Drengebørn

... De er sgu' meget søde alligevel!

Vagtskifte

Bar' det altså snart var jul / ka' ikke vente!

Jeg glæder mig helt vildt til jul. Ikke så meget til juleaften og gaver og Disneys Juleshow og and, men til - helt ærligt - at blive vartet op! Vi skal turnere 3 hold bedsteforældre, som alle sidder yderst på stolen og klar til at springe til med en helt masse ekstra hænder og juleøl og kager. December har været fyldt med sygdom, søvnmangel og stress, så jeg glæder mig som et lille barn til at overlade pligter, rengøring, de lange aftener med Otto (som nu har rykket sin sengetid til kl. 23 - så hyggeligt!!) og de mange timers bil-leg med Anton til dem med friske arme.

Og selvfølgelig glæder jeg mig også til at være i den families skød, som engang var min primære. Sjovt, som man oplever en slags generationsskifte, når man pludselig har 2 børn. Så er det os 4 der er familiEN, og mine søskende og forældre er pludselig dem, der står næst i rækken. Og som samtidig har fået en ekstra betydning sammen med de nye titler. Elsker at se Antons julelys i øjnene, når Onkel Mamus (læs: Rasmus) kommer på besøg. Og når vi Skyper med savnede Moster Anne i Skotland, som endelig kommer hjem.

Nøj, hvor skal vi hygge os. Og sove. Og spise.

Det bliver en god jul.

Kærlighed i Amager Centret...

Sygt barn igen. Anton har halsbetændelse og hoster så det gør ondt langt ind i hjertet. Vi har pakket os ind i en lille osteklokke i disse dage, som kun består af os 4, en masse højtlæsning, snotaftørring, trøstning og isspisning. Det her fortryder jeg helt sikkert at have skrevet, men jeg synes nogle gange det er en lille smule dejligt at have en lille febervarm og helt splattet dreng klistret til kroppen. Man føler sig helt særligt omsorgsfuld og modervigtig.

Verden kan også bare passe sig selv, for midt i Københavns røvhul, Amager Centret, oplevede jeg i dag en bølge af den der fine kærlighed, ligesom den på film, hvor man bare ved man hører sammen, da Otto og jeg stod og ventede på at Morten og Anton skulle blive færdige ved lægen. Selv om Anton hylede med snot i hele fjæset og Morten så pænt stresset og søvnsvigtet ud, var det bare mine drenge, og de har mig og jeg har dem.

Lykkens pamjulefis

Tømmermænd holder.

Sov længe efter en fantastisk champagnerus med fantastiske damer. Otto var faderens og Anton hos morfar. Stod op og gik en lang tur, spiste en Happy Meal og gik hjem og så komedieserier. Så blev det mørkt, jeg savnede Anton helt ind i huden og så kom han hjem. Vi var alle fire samlet til kartoffelsuppe og kaos i vores køkken og nu sover de mindste. Meget, meget fantastisk søndag (ovenpå en fænomenal lørdag aften!)

Jeg stemmer helt klart for mere af den slags!

Forventningens glæder...?

Nå. Jeg kan vel ikke rigtig længere ignorere det faktum, at det er december. Ret så meget december, endda. Sidste december havde jeg en rædsom kvalme, som kun kunne holdes i skak ved en mere eller mindre konstant indtagelse af diverse former for syntetisk juleguf. Otto var en lille ært inde i maven, som havde snydt os alle (selv spiralen!). I år er han en lille tyk basse (med det charmerende tilnavn "jaka bov") som er glad i låget og for livet (men ikke for at sove!!)

Det er jul lige om snart. Har dog ikke set et eneste afsnit af nogle af julekalendrene, købt en eneste gave eller for den sags skyld hørt Last Christmas en eneste gang. Anton er med på hvem "uglemanden" er og at nisser sidder på nogle lofter og spiser julegrød, men derudover er han heller ikke synderligt optaget af jul. Otto ved ikke, hvad han selv hedder, så der er heller ikke den store juleentusiasme at hente. Derfor har vi skruet lidt ned for juleambitionerne (læs evt. forrige indlæg og forstå hvorfor!), og prøver at holde blodtrykket nede og humøret oppe. Næste år skal den nok få for fuld skrue, men i år sparer vi kræfterne og forventer ikke at Anton skal kunne forstå hvad vi har gang i, når vi danser rundt om træet med fjogede/anstrengte smil. Eller hvorfor han skal pakke gaver op og blive vældig begejstret og sidde og smile sødt med nissehuen på og drømme om julemanden og hans rensdyr. Vi skal bare hygge os.

Til gengæld kan bedsteforældrenes ambitioner slet, slet ikke holdes i et fornuftigt leje. Vi bliver jævnligt ringet op af det ene, andet eller tredje (moderne familieformer!) hold bedste'r, som lige vil høre, om de da ikke lige skulle købe en julekalender med Shanes Jul til ham, eller hvilken slags fødselsdagskage han vil have, og hvornår vi skal danse om træet. Og det er jo noget så sødt. Men af og til også lidt stressende. Ærligt talt betyder fødselsdagen (som er den 22.) og julen, med alt hvad de begge indebærer, ikke så voldsomt meget for os, sådan rent "har vi nu husket at få købt et lys med et 2-tal på"-mæssigt. Ikke fordi Anton ikke skal fejres, for gu' skal han da det. Det handler bare mere om, at give ham en dejlig dag, hvor vi alle hygger os og ikke får skingre stress-stemmer over en mislykket lagkage, eller bliver lidt sårede hvis han ikke lige synes, at han skal være i fødselsdagshumør. Hm.

Jeg glæder mig til at fejre fødselsdag og jul med ungerne, og jeg glæder mig også til vi skal til at holde jul på vores helt egen måde med vores egne juletraditioner og til at se julelysene i øjnene på mine helt egne små englebasser.

Trods alt?

Bum-bum, så blev det weekend. Igen. Weekenderne er jo som bekendt klart de hårdeste, når man kan kalde sig tobørns-mor. Lige nu sover de dog begge, og jeg er klar til kaffe og bloggeri efter et mindre sammenbrud ude på toilettet. Goes like this:

I et anfald af hysterisk overskud (grundet 2 x 3 timers uafbrudt søvn i nat) får jeg i morges overbevist manden (som er dødsens træt, da han kom hjem fra job klokken 3 i nat, og derfor kun har fået 1 X 3 timers søvn) om at vi da skal i Tivoli. For det er jo december, og SÅ hyggeligt og Anton kan godt lide nisser, og nøj hvor skal vi hygge os med æbleskiver. Hvor dum har man lov at være? Det skal lige siges at Anton lige for tiden er en slags personificering af trodsalderbegrebet. ALLE måltider indeholder uden undtagelse en kamp om hvorvidt man må spise rent salt til aftensmad, kaste med pastaen eller smadre sin lille Elmer-gaffel ned i bordet igen og igen. Så hyggeligt.

Vi drog altså tordnende naive afsted, og prøvede at undertrykke en begyndende stress, da Anton allerede i den propfyldte 5A'er begynder at brokke sig helt vildt over... ja, et eller andet. Vi ankommer til Tivoli sammen med resten af Børnefamilien Danmark, og prøver virkelig at holde fanen højt. Den daler dog ret hurtigt efter at Anton i løbet af halvanden time har haft sammenbrud over at skulle forlade veteranbilerne, da hans tur var slut, at han ikke måtte få ubegrænset mængde af pebernødder, og at han ikke måtte bade i søen. Så tog vi ligesom hjem.

På hjemturen gik vi og skumlede over det hele, og blev enige om at vi da helt sikkert må have gjort et eller andet galt. Men hvad? Kan man give sit barn for meget kærlighed, opmærksomhed og tryghed? For det er altså den eneste forbrydelse, jeg kan se vi har begået. Eller er det bare sådan det er, at have en to-årig? (Med et ret så markant temperament) Han er jo i bund og grund sød og dejlig, men for hulen, hvor han lige nu tester samtlige smertetærskler.

Kom så blogmødre, giv mig håb!

Overnaturlige kræfter?

Nå. Så kom jeg i bad. Det var et helt fantastisk dejligt og Co2-fjendtligtt bad, men damn hvor havde jeg glædet mig til det. Jeg overlevede de tre dage som alenemor, og mod alle odds gjorde børnene også.

Med en syg næsten-2-årig og en snottet 4-måneder-bebs var det ikke som sådan hyggeligt at være den eneste forælder til rådighed. Det forløb nogenlunde sådan her:

Mandag: Anton syg. Som i rigtig, rigtig syg. 40,8 og helt slatten. Morten nåede til læge med ham og fik penicilin og tog afsted til Stockholm med blødende hjerte. Vi ser Thomas Tog sådan cirka 14 gange, slumrer alle 3 i sofaen, Anton tidligt i seng. Jeg får migræne, og kæmper med Otto, som jo as usual ikke går omkuld før klokken 22.

Tirsdag: Orker nærmest ikke at beskrive natten, for den er simpelthen for ynkelig. Anton bedre, men stadig sløj. Vi ser Thomas Tog igen, denne gang runder vi i hvert fald de 20 gentagelser. Alle regler og restriktioner ophæves som bekendt, når man er alene med sygt barn (OG sygt barns lillebror).

Hen omkring klokken 13 rammer vi så (det jeg troede var) rock bottom. Otto kan ikke falde i søvn og jeg står på altanen iført hængepatter i nat-t-shirt, fedtet hår og skrigende Anton på armen og vugger desperat barnevognen med den skrigende Otto. Og lige præcis her, ringer min dejlige veninde Sarah på døren. Aaahhhhhh. Veninder. Hun tager Anton i et par timer, og har også lige en lasagne med. Da hun er smuttet, kommer migrænen kraftstejlemig igen. Nøj. Dér var jeg tæt på at kaste alle mine håndklæder i ringen og ad helvede til. Men der er børn der skal mades og puttes, og for satan hvor man da lærer at bide tænderne så hårdt sammen, at de næsten falder ud og klemme ballerne noget så stramt. For der er ligesom bare ikke andre, og de der børn har altså bare brug for én. Det er som om man lige får et skyd kryptonit og bliver sådan lidt superheltsagtig.

Onsdag: Otto vågner HALV FEM og er vågen til halv syv, hvor Anton vågner. Hurra. Nå, men dagen går og måske grundet min usandsynlige overtræthed er jeg helt vildt fjollet og formår faktisk at opleve flere stunder, hvor vi alle tre griner af en åndssvag delfin og af og til hinanden. Og så kom helten hjem.

Efter tre små sølle dage som alene på skansen, føles det hele pludselig helt vildt nemt, når man er to!

PS: Fuck, er der virkelig kun tre uger til jul???? Panikangst.

Undskyld jeg spørger...

... men hvornår er det meningen, man skal tage sig et bad??