Jeg er helt hudløs og har lyst til at tude over de mindste ting, som for eksempel når ens 2-årige søn ringer fra Århus og siger "Godmorgen Mor, du sovet godt?" med sin lille glade stemme. Eller når en lille forfrossen fugl sætter sig uden for ens vindue og banker på ruden med sit lille næb. Eller når et lille marcipanbrød kaster sig frådende over ens ansigt og overdænger det med små våde kys.
Men i dag tuder jeg også over de store ting. For der er nemlig en skilsmisse på vej i familien.
Efter de brølende 20'ere, hvor alle omkring os fandt deres kærlighed, flyttede sammen, blev gift og nu er i gang med at få børn, nærmer vi os så småt det næste kapitel. Voksendommen. En dom, der for nogle også indebærer den slags tab af drømme, som en skilsmisse må være. Jeg håber inderligt, at dem som vælger at gå fra hinanden træffer det rigtige valg, og jeg håber ved Gud at det aldrig, aldrig skal overgå mig selv og mine børn.