:-)

Tju Bang Chokolademand på afspilleren. Anton og Morten sidder i køkkenet og læser Alfons. Otto sover. Jeg sidder i sofaen med dyne og kaffe og kigger på sneflokke. Og er meget, meget taknemlig. For at være, og i særdeleshed for at være kvinde. For kvinder - og ikke mindst kvinder i fællesskab - er det nye sort!

Fuck

Min to-årige søn har lært at sige "fuck". Det må være noget han har lært i vuggestuen...?

Til gengæld har han også lært at sige "jeg elsker dig", og det har han helt sikkert lært herhjemme.

Ta'sa'de'ha'

Jeg elsker blogland. Og især nu, hvor jeg (som de fleste andre, men det behøver vi jo ikke tale om) har fået en pris. Det er selvfølgelig den der kreativ-award, som sandt sagt er den første award jeg nogensinde har fået. Så jeg er ret stolt. Jeg bor sammen med én, som har P3-priser, Zulu-awards og endda en Robert stående, så jeg synes måske også det er på tide at jeg ligesom bringer noget til hylden;-)

Anyway, prisen indebærer som bekendt at man skal bekende 7 sandheder om sig selv. Jeg har valgt at tematisere de 7 sandheder (fordi jeg jo er så kreativ) omkring sundhed. Altså 7 sundheds-sandheder(/dumheder), værs'go:

1. Min far er meget økologisk korrekt og kom en dag forbi med en bakke økologiske dadler. Da de var spist, gemte jeg den fine æske, hvorpå der jo stod at de var helt særligt økologiske og fair-tradede. Gennem december måned fyldte jeg den så op med de uøkologiske dadler fra min lokale købmand. De kostede en fjerdedel. Og så stillede jeg den ellers stolt på bordet, når der kom julevisit. Det er da dumt.
2. Jeg har en helt særlig formel omkring de der pose-kanelgifler, som går ud på, at fordi de er så små, får man næsten forbrændt en hel giffel, blot ved at spise den...?
3. Hvis man køber take-away, SKAL man have en cola til. For når man først har sagt ja tak til slaggermad, skal man sgu' gå all in.
4. Jeg tror, at jeg ikke giver mine børn kager, for politiken er, at de kun må få ved særlig lejlighed. Men efterhånden er tirsdag eftermiddag på vej hjem fra vuggeren også en lidt speciel begivenhed, som jo skal fejres på behørig vis.
5. Kaffe er ikke usundt. Basta. Færdig, bum, jeg vil ikke diskutere det. Det kommer jo fra bønner, som er herresunde.
6. Jeg har meldt mig ind (og ud) af mit lokale fitness-center 5 gange på 5 år. Begynder at blive ret så pinligt.
7. Fritter er altså også en slags grøntsag - ikk'?

Tak for prisen derude! Og forresten, tak til jer der læser med. Uden jer (indsæt selv takketale-klicheer). Men altså, åh hvor jeg elsker blogland.

Hvem mangler mon at få prisen og spill'e the guts? Vær så artig, krea-Trine!

Lortedag

Har faktisk haft en ret så fantastisk dag (trods en ret så forfærdelig nat). Men der ligger alligevel et helt særligt skær over denne dag, som jeg er nødt til at dele med bloggen, for ligesom at give et indblik i, hvordan sådan en tirsdag med to blebørn kan spænde af, når de begge giver den max gas. Og undskyld, hvis det er lidt klamt. Faktisk meget. Men man bliver rimelig hærdet, når man står i det og kan faktisk sagtens snakke om baby-tyndskid, mens man spiser karrysuppe!

Altså. På én og samme dag har vi oplevet følgende:

• Otto gennemskider ble, natdragt og seng kl. 06.
• Antons morgenble er fyldt til bristepunktet og Morten taber den tonstunge ble på gulvet. Splat. Øv.
• Eftermiddag: Otto har skidt igen, og i den tro at han er færdig med sit foretagende, tager jeg bleen af ham. Det var han ikke. Øv igen.
• Her til aften har Anton nullet nøgen rundt (tror i øvrigt der er en lille nudist gemt i ham, han er allergladest, når han har røven bar!) Det kan han sagtens administrere og er rigtig god til at give heads up, inden der skal ske noget stort eller småt. Troede vi. Pludselig hører vi inde fra værelset "HOV! Prøv at se dér!!) Og hov. Små øer af lort (og tis) ligger nu yndigt spredt ud over Antons biltæppe.

Som sagt, man lærer at forholde sig rimeligt afslappet til forskellige fækalier!

Dates med dejlige mænd

På en dag, hvor vi netop har passeret endnu en milepæl - et halvt år med MAX 3 timers søvn ad gangen (altså - på en god nat) har jeg fået lov at være på to dates med lækre mænd. En formiddag rundt i solskins-by og på café med Morten og Otto. Førstnævnte var nærværende og kærlig og sidstnævnte charmerede røven ud af bukserne på alt og alle.

Og dernæst en eftermiddag på det lokale børnebiblo med Anton. Vi væltede os i bøger, drak appelsinjuice og legede restaurant og Anton tullede glad rundt i lange underhylere og råbte 'hej allesammen' til alle, der kom i nærheden af ham.

Rimelig dejlig dag med ret så dejlige mænd.

The magic line

Pis. Har nu krydset den magiske linje, og må konstatere at mine bryster er noget tættere på navlen end på halsen...

Sureskabet

Jeg tror måske, jeg er lidt forkælet.

Jeg opdagede det her til morgen, hvor Anton var sur fra han stod op til han gik ud af døren. Han var så sur og gnaven og kunne kun sige/råbe/skrige ét ord: Nej.

Jeg går altid lidt i hårknude over det, når han er vrissen og på tværs, og tænker "For hulen!" (nej, det passer ikke; "for helvede", tænker jeg) Hvad er der galt? Vi har altid (forsøgt) at vise ham, hvor højt vi elsker ham, at give ham uanede mængder af kærlighed og omsorg og arbejdet virkelig intenst på at gøre ham glad og vise ham en sjov verden. Alligevel er han af og til i dårligt humør. Sur og inadvendt og afvisende. Og hidsig og vil ingenting.

Og så er det, at jeg selv bliver sur og gnaven og tænker "Utaknemlige barn (skarn). Hvad er problemet? Vi hopper jo konstant på tungen for at gøre dig glad!" Og når jeg skriver det her eller kigger mig selv i spejlet, ved jeg jo godt hvad det er, der sker. Jeg kommer til at rage mig selv i navlen, igen. At tro, at verden drejer sig om mig og mine behov.

For Anton er jo ikke til for min skyld. Han skal ikke være glad for at tilfredsstille mig. Han skal være sur og ked af det, når han synes at verden er svær, og havregrøden driller og lillebror altid sidder ved mor. Og jeg skal edderbankemig øve mig i at rumme alt ved ham. Også de sider, som jeg synes er svære at rumme (og det er tilfældigvis de sider, han har arvet fra mig!).

Da jeg var barn havde jeg et "sureskab", som jeg satte mig ind i, når det hele blev dumt. Sådan et ønsker jeg mig igen. For derinde kunne jeg hurtigt komme til at savne alt det gode derude. Og tænke på, hvor godt jeg egentlig har det.

Er der ikke lige én, der gider råbe "Møgforkælede snotunge" til mig?

Opskrift

1 stk. babygrin

+

utrolig meget gulerodskage

= en dejlig dag

Mama med ikke særligt meget mere

Jeg er jo så kandidat - i Moderne Kultur & Kulturformidling. Og se lige mig kulturformidle og være fin på den og INTERlektuel og Focault-citerende, når mit kulturelle overskud lige nu strækker sig til max en gang Twilight på Ipod'en (og selvfølgelig på originalsproget, fordi "der går ahltzå bare enooorhmt majet tzabt i oversættelsen"). Jeg får også lige konsumeret et afsnit Californication engang imellem og lyttet til noget Nephew på p3. Men dér stopper det altså også. Det er som om jeg helt intuitivt bare er mere optaget af hvad vi dog skal finde på til aftensmad, hvor Thomas Tog-dvd'en er blevet af og hvorfor der altid lugter lidt af prut hjemme hos os.

"Vega" er nu et nuttet pigenavn på mode - engang var det stedet, hvor jeg flere gange om måneden havde magiske og overraskende koncertoplevelser. "Arp" stod engang i min bevidsthed for arpeggio - en musikalsk spillestil, men nu er det noget grat i babyens hovedbund. Gylp? Ja, brugt mælk på retur - engang associeret med noget i den mandlige kønszone - okay, sidespring, sorry. Men altså. Hvor er det der "mere" i Mama med mere??

Engang var jeg en slags elite-læser, og var i marathon-læseform. Jeg kunne blive ved og ved. Nu er jeg blevet hende, der ikke engang orker at melde sig ind i et fitness-center for at forsøge at genfinde formen. Jeg junker den med tegneserier og bloglæsning.

Jeg vil gerne. Jeg savner at få sug i maven over nye musikalske bekendtskaber, at græde snot over fiktive figurers skæbner og smukke ordsammensætninger og at have lyst til at vælge den mærkelige iranske dokumentarfilm fremfor den nye med Sarah Jessica Parker.

Men lige nu står den på børnekultur ud over det hele ... og hvem elsker egentlig ikke Alfons Åberg?

Små sejre

Når det hele sejler og man er ved at flytte hjemmefra, kan det nogle gange hjælpe at fokusere på de små sejre, som fx:

• At gennemføre en IKEA-tur en lørdag eftermiddag på lavt blodsukker uden at starte et eneste skænderi med sin mand.
• At gennemføre en dag på nul søvn uden at besvime eller slå nogen
• At undlade at ruske lille barn, som ikke vil sove.
• At undlade at ruske store barn, som bare vil brøle NEEEJ hele dagen.
• At nøjes med at råbe af store barn 3 gange, selv om han inviterede til mere.
• At nøjes med én kage, selv om de smagte pissegodt.
• At vælge de mørke bukser fremfor de lyse, når man nu skal bløde igennem midt i IKEA.
• At vælge de små sejre og at gå tidligt i seng.

Helt sygt

Bloody hell. Synes det er småt med bloggeriet. Til gengæld er der fuld skrald på bacillerne herhjemme. De tager sig en svingom med os alle på skift! Siden 1. december har der været i alt 6 dage, hvor vi alle fire har været raske. Hmf. Håber dæleme ikke det skal være sådan hver vinter!

Nu er jeg hjemme med begge drenge, hvoraf den store er helt febril og flad. Og Morten er i studiet - hele dagen. Nogle gange føler jeg mig som den vildeste sosu-assistent som flintrer underbetalt rundt i uklædelig uniform (i dette tilfælde gråt og nusset joggingtøj og meget, MEGET fedtet hår) og skifter en uendelig strøm af bleer, varter op og tørrer næser og drømmer om en rygepause eller en chartertur.

Jeg går og drømmer om at bruge den kommende børnecheck på:

1) En åndssvagt dyr kjole. Bare fordi. Because I'm worth it, faktisk.

2) En tur til Mallorca med mine drenge. (Men hvad nu hvis de bliver syge? Så er der sgu' ikke meget ferie over det!)

3) En eller anden lækker wellness-agtig selvudviklings weekend!

Nu må det i hvert fald gerne snart blive forår, nå.

Engle og dæmoner

Nå, det er jo så altså ikke helt så let at vælge rigtigt. Lige nu har jeg dog igen valgt min kaffe og min computer fremfor at tage hul på ragnarok-ramt lejlighed. Og det må helt klart være det rigtige, eftersom Otto stort set har været vågen siden kl. 4! Fuck mand. Sygt barn IGEN! Nu det lille.

I lørdags skulle vi til 30-års festEN. Alle vores venner og dem som vi kender skulle med, og der var fadølsanlæg og gin og taler og champagne og dans og jam og jeg skal eddermug'me komme efter dig. Jeg havde glædet mig helt vanvittigt til at lege ung og uansvarlig for bare en enkelt aften. Men. Otto havde allerede fredag aften feber og var klattet og pjevset. Ingen af os turde sige det højt, men vi vidste nok godt, at han ikke ville være rask til lørdag. Og ganske rigtigt. Efter en helt syg nat vågnede han lørdag morgen med feber og hoste og snot-snegle kravlende ud af næsen. Jeg var tudefærdig. Og her er det så, at man skal træffe det "rigtige" valg...?

Min far og hans kæreste skulle have begge drenge med hjem natten over, og de har bare styr på det der pis med de børn. Alligevel voksede knuden i min mave i løbet af dagen, for en god mor kan da ikke tage til fest og drikke sig fuld, mens hendes baby er syg?! Sagde englen på min højre skulder.

På min venstre sad til gengæld den fandenivoldske festabe og råbte "Tag nu afsted, giv den gas og giv slip. Han er jo syg uanset om du er der eller ej!" Og jeg lyttede for en gangs skyld til den djævelske dame.

Festen var fantastisk. Morten og jeg var unge og smukke og kyssede og dansede, og det var så skønt at se alle dem, som man bare ikke ser, når man er begravet i bleer. Men. Halv tolv får vi en besked om at han altså stadig ikke sover. Han er ked af det. Har 40 i feber. Og vil bare gerne have sin moar.

Og lige dér, der går man i stykker. Man bliver revet midt over, og den højre halvdel løber hjem til sin baby og kysser og undskylder at man da nogensinde kunne finde på at forlade den. Og den venstre halvdel bliver tilbage og hopper ind i bedstevenindens 30. år og holder den velforberedte tale og danser og drikker og stoler på at det nok skal gå.

Jeg lavede dog et kompromis med mine to sider af mig selv, og aftalte med min far, at jeg tog en taxa hjem til ham, når jeg havde fået holdt min tale. Det var så svært at tage afsted fra mit ungdomsliv, men det var så rigtigt at sove tæt med feber-baby, som blev helt rolig da han duftede mig (inde bag sprut- og røg-lugten!!)

Det bliver aldrig helt let for mig, det der med at give afkald på noget af Mig til fordel for Mor, men Englen og Djævlen er heldigvis begge to meget insisterende, så mon ikke der bliver plads til lidt af hvert?

Vælg selv

Føj, hvor har jeg kvalme. Ved ikke om det skyldes de 150 gange jeg var oppe i nat, de tre hønsesalatmadder, kagen eller de 3 kopper kaffe...

Men i aften skal jeg ud og drikke vin med en veninde, som også er mor, og som også trænger til god vin, cigaretter og natteliv. I morgen må vente, for i aften skal jeg nyde. (Og Otto - sov nu lige lidt mere end en halv time ad gangen i nat, ikke? Så lover jeg, at du må gå til alle de fester du vil, når du bliver teenager!)

2010 handler om at prioritere.

At vælge bloggen fremfor støvsugeren (som jeg netop har gjort - det var ikke svært!)

At vælge min mand til, og ikke bare have ham.

At drikke mere gin og mindre amme-te.

At bruge flere penge på mig selv. (Jeg sætter større pris på lækkert tøj end mine børn gør).

At fejle og grine i stedet for at få stress og stram mund.

At lege mere og burde mindre.

... Og så måske også nogle knibeøvelser??

Altså, nogen må gøre noget!

Louise har skrevet et fantastisk indlæg om fænomenet work/life-balance, eller på dansk: hvordan helvede får man et familieliv til at hænge sammen med 2 fuldtidsjobs?? Jeg har aldrig prøvet at sidde der, på pinden, når klokken nærmer sig 16, og man bare overhovedet ikke har nået det man skulle, og man ved at alle de andre børn jo fandme er blevet hentet (hvordan kan det forresten lade sig gøre?? Hvem er I, alle jer, der henter jeres børn helt vildt tidligt hver dag? Og spyt nu lige ud med, hvordan I gør det!) Og samvittigheden bliver sortere og sortere. Og man har forresten ikke fået købt ind, og man ved at manden har møde til sent.

Men det kommer jeg helt sikkert til (altså... på en måde forhåbentligt, for jeg skulle jo gerne finde mig et job, når barselsboblen brister).

Men jeg gider altså helst ikke! Har ikke lyst til kun at dele morgensurhed og ulvetime og puttekamp med mine vidunderlige børn.

Men vi kan vel for fa'en ikke allesammen være deltidsarbejdende freelance-typer?

Gid vi kunne. Gid der fandtes en løsning, og gid alle mødre kunne blive enige om enten at sænke barren eller i hvert fald springe over de laveste gærder, så den dårlige samvittighed ikke også skal sværtes til med "alt det man ikke nåede, men som man tror, de andre når".

I form

Jeg prøver så småt at komme i form igen. Altså ikke sådan løbeform eller andet urealistisk, men bare min egen. Jeg er blevet hevet og slebet til ukendelighed i løbet af den sidste måned, og kan nærmest ikke kende mig selv. Well, måske en anelse dramatisk, men få-hårk det har været heftigt den sidste tid. Alt for mange syge børn, forældre og bedsteforældre, alt ALT for lidt søvn, sex og samtale og alt for lidt tid til refleksion. (Eller bare til en kop kaffe.)

Man bør jo lave en form for status, når et år sådan skifter til et andet, men det orker jeg faktisk nærmest ikke. Kan kun konstatere at når der dobles op på børneantallet, dobles der også op på lykke, sårbarhed, angst, kærlighed, overskud og underskud. Paradoksalt.

Jeg glæder mig til det nye år, som skal give mig masser af børne-snav og mødregruppe-druk (ikke sandt, damer?). Sikkert også masser af latterlige nætter (på den ikke sjove måde) og hyleture for hhv. mig og drengene. Og forhåbentligt et arbejde? Og en vuggestueplads? Og en Berlintur?

Og bare en lillebitte bif-tur i ny & næ med mig selv og lidt med min mand også....

Blogstop

Nåmenøhhh... Der er altså ikke nogen der er døde, eller blevet skilt eller syge. Jeg er bare træt. T.R.Æ.T.

Lige nu er der nøjagtig 3 minutter til mig og min blog. Manden kæmper med Otto, som stadig ikke har lært at falde i søvn til ordentlig babytid, og jeg har lovet at tage over lige om lidt. Så efter at have lavet damage control på kaos-køkken, når jeg altså ikke andet end dette lille skriv, inden endnu et barn kræver mit pseudo-overskud. Og så er der desværre ikke mere af det tilbage.

Fantastisk jul, fandens hyggeligt nytår, men en lettere metaltræt mor, som glæder sig til at få lyst til at blogge igen. Lige nu har jeg kun lyst til at sove.

Men PS. Helt slemt er det jo ikke, tjek lige den glade julegris her: