fest og tænkte. Nogen har faktisk valgt at kigge lidt ud over egen forkølede men velplejede næsetip og tænkt på andre, som ikke har helt så meget at være utaknemlig over. Jeg kan stadig ikke lade være med at brokke mig over at mine dyre vinterstøvler fra sidste år ikke er helt så hotte i år, men jeg har jo varme tæer. Jeg kan også sagtens brokke mig over at jeg får ztrezz over julegaveindkøb og at for mange pebernødder gør børnene skøre. Men jeg tror bare at jeg lige nu vil henlede opmærksomheden på dette fantastiske initiativ, som skal sørge for at alle mødre får mulighed for at give deres børn pebernødder. Giv lidt, ik?

Suk

2010-12-02T21:10:00.002+01:00

Netop som jeg skulle til at skrive et frejdigt indlæg om, hvor skønt og dejligt og nemt og fint det går med at være alene med drengene, stikker de begge i en hylekoncert uden lige derinde fra børneværelset. Suk altså. Nemesis, din gamle luder.

3. gang er lykkens?

2010-11-30T14:32:00.004+01:00

Pyha, jeg skal jo lige i form, ikke? Sidder med en kop kaffe og chokoladen og tænker på den barsel, jeg har skrevet om her. Får helt ondt i maven over at den er slut. For den var sgu' hyggelig. Og TÆNK NU hvis det var den sidste? Man ved jo aldrig. Stod det til mig (og egentlig også min mand) skulle vi have én mere. Altså om ca. 7 år!! Men tænk hvis man pludselig får kolde fødder, trætte æggestokke eller bare nok? Åh, det klarer jeg ikke. For lige så kaotisk det er med to drenge med halvandet års mellemrum, ligeså fantastisk er det jo også. De har deres egne lege, allerede, og det bliver kun "værre". Værre, fordi de har mindre og mindre brug for mig. De har jo hinanden, og de står dælme sammen i tykt og tyndt. Skælder jeg den ene ud, får jeg skæld ud af den anden, og skælder den ene mig ud, hopper den anden med på den vogn. Gulp! Derfor er jeg jo nødt til at få en lillebitte baby på et tidspunkt, hvor de andre af sig selv løber ud og leger og bare overhovedet ikke gider kysse, men kun gider skyde én. Så skal jeg have en lille baby, som er livsens afhængig af mig, og som skal opdrages til at have den sygeste moderbinding. God plan, ik?

Mandeløs

2010-11-22T20:50:00.004+01:00

Så skal vi til det igen, solo-showet. Musiker-Morten skal på tour i 17, jeg gentager SYTTEN dage. Jeg? Jeg dør jo nok. Ej, heldigvis er drengene ikke så små længere. Faktisk er den ene præcis en måned fra at være 3, og den anden er præcis en dag fra at være 16 måneder. (Havde i øvrigt rent svedt 16 mdr's hidsigheden ud, damn!) But still. Man vil jo nok alligevel gerne være sammen med sin mand om de børn, ikke? Specielt når det er psyko-koldt og de hver især skal iføres alverdens grej for overhovedet at kunne afleveres i vugger, når man selv synes at livet er en lille smule udfordrende for tiden (og man i øvrigt skal flytte nærmest oveni), og specielt når man synes de er noget så udfordrende og noget så bedårende på én gang. For ja, man vil gerne deles om natte- og morgenvagten (Otto vågner nemlig stadig 2-3 gange om natten, men står "til gengæld" op kl. 5.15) og ja, man vil gerne deles om bleerne, oprydningen og nedsmeltningen, men allermest vil man gerne deles om det gode. Når de leger så fint sammen, når de siger, gør og ligner det sødeste i verden. Så vil man gerne lige finde barnefaderens øjne, og smile det der indforståede blik, som siger: tænk, at vi har lavet dem. Det vil jeg nok savne allermest. (Ej ok. Næstefter at sove længe til kl. 7)

Her har I mig tilbage

2010-11-18T21:43:00.003+01:00

Uha. Det er 4 måneder siden, jeg sidst har skrevet. Det må vist siges at være slow-blogging. Jeg har gået og simret i de sidste par uger, og har nu besluttet mig for at åbne låget igen ind til denne lillebitte blog, som egentlig var en barselsblog. For mig og for dem, der pludselig kom til at læse med. Nu har den stået helt stille lige siden lille Otto startede i vuggestue, og jeg selv startede i - nå ja, lediggang. Fuck mand, et mærkeligt efterår. Masser af vidunderlige hverdage, men mindst ligeså mange underlige (og hektiske og grå). En enkelt identitetskrise (min), et karrierespring min mands), en flytning (om lidt, til Århus, os alle) og to brødre, som nogle dage er Løvehjerte og andre dage Weasley-twins. Lige nu er jeg "alene" hjemme, drengene sover og jeg bevæger mig altså med listefødder ud i mor-bloggeriets vidunderlige afkroge igen. Har sgu savnet dem! Der er forresten nok ingen læsere tilbage, men hvis der er, vil jeg bare sig hej og tak fordi I er her...

Ferie? Moi?

2010-07-11T20:23:00.003+02:00

Ja altså, her bedrives der ikke meget ferieren endnu. Der er sommertour der skal spilles, vuggestuestart der skal fattes og dagpenge der skal hæves! Og min nye blog, der jo ikke skriver sig selv;-)

Nu findes den her:

www.bookblok.dk

.... Sig det endelig videre!

... Og hav en skøn sommer uden hedeslag og hekseskud og med grillpølser og græs mellem tæerne.

Ny blog og festivalkåd

2010-06-30T11:24:00.002+02:00

Hahaha! Nu skrider jeg til Roskilde Festival! Nogle gange kommer man til at tale i telefon med sin søster, som overtaler én til at købe en endagsbillet til Roskilde, og så kommer man til at gøre det og kommer til at glæde sig sindssygt til et døgn UDEN babyer og MED øl og musik. Og hvor man vågner tidligt pga. solkogende telt og tømmermænd og ikke pga. baby, med krop indstillet på en helt anden tidszone end ens egen. Hoo-fucking-rayyy!

Imens må du meget, meget gerne kigge forbi min nye blog, som stadig er i noget opstartsfase, men jeg synes den er fin, og jeg har ca. 100 indlæg inde i hovedet, som jeg glæder mig til at skrive! Håber vi ses på:

bookblok.wordpress.com

KH Astrid

Indkøring

2010-06-15T11:05:00.002+02:00

I Guder, hvor har jeg savnet det her, bloggeriet. Der er nok ikke nogen, der klikker forbi her længere, men hvis der er, vil jeg bare lige sige hej og farvel. Jeg er ved at køre Otto ind i vuggestue og et nyt blog-projekt ind på computeren. Be right back!!

Blogspot-blogstop?

2010-04-10T16:25:00.004+02:00

Jeg er gået lidt i hi. I en slags bloghi, hvor jeg mest bare har lyst til at læse andres, uden at skulle give noget af mig selv. Ved egentlig ikke hvad det handler om, men jeg tror, at bloggen & mig trænger til en pause. Vi trænger til at se andre ord og til at savne hinanden. Så kære, dejlige mennesker der er så rare at læse med her hos mig; der vil være stille her lidt. Jeg skal lige gruble over bloggens og min fælles fremtid. Skal vi flytte til et større hus? Få børn eller bare få en hobby hver især? Jeg vender tilbage så snart jeg har fundet mine ord!

Få mig hjem!

2010-04-06T13:21:00.006+02:00

Jeg blogger for at undgå at blive sindssyg. Og lige nu blogger jeg for at undgå at ødelægge svigermors pæne porcelæn i raseri. Jeg har nu opholdt mig under mine svigerforældres tag i 5 dage, og jeg har nu fundet svaret på spørgsmålet: "hvor længe kan man mon bo hos sine svigerforældre uden at blive sinddsyg?"

Hold nu op med at støvsuge hver eneste gang en af ungerne har spist en bolle. Hold nu lige op med at gentage de samme 3 fraser igen og igen (omhandlende hvor meget de glæder sig til pension, hvor forurenet der er i København - "og så alle de MENNEsker", og om hvor god en butik REMA 1000 er at handle i - "og så er de altid så søde dernede") Og please, hold op med, at spørge om vi nu er klar til at få pakket sådan cirka 7 gange det sidste døgn før vi skal afsted.

Come nu lige on. De er lige omkring de 60, og det vil overraske mig, hvis ikke pladen kører i sammer rille i de næste 30 år. Jeg bliver både hidsig og lidt trist. For jeg synes det er få tidligt at gå i stå. Og nå ja, så har jeg forresten fundet ud af, at jeg aldrig somialdrig kommer til at bo i så lille en by, hvor der kun findes parcelhuskvarterer. Jeg bliver desperat af at kigge på de samme huse, hvor alle tingene står de samme steder og hvor kaffen altid bliver drukket på samme tid, sted og måde hver dag. Hjem til København, NU. Tak.

Countdown

2010-03-30T09:58:00.007+02:00

1 måned tilbage. Så starter jeg på nyt og superspændende arbejde, som jeg faktisk glæder mig helt vildt til at kaste mig ud i. Men. Også kun 1 måned tilbage med Otto ad libitum. Så skal man vel gøre en slags status?

Det er dog relativt simpelt; jeg har ikke nået andet end at være sammen med ham, yndlingsbabe'n. Det kan tælles på en enkelt hånd, de gange vi har bevæget os over broen væk fra Amager. Det kan tælles på samme hånd, de dage jeg har følt mig bare nogenlunde udhvilet.

Jeg har bare været. Og kysset og drukket kaffe. Og grinet med ham, og blogget og spist. (Når man er på barsel kan man nå utroligt mange måltider, allerede inden eftermiddagskaffen.)

Min første barsel var så svær. Jeg ville så gerne gøre det rigtige, gå til det hele, være sund og

frisk og pæn og give mit barn den helt rigtige stimulerings-sanse-dims og hjemmelavede øko-mos i den hjemmelavede øko-grød. Jeg læste mig til, hvordan hans rytme, lort og humør skulle være og kæmpede med at presse ham ned i de stramme rammer. Jeg husker mange dage med mange tude-opkald til arbejdende kæreste. Mange dage med frustration over forventningsbrist og forvirring over, hvorfor jeg ikke kunne finde ud af det hele.

Men virkelig. Denne her barsel har bare været så rar. (Har dog ikke lige scannet de sidste 8

måneders blog-indlæg i gennem, det kan være jeg der kan finde enkelt frustrations-indlæg;-)

Lille tykke Otto. Søde glade tossegode rundkindede skraldgrinende Otto.

Tak for hverdagsfesten!

Regnestykke-lykke

2010-03-27T09:52:00.003+01:00

Regnen tæsker ned, og jeg sider her i min karnap med min kaffe. De to største drenge hopper i vandpytter i gården og den mindste ligger og sover på altanen. Ro. Og lykke.

I guder, hvor er alting dog nemmere, når man er to. Altså fire. Engang var vi to i familien, og kunne have ligeså mange tømmermænd og samtaler og middage, som varede mere end 4 minutter, som vi havde lyst til. Men så blev vi tre. Og så kom der endnu mere kærlighed og besværlighed. Totalt nyt liv, hvor man spiser klokken 18 og går i seng klokken 22. Og har sex når man orker i stedet for når man har lyst. Og nyder lyden af morgen, når familiens tredje medlem pludrer glad og ligger og putter i smørhullet. Og så blev vi fire. Igen dobles der op på lykke & looove og skæres kraftigt ned på mig-tid og dig&mig-tid. Men uanset hvad, så er det jo helt vidunderligt fantastisk, det her liv!!

Musikterapi

2010-03-24T09:43:00.011+01:00

Kashmir må tage æren for, at jeg kom i gennem denne morgen uden at

kaste med nogen af mine børn. Min snor er langsomt blevet kortere

og kortere i løbet af alene-ugerne, og der er nu ikke meget andet tilbage

end en lillebitte knude for enden af snoren.

Under en meget spidsbelastet situation, som involverede noget brok

over noget spildt mælk, en umenneskeligt klam og stor lorteble og en

overtræt baby, var jeg et splitsekund fra at snappe. I sidste øjeblik

spillede P3 mit yndlingsnummer pt., Kasmirs 'Still Boy', og jeg skruede

sindssygt højt op og nærmest skreg med på sange, alt imens jeg

dansede mine ur-følelser ud på ægte Carl-Mar'sk vis.

Og ungerne gloede på mig som om jeg var sindssyg (hvilket jeg jo også

var, momentarily) og begyndte derefter at grine.

Mentalt sammenbrud afværget.

Tak Kashmir og tak P3. Skulle også hilse fra mine børn og sige tak!

Det er her, det sker...

2010-03-22T13:53:00.002+01:00

3 dage tilbage. Og lige nu synes 3 dage som 300. Lidt ligesom, når man er ude at løbe (somom) og man ved, man kun mangler en kilometer. Eller når man kun mangler konklusionen på specialet. Det sidste træk er altid det hårdeste.

Men altså, 3 nætter med hullet stress-søvn, 3 morgener med havregrødskrig og flitsbuer og 3 ulvetimer med hyl og månesyge. Og så kommer helten hjem. Og så er det hele lissom lidt sjovere!

Han har dog noget, han skal have indhentet. For vi har faktisk også hygget os. Virkelig, det har vi! (Og her vil jeg gerne takke hele mit cast & crew, Gud og Jesus!) For hvad med dengang, hvor Otto pludselig fandt ud af, at han kunne klappe? Og Anton synes det var så sjovt, at vi holdt en regulær Stomp-koncert? Eller dengang, jeg lå i sofaen med dem begge og puttede foran Samson & Sally, og Anton pludselig kysser Otto og siger, at han elsker ham? Eller dengang, vi fandt en snegl i gården og Anton var så lykkelig, at han var lige ved at gå op i limningen?

Nogle gange drømmer jeg mig også væk på roadtrip eller bare en badeferie med mig selv, men når nu jeg ved, hvor meget man går glip af, kan jeg faktisk sagtens undvære...

Vi løfter i flok

2010-03-18T10:17:00.004+01:00

Hvem der bare ku' klar' sig med hjælp fra sig selv...

2010-03-18T09:28:00.002+01:00

Seriøst, hvem har brug for mænd? Ptøh, det der med at passe børn og hjem og sig selv, det kan man da sagtens klare alene... I HELVEDE!!

Altså det går jo. Ingen er døde eller traumatiserede (håber jeg), men for satan. Nu må han fakisk gerne snart komme hjem (der går desværre liiige en uge mere). Jeg malker min omgangskreds for alt hvad der hedder hjælpende hænder og, så snart folk siger "du skal jo bare ringe", så gør jeg det. Og vi klarer os fint i gennem, men det er ligesom bare ikke meningen.

De gyldne stunder får altså mere skær, når man har nogen at opleve dem med. Og de slemme nætter bliver lidt lysere, når man får et frikvarter ind i mellem. Og den der 'nogen', det er forresten barnefaderen. For veninder og onkler og sådan synes jo også ens børn er fantastiske, men det er altså kun mor & far der kan kigge nærmest forelskede på hinanden og barnet, når det har lavet lort på potten.

Anton starter hver morgen med at spørge hvor far er henne, og jeg forklarer "bla. bla., ude at køre i bus, på tur, spille trommer". I morges rystede han irriteret på hovedet og hævdede, at nu var det altså mor, der skulle på tur i stedet for, og far skulle komme hjem. Ja tak, det kan vi da egentlig godt aftale! En sviptur til Paris? Eller noget kloster i Toscana? Eller bare en lillebitte uge på en strand i Thailand? Mener snart, jeg har optjent nok bonuspoint herhjemme til i hvert fald en aften i hegnet med mine veninder!!

Sov mit barn, sov længe...

2010-03-16T10:55:00.002+01:00

Kære søde, dejlige, runde og glade lille Otto.

Jeg synes du er sød. Men jeg synes på en måde, at du godt snart må sove lidt om natten. Det kan godt være, jeg ikke har fået forklaret dig det godt nok, men når der er mørkt udenfor, når alle andre i hele byen sover (undtagen måske hende hers barn) og mor og far siger "shhhhh", så betyder det at man skal lukke sine øjne og sin mund og sove.

Kærlig hilsen din mor

PS: Jeg har en lille sort bog, hvor jeg har skrevet alle de gange nede, hvor du har råbt mig ind i hovedet om natten og hevet mig ud af dynerene klokken 5 for at bringe dig morgenmad på sengen. Og du får dem alle lige tilbage i fjæset, når du bliver teenager. Så er det sagt.

Refill

2010-03-15T10:25:00.005+01:00

Der skal tankes op på min konto. På alle konti, faktisk. Har kæmpe overtræk på henholdsvis kysse-, sove-, opleve- og drukkontoen. (Og et lillebitte et på den økonomiske!) Jeg er nødt til at investere lidt i mig selv, når denne måned er overstået, og faktisk har jeg bestilt overnatning, spa og mega-luksus mad og bad og massage til manden & mig lige her:

Mmmm, Vejlefjord Hotel. Og så skal vi se sådan her ud og være helt pæne og glade og savne børnene og komme hjem med overskud på drengen!

Hverdagens helte

2010-03-12T13:58:00.002+01:00

Okay, vi har så verdens bedste pædagoger. De har lige ringet og sagt at Anton har fået feber. Jeg siger, at jeg lige har puttet Otto på altanen og kommer og henter, så snart han vågner. Helt fint, vi putter med ham indtil da. To minutter senere ringer verdens sødeste Maria fra Solstuen og siger: "Ved du hvad, vi har næsten ingen børn, skal jeg ikke bare lige komme hjem med ham? Hvis det altså ikke overskrider dine grænser?" Jeg kan kun sige tak og tude lidt af taknemlighed.

Salig kaffe...

2010-03-12T09:44:00.004+01:00

Sig mig engang, hvad skulle der nu være i vejen med kaffe? Og banankage for den sags skyld? Jeg har det i hvert fald væsentlig bedre efter indtagelse af ovenstående kombi end jeg havde før. Før var jeg tæt på at lægge mig ned og dø af selvmedlidenhed. (For det kan man faktisk godt dø af!)

Har haft sådan en morgen, hvor jeg flere gange var seriøst tæt på at lukke (smække) døren bag mig og bare skride. Så kunne de KRAFTedme selv lave deres åndssvage havregrød.

Men jeg talte til 10 (og 20 og 100) og blev. Og trøstede. For i virkeligheden er det jo ikke Antons skyld at Otto var vågen 17 gange i nat OG stod op halv seks. Det er heller ikke Antons skyld at hans far skal ud og realisere sig selv og sine liderlige rockstjernedrømme (Bitter? Moi?). Men holdnuop, hvor han græd og skreg. Og det handlede nok ikke om havregrøden, men om at han savner sin far og synes at mor hele tiden sidder med den dumme skrigeunge på skødet. Stakkels lille prut.

Heldigvis kommer verdens bedste mormor i dag og bliver hele weekenden. Og heldigvis kom min dejlige veninde forbi i går med sushi og vin og kram. Og heldigvis er mine børn de sødeste jeg kender. Det skal nok gå. Så længe vi har kaffe...

Ryst posen

2010-03-11T10:14:00.008+01:00

Jeg er ved at læse Revolutionary Road. Ja, den der med Kate & Leo. Men det var altså en bog først, og en helt fantastisk én af slagsen. Og den prikker til mig.

Den handler jo om disse unge bohemian kidz, som tror på love & revolution og mener at forstadsliv og kernefamilie er lig med den visse visnedød. Og ja, så sidder de jo som bekendt pludselig selv i saksen og skændes om et bed og naboerne og hader hinanden for at have glemt drømmene.

Herhjemme tror vi også, at vi hævet over den slags småborgerlige småtterier. Vi lever i NU'et, går ikke op i materielle ting og skal også redde verden lidt engang i mellem.

... Right!! I virkeligheden lever vi fra lur til lur og glæder os af og til (for tit) til børnene er kommet i seng, så vi kan ... øh, se Sopranos og snolle og købe ting på nettet. Og det der med at redde verden, det må de andre altså sørge for. For vi vil altså rigtig gerne have den der nye lampe, og vi skal også lige have gjort rent, inden svigerforældrene kommer på besøg. Og fred med det. Men jeg tror på, at man ind i mellem bør tvinge sig selv til at ryste posen og kigge ud fra de pæne rammer, og se om man kan se de drømme, man havde engang. Før de pæne gæstehåndklæders tid, dengang hvor man ikke troede, at man behøvede være perfekt.

Shhh...

2010-03-10T14:34:00.002+01:00

Tør næsten ikke sige det, så jeg hvisker det bare: det går rigtig godt med at være alene med drengene.

De er søde. Og bløde. Og jeg spiser vildt meget chokolade og læser sladderblade og feder den så snart jeg kan. Og nyder på en måde at være herre i eget hus.

Godt, så er det sagt, så kan I bare komme an, søvnløse nætter, hysterianfald og tigerspring med trods på!

Kært barn?

2010-03-09T14:38:00.004+01:00

Har lige hørt et nyt begreb, som bruges om os moderne forældre: Frugtforældre. Det er altså forældre, som gerne vil hente deres børn inden eftermiddagsfrugten. Eller hvad med den her; Drivhusforældre, forældre som sørger for at der altid er fuldstændig optimale forhold for at dyrke deres børn på den helt rigtige måde.

Altså. Nogle gange synes jeg at man skal slappe lidt af med de der begreber. Smummy mig her og -ista mig der og hvis din nabo var en bil. Det er jo klart at unge kvinder i dag går lidt i identitetskrisens angst og præstationsstress og jeg skal komme efter dig, for hvad er der egentlig blevet af bare at være kvinde? Kunne det ikke være ens identitet, og noget man i sig selv var stolt af? Vi skal allesammen passe i en kasse, og hvis vi ikke lige gør, bliver vi helt usikre og skynder os at tabe os 10 år på ingen tid eller bruger hele vores opsparing på et coaching-forløb med efterfølgende coachinguddannelse, så vi kan coache andre til at finde deres kasse.

Kan en kvinde ikke bare være en kvinde? Og kan man ikke godt bare være forældre? Argh, jeg er lidt gammeldags, men jeg ville sådan ønske at Emilia van Hauen-typerne ville lade være med hele tiden at definere 4 slags typer indenfor alt. Kært barn har mange navne, men jeg synes at en kvinde er en kvinde er en kvinde. Og hun må saftsusemig selv bestemme hvordan.

Overgivelse

2010-03-07T15:29:00.004+01:00

OK, vi overgiver os. Efter knap en måned med ekstrem kaossovning (endnu mere end de 6 forgående) er vi nødt til at gøre noget. I morgen starter alene hjemme-ugerne, og jeg har slet ikke nerver til at stå fast på samsovningsprojektet, når jeg skal passe begge nattevagter samt morgenvagten. Den sidste uge er projektet gået ind i sin mest kaotiske fase, og Ottos vågne råbekor fra 03-05 er nu også blevet overført til storebror. Om jeg gider stå dér alene? Midt om natten med to børn, som ikke vil sove, men råbe, spise hyle og pjevse? Nixen.

Alle regler ophæves i de kommende tre uger. Anton, som ellers har været så god til kun at bruge sut, når han skal sove, får lov til at have sin sut tapet til sin mund, hvis det kan forhindre flitsbuer. På samme konto er der heller intet loft på Bamse & Kylling- / Alfons- / Thomas Tog-tid og heller intet som helst krav om hvor mange grøntsager / hvor lidt sukker, der må indtages (dette gælder både mig og drengen!) Og Otto får så altså lov til at rykke ud af børneværelset igen. Midlertidigt. Fuck, om det så tager dobbelt så lang tid at genoprette orden i kaos, for i det mindste er vi til den tid dobbelt så mange forældre.

Smiley

2010-03-04T09:32:00.003+01:00

Søvnmangel, alenemorhed, overtræk, appelsinhud, grå hår (yaiks, der er kommet mange!) og underskud på mig-kontoen er ligesom noget nemmere at kapere, når solen skinner og ens unge ser sådan her ud på vej til vuggestuen;-) Hav en dejlig dag i den sol.

Gulp

2010-03-03T09:39:00.002+01:00

Nå, men jeg kan vel ikke kalde mig en rigtig mor-blogger, hvis ikke jeg skriver lidt om den der nattesøvn. Jesusmotherfuckingchrist. Behøver jeg sige mere?

OK. Altså de sover jo på samme værelse. Og det er pissehyggeligt. Specielt når de ligger og pludrer om aftenen og morgenen. Knap så hyggeligt er det når Otto ligger vågen fra 3-5 næsten hver nat og råwer som en gammel havnearbejder. Ved ikke hvad det er han siger, men det lyder som om han keder sig eller fortæller perverse jokes eller bare skal prutte. Øv. Og hvis han sov alene kunne man jo egentlig bare lade ham ligge, men vi danser rundt uden for døren til drengeværelset den halve nat og ind og ud og give sut og kys og SHHHH af frygt for, at hans brøl skal vække den stakkels storebror. For så går der for alvor halbal i den.

Og nu nærmer sig tiden, hvor manden tager afsted, og mor her skal træde til som direktøren for det hele. Jeg ryster en lille smule i bukserne over at have hele nattevagten og morgenvagten (ja, for ham den lille står jo så op kl. 6 og er irriterende frisk) uden mulighed for at tilkalde vikarer. Heldigvis er der fuldt booket op med legeonkler og bedster og andre hjælpsomme sjæle til at dele eftermiddags- og aftenvagterne med mig. Men fuck mand. Så sov dog, baby!!

Hængerøv

2010-03-02T14:37:00.003+01:00

Rimelig kær Bamse & Kylling-fan. Anton kan stå som hypnotiseret og stirre på ghetto'en, når yndlings-CD'en spiller nede i Vuggeren...

Hvem der bare kunne stilles tilfreds så nemt!

Ud i det blå

2010-03-02T14:23:00.004+01:00

Min mand og jeg er ret gode til at ende i nogle virkelig mærkelige situationer. Vi har altid en masse gode ideer til sådan nogle rigtige, kæresteagtige udflugtsmål men af en eller anden årsag ender det altid helt anderledes end vi troede. I dag skinnede "forårs"-solen lidt og vi tænkte straks Dyrehaven hånd i hånd, hurra. Morten skulle dog lige hente et kamera i Virum, og af uransaglige årsager endte vi pludselig midt i en lille skov / nogens baghave tæt ved Virum station med skodkaffe og SuperBest sandwich. Vi sad på barnevognsdækkenet på den iskolde jord midt i en slags snestorm og voldhyggede os, faktisk. Og så var der dengang vi skulle spise lækker sommerfrokost i Dragør, men endte med at spise hotdogs og spille minigolf på en øde campingplads midt på Amager. Og den dag, hvor vi skulle på picnic på Amager Fælled, men endte med en bajer og lidt ungdomssnav på en byggeplads. Og mange flere uventede hyggestunder!

Meget mærkeligt, men meget, meget hyggeligt...

Smitsomt?

2010-03-01T09:41:00.003+01:00

Der er altså noget i omløb. Jeg har opsnappet det rundt omkring på nogle af mine ynglingsblogs og har været lagt helt ned af skriveblokade. Jeg har ikke haft lyst eller tid. Ved ikke om det er årstiden, travlheden, søvnmanglen eller bare en generel metaltræthed som lurer rundt omkring, men det er som om, der har været lidt lukket pga. sygdom. Men NU kører bussen igen. For det er forår. (Jeg er dog også blevet smittet med en mere traditionel snue af mine børn, som begge har kroniske 11-taller.)

Og så er jeg også blevet smittet en lille smule af skilsmiséren. For det er tæt på og det gør så ondt. Det er svært ikke at blive rigtig bange, for J og P har jo også engang sagt til hinanden "det bliver i hvert fald ikke os, der bliver skilt." Ligesom Morten og jeg siger. Men gad vide hvornår, det begynder at gå uopretteligt skævt? Hvornår man ved at turen er slut? Hvornår en slinger i valsen bliver til en endestation, og måske en ny vals med en anden? Øv altså. Måske er det bare fordi mine egne forældres skilsmisse var så hæslig, at jeg ikke tror på 'den lykkelige skilsmisse', men altså... øv. Læste i en roman forleden, at skaden uopretteligt er sket, første gang man taler i imperativ til sin mand. Hø. Måske er jeg en enkelt gang eller to kommet til at sige (råbe) hold nu kæft/vask nu op/gå nu ned med skraldet.

Det fylder i maven og tankerne, det der med skrøbeligheden og skilsmissen. Håber dog kun det er en omgangssyge, som ikke tager fast bolig i vores hjerter.

Hudløs

2010-02-22T10:04:00.002+01:00

Mine følelser sidder uden på tøjet i dag efter en nat med latterligt lidt søvn. Otto var vågen fra 2-5, helt kæk og højtråbende. (Og jeg var jo på nattevagt alene.)

Jeg er helt hudløs og har lyst til at tude over de mindste ting, som for eksempel når ens 2-årige søn ringer fra Århus og siger "Godmorgen Mor, du sovet godt?" med sin lille glade stemme. Eller når en lille forfrossen fugl sætter sig uden for ens vindue og banker på ruden med sit lille næb. Eller når et lille marcipanbrød kaster sig frådende over ens ansigt og overdænger det med små våde kys.

Men i dag tuder jeg også over de store ting. For der er nemlig en skilsmisse på vej i familien.

Efter de brølende 20'ere, hvor alle omkring os fandt deres kærlighed, flyttede sammen, blev gift og nu er i gang med at få børn, nærmer vi os så småt det næste kapitel. Voksendommen. En dom, der for nogle også indebærer den slags tab af drømme, som en skilsmisse må være. Jeg håber inderligt, at dem som vælger at gå fra hinanden træffer det rigtige valg, og jeg håber ved Gud at det aldrig, aldrig skal overgå mig selv og mine børn.

Savnere

2010-02-21T21:44:00.004+01:00

Har tilbragt en hel, stille og inderlig dag alene sammen med dette marcipanbrød (som har tænder på vej!)

Anton og Morten er i Århus, og jeg savner dem, så det bogstavelig talt gør ondt i hjertet. Jo flere familiemedlemmer, jo mere kærlighed og jo flere der savner hinanden! Anton plejer at bade Otto og de to har helt sikkert også mærket at de mangler den anden...

Misundelig / mistroisk

2010-02-21T09:54:00.004+01:00

Forleden havde vi besøg af et vennepar, som har en lille søn på snart et år. De havde efterladt ham hos hans mormor, og Anton var hos sin morfar. Så vi drak vin - meget. Det var fantastisk at være sammen med dem igen lidt som i de sagnomspundne 'gamle dage', og at kunne føre samtaler der ikke konstant skulle afbrydes af en babyalarm eller bleskift. Men der er sgu' en ting, der nager mig.

For det går bare godt. For dem. De skændes ikke, de har masser af sex, de har det sjovt og dejligt sammen og brokker sig aldrig over noget. Som i, ALDRIG. Og ærligt talt, jeg er pissemisundelig. Samtidig med at jeg er en smule mistroisk. For kan det virkelig passe at man bare kan være glad og tilfreds? Altid?? I så fald anede jeg det ikke, og jeg varmer mig af og til, når jeg synes det er svært og Morten er dum, ved at sådan har alle det engang i mellem.

Kan ikke finde ud af, om det er mig der bør stramme op og klappe i eller om de bør åbne op og lukke os ind. For jeg mener ikke der bør være tabuer mellem venner, og jeg synes at noget af det stærkeste man kan gøre, er at dele sin svagheder. Seriøst, hvem har ikke lyst til at knipse lidt hårdt til sin mand somme tider? (Specielt når han snorker/smasker/glemmer/lugter)

Mere om brødre

2010-02-18T21:24:00.002+01:00

Da Anton var baby, kunne det hele ikke gå hurtigt nok for mig. Allerede fra hans spæde dage, glædede jeg mig til at han kunne smile / kravle /gå /snakke. Alt var nyt og spændende - og er det i og for sig stadigvæk, og vil vel altid være det? Også skolestart i fuld fart og det første kys/kæreste/sår på knæet og i hjertet. Jeg er hele tiden et skridt foran ham, og afventer spændt hans næste træk. Er du kommet i trodsalderen nu? Ud af den? Kan du tælle til ti og gider du lege restaurant? Jeg forventer hele tiden noget nyt (og nok til tider, for meget) af den lille knøs, som egentlig slet ikke bryder sig om rampelyset men foretrækker at gøre tingene på sin egen måde i sit eget tempo. Han skulle have været lillebror.

For Otto får nemlig masser af ro til at vokse og kokse som det passer ham. Jeg har på INGEN måde travlt med at han skal blive voksen, faktisk kan jeg slet ikke holde ud at han snart ikke gider amme længere, og at han kan kravle og bare sådan uden videre sove på eget værelse. Min lille baby.

Otto har sit helt eget space. Godt nok får han ikke helt samme opmærksomhed og begejstrede hvin fra forældre og bedsteforældre hver gang han slår en prut eller en kolbøtte, men til gengæld får han lov til bare at være. Og at lægge sig i slipvinden fra Anton og kigge op på ham med store, trygge øjne og vide hvor han skal gå hen.

Sejt

2010-02-16T20:56:00.002+01:00

Så så man lige mig. I et kaotisk karryindsmurt køkken med rod i hovedet og stress i maven, et velfortjent glas hvidvin i den ene hånd og en forbudt men fantastisk cigaret i den anden. Har nu - efter halvanden vanvidstime lagt drengebørnene i seng (uden at hæve stemmen - altså min, de andre var pænt høje). Morten er i studiet (igen!) og jeg nyder stilheden som aldrig før!!

Og føler mig fucking sej...

Børnene skal læses

2010-02-16T13:42:00.002+01:00

Det her er hvad jeg har lavet i dag. Ida Jessens nye roman har fået mig til at læse igen. Altså læse på den der måde, hvor intet andet eksisterer, min mand kan kalde på mig 5 gange uden at jeg så meget som ænser det, og opvask kan være opvask lige så længe det har lyst. Desværre er jeg også kommet til at forsømme mit barn en smule, og først da han lå med hovedet nede i duplokassen og hylede, rev jeg mig ud af Hvium og Solvejs kvaler. Læs den!

Jeg vælger forresten bevidst at undlade at skrive om vores natlige udskejelser, da jeg nærer en enorm respekt/ærefrygt for nemesis.

Overmodig?

2010-02-15T20:02:00.003+01:00

Sidder lige nu yderst på stolen, klar til at springe op, hvis en af poderne giver et piv fra sig, inde på drengeværelset. Det går både godt og skidt, det der samsovningsprojekt. Godt, fordi der hverken i går eller i dag var nogen som helst problemer med at få dem begge puttet. Skidt fordi Otto har været vågen sådan cirka 150 gange i nat. (Ej okay. Men i hvert fald tre gange i timen, natten i gennem). Heldigvis vågnede Anton ingen af gangene, men det gjorde vi jo ligesom.

I dag har vi begge været slået helt ud af søvnmangel - altså, man tror jo oprigtigt at man kan dø af træthed, når man har det sådan her!!

I går, da vi ud af det blå besluttede os for, at sådan en smule natterend kunne vi da sagtens klare, og det blev da bare hyggeligt for dem at sove sammen og dejligt at få vores eget værelse tilbage og alt muligt andet naivt crap, var vi helt på det rene med, at det da nok blev hårdt i et par dage eller uger, men det var da bare lige at bide tænderne sammen. Ja, godmorgen mand. Jeg er spændt på at se, hvor standhaftige vi kan være. For det KUNNE jo virkelig være fantastisk at få det til at lykkes. Men fuck, hvor er jeg dog træt. Og seriøst bange for natten!

Mission Impossible

2010-02-14T21:45:00.002+01:00

Vi har kastet os hovedløst ud i et nyt projekt. Projekt "To-små-drenge-sover-på-samme-værelse." Vi må være en slags masochister...

Fortsættelse følger naturligvis!